x
Annonce
Danmark

S-topfolk har udsat kritiske eksperter for pres

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det er på ingen måde i orden, når topfolk i Socialdemokratiet har kontaktet kritiske eksperter, mener forsker.

Topfolk i Socialdemokratiet har i flere tilfælde lagt pres på kritikere af partiets eller regeringens politik.

Annonce

Det skriver Berlingske, der i alt har fire eksempler på situationer, hvor partiet både før og efter folketingsvalget har forsøgt at påvirke offentlige stemmer.

De fire tilfælde drejer sig om Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp, en professor på Aalborg Universitet og en uvildig forsker.

For eksempel blev Rikke Haugbølle, der er Nordafrika-kender og ph.d. i tunesiske forhold, kontaktet vedrørende Socialdemokratiets udlændingeudspil i februar 2018.

Hun havde udtalt sig kritisk til flere medier om partiets forslag om et modtagecenter for asylansøgere i udlandet.

Haugbølle blev efterfølgende kontaktet af flere med tilknytning til Socialdemokratiet. Herunder daværende pressechef for partiet og nuværende særlig rådgiver for finansminister Nicolai Wammen.

Hun noterede ned på et papir undervejs i telefonsamtalen, hvor Mads Brandstrup blandt andet skulle have sagt:

- Jeg vil bare advare dig. Christiansborg kan være en krigszone, og det synes jeg bare, du skal vide, inden du bevæger dig derind.

I dag siger Rikke Haugbølle om opkaldet, at hun blev meget overrasket, men det fik hende ikke til at holde igen med kritik.

Centerleder og forsker i samfundsvidenskab ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch er stærkt kritisk over for denne adfærd.

- Partiet prøver ikke alene at disciplinere og intimidere en uvildig ekspert. Det prøver faktisk at undertrykke sandheden, fordi hun giver udtryk for, hvad andre eksperter er enige i. Det er på ingen måde i orden, siger Roger Buch til Berlingske.

Berlingske har kontaktet Mads Brandstrup, men han ønsker ikke at kommentere historien.

Socialdemokratiet har afvist over for Berlingske at stille op til interview, men partiet har sendt skriftlige kommentarer fra fungerende politisk ordfører Leif Lahn Jensen (S). Han skriver blandt andet:

- Jeg kan ikke genkende, at vi på nogen måde har forsøgt at forhindre en fri og kritisk debat, men beklager selvfølgelig, hvis det er blevet oplevet sådan.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Udlejere slår hårdt tilbage mod butikskæder, der nægter at betale husleje

Annonce