Annonce
Fyn

Sådan gør andre: Finsk klimasucces inspirerer i Nyborg

Borgmesteren i Ii, Ari Alatossava, glæder sig over byens vækst og den internationale opmærksomhed, byen har fået. Ifølge borgmesteren kan ligheden mellem samfundene i de nordiske lande være med til at skabe et grønnere samarbejde. Foto: Ari Alatossava
Den finske by Ii har stor succes med en række klimatiltag, men det er ikke kun i Finland, man er bevidst om klimaet - også i Nyborg Kommune arbejder man på en grønnere fremtid.
Annonce

De fleste forbinder nok Finland med salmiaklakrids og elektronikfirmaet Nokia.

Men i Ii i det vestlige Finland lidt uden for Oulu har man i nu omkring et årti haft stor succes med en række bæredygtige tiltag, der får Finland til at lyse op på verdenskortet. Byen har formået at skære 80 procent af sit CO2-udslip og er næsten gået helt bort fra at bruge papir i kommunen.

Borgmesteren i Ii, Ari Alatossava, fortæller, at klimatiltagene opstod for at lokke flere mennesker og virksomheder til byen, der tæller godt 10.000 indbyggere: - Første udgangspunkt for byens klimabevidsthed opstod imellem 2010 og 2011. Omkring den tid begyndte vi at tale om at skabe et samfund uden CO2-forurening med fokus på offentlig transport, vand og genbrug, siger Ari Alatossava.

Ifølge Ari Alatossava har byens tiltag ikke kun været med til at skabe et mere bæredygtigt samfund, men har desuden også åbnet op for flere job i byen og været med til at uddanne borgerne.

- Vi har adskillige vindmølleparker i området, der har været med til at skabe vækst og arbejde i byen. Desuden afspejler tiltagene sig også i skoleeleverne, der med motivation og interesse for skolernes bæredygtige tiltag tager idéerne med hjem. Det er en god motor for forandring, siger Ari Alatossava, der samtidig fortæller, at tiltagene også har ændret kulturen i byen, så flere nu bruger offentlig transport.

Carsten Kudsk (O) 1. viceborgmester og medlem af Teknik- og Miljøudvalget kerer sig om miljøet i Nyborg Kommune. Han kan godt forestille sig, at kommunen kan blive firstmover for et grønnere Danmark. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce

Nyborg Kommune dyrker det grønne klima

Klimatiltagene i Ii vækker både genkendelse og begejstring hos politikerne i Nyborg Kommune.

Carsten Kudsk (DF), 1. viceborgmester og medlem af Teknik- og Miljøudvalget, kan godt se det fornuftige i Iis klimatiltag.

- I Nyborg Kommune arbejder vi med et bæredygtighedskodeks, der bruges til at udarbejde klimavenlige løsninger. Blandt andet at man skal benytte sig af træ til konstruktioner og undgå skadelige stoffer. Desuden arbejder vi i kommunen på at få flere vilde blomster til bier og sommerfugle. Det er lagt ind i budgettet, siger han.

Carsten Kudsk er ikke i tvivl om, at Nyborg Kommune kan blive rollemodel i Danmark, så længe borgerne selv vil være med til at gøde tanken om en grønnere kommune.

- Hvis ønskerne kommer nedefra, så er der også politisk vilje til det. Lige så snart skolerne, institutionerne eller borgerne får gang i de her ringe, så kan vi bakke op som kommune, og så vil andre kommuner nok også gøre det samme som os.

Ifølge Carsten Kudsk arbejder Teknik- og Miljøudvalget via kommunens Det grønne Råd hele tiden på at gøre Nyborg Kommune til et mere bæredygtigt sted at bo. Især hvis der er tale om tiltag, hvor Nyborg Kommune kan være først med at sætte gang i et nyt tiltag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce