Annonce
Svendborg

Salg af byggemarked trækker ud: Styrelse undersøger, om manøvren går ud over kunderne

Vil Starks overtagelse af Jens Schultz - XL Byg stille kunderne ringere? Det er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke færdig med at undersøge, og derfor er handlen, som blev indgået i februar, endnu ikke effektueret. Foto: Hans-Henrik Dyssel.
Tilbage i februar solgte Jens Schultz sine byggemarkeder til Stark-kæden, men handlen er ikke effektueret endnu. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er i gang med at afdække, om handlen vil forringe konkurrencen og give højere priser til kunderne.

Svendborg: Der er forskel på at sælge fire pakker skruer og en trailerfuld gipsplader - og på at afhænde samtlige butikker.

Det har Jens Schultz erfaret, efter at han i februar solgt sin Jens Schultz - XL Byg-trælast og tre byggemarkeder til Stark-kæden.

Efter salget lød hans vurdering, at det ville vare fire-seks uger, før handlen var effektueret, men alligevel er der ingen Stark-flag i toppen af stængerne ved de fire forretninger.

Annonce

- Handlen er ikke faldet på plads endnu. Konkurrencestyrelsen (Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, red.) bliver ved med at kigge på det. Jeg ved ikke, hvorfor det skal tage så lang tid, men det gør det altså, siger Jens Schultz.

For kundernes skyld

Hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen oplyser chefen for Fusionsenheden, Søren Bo Rasmussen, at tingene er trukket ud, fordi styrelsen først 3. september havde alle de oplysninger, der skal til at udgøre den såkaldte fusionsanmeldelse, som skal til at behandle sagen.

Og han fortæller, at der allerede er handlet.

- Vi har lavet markedsundersøgelser, som vi gør i mange fusioner. Vi skal se på, hvad håndværkerne bruger, og hvad de private bruger, og hvem der er tætte konkurrenter, siger Søren Bo Rasmussen, der understreger, at alt sammen er for almenvellets skyld.

- Vi skal sikre, at fusionen ikke fører til forringet konkurrence og dermed højere priser for kunderne, og det er helt standard. Er man over en vis størrelse, kan man ikke bare uden videre slå sig sammen, siger Søren Bo Rasmussen.

Annonce

Sjældent nej

Han understreger, at han taler om fusioner generelt, og at han ikke vil sige noget om, hvorvidt der er problemer med Starks Jens Schultz-opkøb. Men han oplyser, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kun sjældent udsteder forbud mod fusioner.

Hvilket dog ikke betyder, at de alle bliver til noget.

- Vi ser, at en del virksomheder trækker deres fusionsanmeldelser tilbage, når de kan se, at de er på vej mod et nej. Og så bliver der jo ikke udstedt et forbud, siger Søren Bo Rasmussen, der dog også har et eksempel, hvor styrelsen faktisk har sag nej.

Nemlig da VVS-grossisten Lemvigh-Müller i 2007 ville købe Brdr. A.O. Johansen og fik et forbud, fordi vurderingen var, at fusionen ville bringe markedet på så få hænder, at konkurrencen blev sat ud af kraft.

Annonce

Ja, nej - og tilsagn

Søren Bo Rasmussen oplyser også, at der ikke kun opereres med et ja eller et nej til fusioner, men også med et såkaldt tilsagn.

- Parterne kan give tilsagn om, at de gør noget for at sikre fortsat konkurrence. Som for eksempel at frasælge nogle forretninger, så konkurrenter kan komme ind, siger Søren Bo Rasmussen, og endelig oplyser han, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen foreløbig har frist til februar - men at sagen godt kan blive udsat yderligere.

- Jeg tager det stille og roligt, lyder det fra Jens Schultz, som solgte sin trælast og sine byggemarkeder til Stark i februar - men endnu ikke har kunnet overdrage nøglerne. Foto: Hans-Henrik Dyssel

Hvilket Jens Schultz såmænd lever med.

- Jeg vil selvfølgelig godt have det overstået, men jeg tager det stille og roligt. Jeg kan jo hverken gøre fra eller til, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Nu er opgravningen af minkene i gang

Faaborg-Midtfyn

Går imod andre praktiserende læger: Faaborg-læge vil gerne vaccinere med skrottede vacciner - hvis myndigheder siger ok

Annonce