Annonce
Søsiden

Sådan blev båden bygget: Siv er både godt og skidt

Ekspeditions-sivbåden Viracocha III. Sivene forude sugede mere vand, end sivene andre steder på båden. Det førte til, at stævnen efterhånden kom til at hænge, som det ses på billedet. Foto: Buck Expeditions
Sivbåden, som Simon Melchiorsen fra Langeland sejlede over Stillehavet i, er konstrueret i bjerg-storbyen La Paz i Bolivia - og på en strandbred i Chile.

RUDKØBING: Siv på siv på siv. Det meste af den omkring 28 tons tunge Viracocha III er bygget af siv. I Bolivias bjergsø Titicaca er der til fremstillingen af båden høstet omkring to og en halv million af de grønne, blyants-tykke rør. De høstede siv blev tørret af solen, før lokale sivbåds-kyndige gik i gang med skæreværktøj og reb.

Byggeriet af sivbådens skrog blev indledt på en afskærmet plads i Bolivias hovedstad La Paz i juni 2016. Her arbejdede omkring en halv snes mand i fem måneder på at tilvirke bådens skrog. Flere af dem havde også været med til at bygge for den norske eventyrer Thor Heyerdahl.

At bygge en sivbåd på denne vis er en slags pølsemageri og praktiseres efter oldgamle overleveringer.

De soltørrede siv bindes stramt sammen til pølse-formede enheder, som igen samles stramt til tykkere bundter.

Sivbådens skrog består af to tæt sammenbundne pølser på hver godt to meters bredde. For og agter er bundterne tilvirket a la snuden på en snabelsko.

Annonce

FAKTA: Ekspeditions-sivbåden Viracocha III

Fartøjet Viracocha III er bygget over en treårig periode fra februar 2016 i La Paz, Bolivia og færdiggjort i Arica, Chile. Båden er konstrueret af naturmaterialer - siv, reb, tovværk, træ og lærred.

Hoveddata: Længde i vandlinje 18 m. Længde overalt 22,5 m. Bredde 4,9 m. Sejlklar vægt ca. 28 tons. Dybgang ved søsætning: ca 1 m.

Sejl, rig og dæk: Syv dekorerede sejl af bomuld. Tre bagoverbøjede, enkeltstående master. Dæk af fyrplanker.

Huse på dæk: Agterkahyt af siv i bundter og lærred - heri spiserum, komfur og kortbord. Midterkahyt med otte køjer. Forkahyt til opmagasinering. Ror: I første omgang monteret agter mellem siv-bundter, senere surret på siden af båden.

Køl: Lodrette, regulerbare brædder surret fast på sivbådens ene side. Dimension: Ca. fem cm tykke, ca. 30 cm brede og to og en halv meter lange.

Besætning: Seks mænd, to kvinder og en boliviansk gadehund. Ferskvand: Ca. 3000 liter i dunke.

Teknisk grej bl. a.: Vindmåler, GPS, solceller, redningsflåde og satellit-telefon.

Simon Melchiorsens sejlede strækning i lige linje: 4500 sømil, ca. 8300 km. Varighed 90 døgn.

Viracocha - et andet ord for Kon-Tiki - er guden, der ifølge inkaerne skabte alle verdslige ting samt alle øvrige guder som fx solguden Inti, Månen, Venus, visse stjerner og også Jorden samt ikke at forglemme - havet. sosn

På blokvogn til Stillehavet

Da sivbådens skrog var færdig i La Paz, blev det på blokvogn transporteret de omkring 500 kilometer til stranden i byen Arica ved Chiles Stillehavs-kyst. Her skulle frivillige under ledelse af ekspeditionens leder Phil Buck fra USA færdiggøre båden.

Siv som byggemateriale til et oceangående fartøj er både godt og skidt:

- Det fede ved siv er, at når de blive våde, udvider de sig. Et tørt siv kan brækkes. Et vådt siv kan ikke trækkes fra hinanden. Siv bliver rigtig sejt, når det bliver vådt. Og reb trækker sig sammen, når det bliver vådt. Det giver tilsammen en utrolig stram konstruktion, forklarer Simon Melchiorsen.

Den synker hele tiden

Ulempen ved at bruge siv til bådebyggeri er, at de konstant suger havvand. Det gør sivene tungere, og det øger hele tiden og faretruende bådens dybgang. Viracocha III sank fx i gennemsnit en lille centimeter mere hvert døgn. Dertil kommer, at siv og tovværk løbende går i opløsning. Den nedbrydning er blandt andet forårsaget af skrogets mange vridninger i søen. For at styrke stabiliteten er der derfor i midten af sivbåden surret langsgående pæle af træet eucalyptus.

Viracocha III’s længde på 18 meter i vandlinjen er ikke tilfældig.

- Længden passer til Stillehavets bølgedale og toppe. Det giver færre vridninger. Reb og tovværk kan ved vridninger skure og skære siv over, forklarer Simon Melchiorsen.

Om bord på sivbåden: Køjerummet med plads til de otte ekspeditions-deltagere. Foto: Buck Expeditions

Køl er brædder

Viracocha III kan styres på to måder. Den ene er med rorbladet fastgjort for enden af en skråtstillet rorpind mellem de to skrogdele agterude - eller alternativt på siden.

Den anden måde er at regulere på sivbådens køl-funktion, der er en række lodrette, justerbare planker på skibssiden. De skal primært hindre afdrift og kan rykkes op eller ned eller flyttes rundt:

- Sættes kølbrædderne foran i skibssiden går man op i vinden. Sættes de ned agter, går man væk fra vinden. Det er en tidlig og simpel form for ror, forklarer Simon Melchiorsen.

Om bord på sivbåden agterude: Spisepladser, kabys og kortbord. Foto: Buck Expeditions

- Manjana ...

Da Simon Melchiorsen ankom til Chile, havde arbejdet på stranden været igang i mere end to år:

- Bygningen af båden var forsinket. Folk overholdt ikke aftaler. Rigtig sydamerikansk “manjana”, som han udtrykker det.

Fra Simon Melchiorsen ankom til stranden gik der to måneder, før Viracocha III kom afsted. Og der var nok at gøre for et par gode, danske hænder. Blandt andet blev der trukket på hans færdigheder i svejsning til konstruktionen af beddingens fundament af jernbaneskinner ud i Stillehavet.

Da sivbåden blev søsat lå den et par uger for anker, inden den kom afsted.

- Det var dræbende for projektet. Hver dag for anker er en dag, vi ikke kan bruge til søs. Båden synker jo hele tiden, siger Simon Melchiorsen.

Når sivbåden ikke sejlede var det bl. a. fordi Chiles søværn ustandseligt kom ud med nye krav:

Men endelig. Viracocha III letter anker. I logbogen er den 16. marts 2019 noteret som Dag 1. Ekspeditionen over Stillehavet er i gang.

Forude. Sivbåden Viracocha III's depotrum til bl. a. proviant. Foto: Buck Expeditions
Roret på Viracocha III var groft sagt en afrundet træplade sat fast på enden af en tyk stang. Roret måtte repareres og udskiftes mange gange. Foto: Buck Expeditions.
Simon Melchiorsen, 28-årig maskinmester fra Langeland, tog sammen med syv andre turen over Stillehavet i en sivbåd: - De fleste af os var nogen amatører. Nogen mere end andre. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Min mening: Hej, kære og med kærlig hilsen

For nylig bemærkede min chef, at jeg stadig skrev ’hej’ og ikke ’kære’, når jeg henvendte mig til ham på mail, trods næsten et års ansættelse. For ham er ’hej’ distanceret og ’kære’ mere nært. Jeg bruger derimod ’kære’ til formelle henvendelser eller når jeg skriver til mine ældste familiemedlemmer, hvorimod jeg bruger ’hej’ til dem, jeg kender godt og har et afslappet forhold til. Lørdag den 25. januar kunne man i en artikel i Politiken læse om en undersøgelse, Dansk Sprognævn for nylig har foretaget for at kortlægge, hvordan danskerne henvender sig i breve og mails. Her viste det sig, at hilsnerne har ændret sig over tid, og at generationerne opfatter hilsnerne forskelligt. For flere hundrede år siden var ’kære’ forbeholdt folk, man havde et tæt eller kærligt forhold til. I de seneste århundreder er ’kære’ blevet opfattet som en neutral starthilsen, man kan bruge til hvem som helst. Unge er nu igen begyndt at lægge en tungere og mere intim betydning i ordet ’kære’. Mange unge, der er vokset op med sms og messenger, springer ligefrem den indledende henvendelse over og kommer direkte til sagen. Sprognævnet anbefaler på baggrund af undersøgelsen, at man bruger ’hej’ plus fornavn til både private og ikke-private modtagere, fordi det er den mest neutrale hilsen i dag. ’Kære’ kan bruges til private modtagere, man har et nært forhold til. Når det kommer til at afslutte mailen eller brevet, er der endnu flere valgmuligheder. Flertalsformerne ’venlige hilsner’, ’mange hilsner’ eller ’kærlige hilsner’ opfattes som mere hjertelige end entalsformen ’med venlig hilsen’. ’Kærlig hilsen’ og ’knus’ er reserveret de helt nære. De korte former ’mvh’, ’vh’ og ’kh’ er også almindelige, hvorimod blot ’hilsen’ opfattes som ikke-venligt. Sprognævnet må dog konkludere, at der ikke er enighed om, hvad hilsnerne dækker over, og derfor råder de til, at man ikke tolker for meget på de hilsner, man får. Meget få skriver egentlige breve mere, og mange har også vanskeligt ved at tyde håndskrift. Vi kan hurtigt komme i kontakt på mobil, sms eller mail, hvorimod et brev med Postnord er fem dage eller længere undervejs. Jeg udveksler kun breve med min 91-årige faster, som i øvrigt netop har fået mobil og nu kan læse sms’er. I starten af 80’erne, før mobilen og de sociale medier var opfundet, skrev og modtog jeg breve, da jeg rejste to gange tre måneder i Kenya. Nu er tanken om blot en uge udenlands uden netadgang utænkeligt. Vi kan læse forfattere og andre kendtes brevvekslinger fra de forrige århundreder, men mon der bliver personlige udvekslinger fra 2000 og frem for kommende generationer at læse?

Annonce