Annonce
Danmark

Sag om ulovlig adskillelse af asylpar koster 35 millioner

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Sagen i Instrukskommissionen, der har Inger Støjberg i centrum, efterlader en millionregning til samfundet.
Annonce

Det kommer til at koste det danske samfund anslået omkring 35 millioner kroner, at Instrukskommissionen undersøger sagen om ulovlig adskillelse af asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Det fremgår af et folketingssvar mandag fra Justitsministeriet til De Konservatives folketingsmedlem Marcus Knuth.

Af budgettet for Instrukskommissionen fremgår det, at der er afsat knap 34,6 millioner kroner til halvandet års arbejde fra 1. januar i år til og med 1. juli næste år.

20,5 millioner går til lønomkostninger, heraf knap 4,4 millioner kroner til medlemmerne af Instrukskommissionen, mens 16,1 millioner kroner går til sekretariatsbistand.

De øvrige cirka 14 millioner kroner bruges på øvrige omkostninger, hvoraf otte millioner kroner til bisiddere er den største udgiftspost.

I november sidste år besluttede et flertal i Folketinget at nedsætte en kommission. Sagen omhandler adskillelsen af asylpar, hvor den ene part var mindreårig. Det skete under daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), hvis rolle i sagen er central.

Hun stod 10. februar 2016 bag en pressemeddelelse, der kom til at fungere som en instruks. Det resulterede i, at unge asylpar blev adskilt uden en individuel vurdering.

Der skal ifølge danske og internationale konventioner være en individuel behandling, og ordningen blev senere kritiseret af Ombudsmanden.

Inger Støjberg, som i maj blev afhørt af Instrukskommissionen, har under afhøringerne fremvist et ministernotat, som hun godkendte 9. februar 2016.

Heraf fremgik det, at adskillelser skulle bero på en konkret vurdering.

Inger Støjberg har sagt, at notatet var hendes "grundpræmis" for hele sagen, men hun havde ikke omtalt notatet i offentligheden, inden hun blev afhørt i Instrukskommissionen.

De næste afhøringer i Instrukskommissionen finder sted på fredag. Her skal blandt andet tidligere justitsminister Søren Pind (V) afhøres.

/ritzau/

Link til budget for Instrukskommssionen fra Folketinget
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce