Annonce
Ærø

Søby Værft får stort underskud på grund af el-færgen og aflysning fra privat kunde

El-færgen har været en dyr forretning for Søby Værft A/S. Her ses værftsdirektør Roar Falkenberg om bord på den nye færge. Arkivfoto: Vibeke Volder
Søby Værft har fået et underskud på 13 millioner kroner før skat. Årsagen er det forsinkede el-færgeprojekt og at en privat kunde har trukket sig fra en større kontrakt om ombygning af et skib, fremgår det af årsrapporten.

Søby: Selv om Søby Værft har haft travlt i det forgangne år med flere nybygninger, har det ikke givet overskud. Tværtimod.

Det fremgår af det netop offentliggjorte årsregnskab, som har været forsinket i flere uger på grund af en tvist mellem Ærø Kommune og Søby Værft om el-færgen.

Årets resultat er på -13 millioner kroner før skat, men da værftet har fået en positiv skat, ender årsresultatet på -11,6 millioner kroner efter skat. Værftet har dermed mistet næsten 12 millioner kroner af sin egenkapital, og egenkapitalen er nu på 20,5 millioner kroner.

Ifølge ledelsesberetningen har el-færgeprojektet krævet ekstraordinære indsatser og ressourceforbrug fra værftets side.

"Projektet har beslaglagt kapacitet, der var planlagt anvendt til værftets øvrige arbejdsopgaver. Dette har umuliggjort en optimal og effektiv styring/afvikling af værftets øvrige nybygninger og reparationsarbejder. Endvidere har det medført behov for større løbende personale- og organisatoriske omstruktureringer, " står der i ledelsesberetningen.

Udover el-færgen har værftet også haft en disput med en kunde, der har aflyst et større projekt.

"En større kontrakt om ombygning af et skib, der skulle have været udført i 4. kvartal 2018, blev i september måned annulleret af kunden og det var ikke efterfølgende muligt at anvende den ledige kapacitet til anden side. Årsagen til annulleringen var udelukkende forhold hos kunden og kunden har erkendt erstatningspligt over for værftet. Værftet har fremsat erstatningskrav, men afventer afregning. Den forventede positive effekt af kravet, er ikke medtaget i regnskabet," står der i ledelsesberetningen.

Værftet forventer dog at vende skuden i de kommende år, fremgår det af ledelesesberetningen.

"Værftet vurderer generelt skibsmarkedet positivt og med yderligere projektmuligheder som følge af dokudvidelsen i 2018, forventes der fortsat vækst og positiv udvikling. Væksten forventes med baggrund i den primære aktivitet i service- og reparationsafdelingen, men værftet har også modtaget flere forespørgsler på nybygning af såvel trawlere som færger."

Fyns Amts Avis arbejder på at få en kommentar fra værftsdirektør Roar Falkenberg.

Annonce

Årsregnskab for Søby Værft A/S

Bruttofortjeneste: 28,7 mio. kr. (2017: 34,7 mio. kr.)
Personaleomkostninger: -36,3 mio. kr. (2017: -28.6 mio. kr.)

Resultat før skat: -13,1 mio. kr. (2017: 1,9 mio. kr.)
Resultat efter skat: -11,6 mio. kr. ( 2017: 1,5 mio. kr.)

Egenkapital: 20,5 mio. kr. (2017: 32,2 mio. kr.)

Antal ansatte: 66 (2017: 54)

Direktion: Roar Falkenberg

Bestyrelse: Søren Andersen (formand), Jens Viskinge Jensen (næstformand), Jens Lasen, Finn Groth Jørgensen (medarbejderrepræsentant), Thomas Kasper Albertsen (medarbejderrepræsentant).

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Langeland For abonnenter

Eks-borgmester om fyret kommunaldirektør: - Der var et eller andet, der sagde mig, at det ikke ville fungere

Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Flere politiske legekammerater søges på Ærø

Det er gået nogenlunde som ventet, men det gør ikke udfordringen mindre for Ærøs borgmester Ole Wej Petersen (S). Hans ellers jævnt sikre flertal smuldrer, og nu viser det sig meget tydeligt, når der skal træffes tætte beslutninger i kommunalbestyrelsen. Den korte version er, at borgmesteren og hans allierede løber ind i politiske øretæver, fordi de kommer i mindretal. Det gør de, fordi den tidligere socialdemokrat Jens Weiss bruger sit frie mandat, og nogle gange betyder det altså, at han stemmer imod den gruppe, han egentlig er en del af. Situationen skaber problemer for borgmesterpartiet, der jo i forvejen er temmelig vingeskudt, fordi to af fire medlemmer har forladt partiet. Reelt kan det de kommende to år betyde, at Ole Wej Petersen bliver låst i borgmesterrollen, fordi hans handlemuligheder er voldsomt indskrænkede. Er der blot et medlem af konstitueringsgruppen, der stemmer imod Socialdemokratiet, er der overhængende fare for, at borgmesteren ikke kan gennemføre den politik, han ønsker. Der findes ikke en løsning, som er ligetil, men Ole Wej Petersen har brug for nye venner i kommunalbestyrelsen. Ikke fordi han kommer til at være i lommen på Jens Weiss, men fordi hans handlerum bliver voldsomt indskrænket, hvis Jens Weiss hele tiden sidder med den afgørende stemme. Afstanden mellem de to grupper i kommunalbestyrelsen er til at få øje på, og det vil også kræve, at der sluges en kamel eller flere, hvis borgmesteren hele tiden skal række hen over kløften, men spørgsmålet er, om det dog ikke åbner flere muligheder, hvis der bygges en bro. Erfaringerne med disse mere dynamiske flertal, hvor borgmesterpartiet i videst mulig udstrækning forsøger at samle brede flertal hen over politiske kløfter, er mange. I Svendborg havde den daværende borgmester Curt Sørensen (S) en tilsvarende udfordring i hans regeringstid i 2010-2013. Her stod det tidligt klart, at samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Enhedslisten var fuld af konflikter, og der gik derfor ikke lang tid, før Curt Sørensen måtte række ud efter især Venstre og Det Konservative Folkeparti. Det udløste naturligvis også konflikter, men forligene blev landet, selv om de måske ikke var helt så røde, som borgmesteren nogle gange kunne ønske sig. Men sådan er det jo med kompromisser. Ole Wej Petersens borgmestertid har ikke været en badeferie, og der er stadig to års tid tilbage af den og tre budgetforlig, der skal landes. Der bliver altså nok af udfordringer med at samle gode og solide flertal. Derfor kan en af de strategiske problemstillinger, han gør klogt i at vie lidt af sin tid til, være, at han overvejer, hvordan han kan skaffe sig flere politiske venner i kommunalbestyrelsen. Ellers kan vejen frem mod næste valg til kommunalbestyrelsen blive fyldt med bump og store huller.

Annonce