SVENDBORG: Fonden bag Danmarks Museum for Lystsejlads er blevet lettet for det meste af den gæld, der primært er opstået under og efter forhalingen fra gårdlængen på Valdemars Slot på Tåsinge. Museet flyttede som bekendt til nyindrettede lokaliteter i en værftshal på Frederiksø i Svendborg. Det er nu fire år siden.
På generalforsamlingen i museets støtteforening oplyste museumsfondens formand, advokat Flemming Schmidt, Svendborg, at museet nu er ”næsten gældfrit”.
Flemming Schmidt nævnte ikke beløb, men kunne melde, at årsagen til museets forbedrede, økonomiske situation hang sammen med salget af en omstridt strandgrund på Tåsinge.
Flemming Schmidt forklarede, at museets gode støtte og varme fortaler, afdøde Nils lensbaron Iuel-Brockdorff, fra Valdemars Slot var medejer af grunden Jacobsens Plads på Troense Strandvej. Nu er grunden solgt, og efter baronens ønske er hans andel af provenuet tilfaldet lystsejladsmuseets fond, hvor han var formand i en årrække.
Jacobsens Plads er kendt for at være det sidste sted i Det Sydfynske Øhav, hvor der blev bygget større sejlskibe på den åbne strand. Køber er erhvervsmanden Steen Lorenz Johan Hansen fra Birkerød. Pris: To mio kr.
- Vi er i god dialog
I sit indlæg kom Flemming Schmidt også ind på usikkerheden om museets fremtid på baggrund af Svendborg Kommunes og Baggårdteatrets plan om at nedrive museumshallen og opføre et teater på den centrale havnegrund.
- Vi blander os ikke i det politiske bag beslutningen, men jeg kan sige så meget, at vi er i god dialog med Svendborg Kommune, sagde Flemming Schmidt.
Flemming Schmidt, formand for fonden Dannmarks Museum for Lystsejlads- Vi blander os ikke i det politiske bag beslutningen, men jeg kan sige så meget, at vi er i god dialog med Svendborg Kommune
Hvis det lykkes teatret at rejse de omtalte 40-80 mio. kr. til sit byggeprojekt, får museet i følge aftalen med kommunen en to års frist til at rykke ud og eventuelt finde en ny lokalitet i Svendborg - eller i en anden by.
Nye Svendborg-folk
Det frivilligt drevne lystsejladsmuseums støtteforening har til formål at indsamle midler til museets drift, vedligeholdelse og udvikling. Det sker gennem donationer, kontingenter fra private, erhvervsdrivende og sejlklubber.
Ved generalforsamlingen fratrådte støtteforeningens formand og kasserer gennem en årrække, Carl Gerstrøm, Horsens. Funktionerne skal nu udfyldes af to nyvalgte Svendborg-folk, Hans Fokdal, formand og Michael Petersen, kasserer.