Annonce
Langeland

Særlige vandreture en sand sællert: Udsolgt på fire dage

Gåturene kan danne grobund for fællesskaber omkring natur, kulturhistorie og litteratur. Foto: Bevæg dig for livet.
Der blev udsolgt på fire dage og oprettet venteliste med 50 personer - nu kommer der en ny chance.

LANGELAND: Projektet med vandreture under titlen "Ud i naturen - ind i fortællingen", som Langeland og Faaborg-Midtfyn Kommune med flere gennemfører i fællesskab, blev så stor en succes, at de fire første hold var udsolgt på blot fire dage.

Nu er der dog håb for dem, som forgæves forsøgte at komme med. Der bliver seks nye hold til efteråret, oplyser konsulent Nanna Kristine Heinrich fra Langeland Kommunes afdeling for erhverv og turisme.

Hvert hold har plads til 20 personer, og der gennemføres et forløb med fem ture for hvert hold. Den ene foregår på Sydlangeland, en anden omkring Rudkøbing, mens de tre øvrige er i Faaborg-Midtfynområdet.

Annonce

I Faaborg-Midtfyn går den ene tur til naturområdet omkring grusgravene i Tarup-Davinde i den nordlige del af kommunen.

Sydfyns højeste punkt

Den anden tager deltagerne med til den højtliggende landsby Haastrup en halv snes kilometer fra Faaborg. Omkring Haastrup er der en række flotte bakker, inklusive Sydfyns højeste punkt, Trebjerg.

Tredje tur er omkring landsbyen Korinth, Fyns største sø Arreskov Sø, Sollerupområdet, hvor Naturstyrelsen har en større afdeling, samt Svanninge Bjerge, ejet af Bikubenfonden og med et stisystem med adskillige ture og mere end 500 hektar natur at boltre sig i.

Fra den første omgang er oprettet venteliste med omkring 50 personer på, så andre interesserede bør ikke tøve med at melde sig til, nævner Nanna Kristine Heinrich.

Annonce

Mange interessante fortællinger

Meningen er, at man skal danne gåtursfællesskaber ved at komme afsted med de øvrige i gruppen, som man selvsagt vil lære bedre at kende fra gang til gang.

- Pakken koster 50 kroner pr. deltager, men skulle man være forhindret en enkelt gang, går det nok. Men man betaler for hele det, siger konsulenten.

Turen sætter fokus på natur, kulturhistorie og litteratur.

- De landskaber, som vi bor midt i, rummer en masse interessante fortællinger, der kan lære os meget som mennesker, både historisk og litterært, fastslår Nanna Kristine Heinrich.


Det ser ud til, at vi har ramt noget, der taler til mange.

Nanna Kristine Heinrich, konsulent, Langeland Kommunes afdeling for erhverv og turisme


Turene varierer i længde fra mellem seks og op til 15 kilometer. Man skal kunne klare at gå 10 kilometer i normalt tempo, men ellers kræver det ingen særlige vandreforudsætninger for, at man kan deltage. Alle ture har guide med.

Nanna Kristine Heinrich er selvsagt glad for interessen.

Annonce

Typisk en aftentur

- Det ser ud til, at vi har ramt noget, der taler til mange, siger hun.

Borgmester Tonni Hansen (SF) i Langeland Kommune ser frem til, at flere kommer ud at gå

- Ofte når vi som mennesker mødes, er det om noget, der interesserer os. Derfor er jeg utrolig glad for det unikke samarbejde, som vi her har indgået. Jeg tror på, at det at kombinere gåture i naturen med litteratur og fordybelse i vores kulturarv både kan få endnu flere ud at gå og give deltagerne en lokalhistorisk bevidsthed, siger han i en pressemeddelelse.

Turen gennemføres typisk hverdagsaftener klokken 17-20 samt en enkelt søndag, hvor man skal sættes fem timer af plus transport. De er dog to hold med gåture hverdage klokken 10-13. Uanset tidspunkt vil alle hold blive sat i gang med første gåtur i løbet af august. Det spænder fra 11. august til 27. august.

Annonce

Nye hold venter i 2022

Skulle man have smag for mere, kan konsulenten allerede nu oplyse, at der vil komme 10 hold yderligere i 2022.

Udover Langeland og Faaborg-Midtfyn Kommuner deltager Langelands Museum og Øhavsmuseet i Faaborg og bibliotekerne i de to kommuner. Region Syddanmark yder økonomisk støtte via sin kulturpulje.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce