Annonce
Fyn

Så mange underskrifter har oprørte borgere samlet ind: - Vi er rigtig godt tilfredse

200 husstande er besøgt i Grønnemose og nærmeste omegn. Lokalråd og sogneforening i Grønnemose og Rørup protesterer over byrådets planer om at udbyde området "Skoletrekanten" til erhverv. Arkivfoto: Lærke Bjørn Bang.
Beboerne i Grønnemose og nærmeste omegn har den seneste uge samlet underskrifter og gode argumenter sammen mod et erhvervsområde, som kommunen snart vil sende i udbud.

Grønnemose: De lokale borgere i og omkring Grønnemose er mildest talt rasende og frustrerede, efter et overvejende flertal af politikerne i Assens Byråd vil udbyde det 12-13 hektar store område kaldet Trekanten til erhverv.

Det er et område, som i 31 år ikke har kunnet sælges som erhvervsjord, og de lokale har længe ønsket sig, at kommunen vil udstykke boliger i området.

Men byrådet ønsker at give erhvervsudbuddet en fornyet chance på baggrund af en henvendelse, som man ikke ønsker at uddybe nærmere.

Annonce

Beslutningen om at udbyde jorden har fået borgerne til at stemme dørklokker. Lokalrådsformand Inge Bünning oplyser, at de frivillige har besøgt samtlige 200 husstande i Grønnemose og allernærmeste opland såsom Etterup og Gribsvad.

Her har 160 husstande skrevet under på, at de ønsker boliger på Trekanten - ikke erhverv. Lokalrådet har fået i alt 198 underskrifter på papiret, og det er ifølge Inge Bünning godkendt.

- Ja, det er 80 procent, og det, mener jeg, er retvisende. Det svarer til valgdeltagelsen. Vi er rigtig godt tilfredse, og vi er blevet fint modtaget og har fået mange gode dialoger. Og vi har set nogle mennesker, som vi måske aldrig har set før, siger lokalrådsformanden.


Vi er rigtig godt tilfredse, og vi er blevet fint modtaget

Inge Bünning, lokalrådsformand


Alternativt erhvervsområde

Hun understreger, at man ikke har været rundt i hele sognet, hvor der ifølge Danmarks Statistik bor 682 mennesker pr. 1. januar 2021. Man har kun besøgt de husstande, som formodes at ville blive berørt, hvis en eller flere mulige virksomheder slår sig ned på Trekanten.

Inge Bünning fortæller, at folk i lokalområdet fortsat har et stort ønske om beboelse i området. Det budskab - sammen med underskrifterne - bliver afleveret mandag eftermiddag til borgmester Søren Steen Andersen (V) samt Dan Gørtz, formand for udvalget Teknik, Miljø og Plan.

- Vi vil stadigvæk gerne have ændret beslutningen, siger lokalrådsformanden, der desuden arbejder på et alternativt område til erhverv i Grønnemose, som vil blive fremlagt for politikerne.

Lokalråd og sogneforening i Grønnemose og Rørup protesterer over byrådets planer om at udbyde området "Skoletrekanten" til erhverv. I 30 år har borgere i området forsøgt at få området omklassificeret til boligkvarter. Arkivfoto: Lærke Bjørn Bang

- Vi mangler byggegrunde (til boliger, red.) Vi har kun én sølle grund, der er byggemodnet, siger Inge Bünning.

Annonce

- En vanskelig sag

Dan Gørtz er ikke overrasket over de mange underskrifter mod erhvervsbyggeri på Trekanten.

- Det er en vanskelig sag, når der igennem nogle år har været kørt en opfattelse af, at der skulle være boliger. Her har byrådet en udfordring, vi skal have forklaret, konstaterer Dan Gørtz.

Han henviser til 2012, hvor det blev besluttet, at man ikke ville gøre en indsats for at sælge området til erhverv, men det ønsker byrådet nu af forskellige årsager.

- Vi har ikke haft lejlighed til at drøfte det direkte med borgerne, men et boligområde er i manges øjne per natur en bedre nabo end erhverv. Man skal huske på, at man også skal tjene nogle penge her i samfundet, og at der kan være fordele ved at have en virksomhed med arbejdspladser tæt på et boligområde, hvor man kan gå på arbejde. Det er ikke sort/hvidt, siger udvalgsformanden, der tilføjer, at politikerne nu skal have en tæt dialog med beboerne.

Dan Gørtz anslår, at der kan gå et par måneder, før kommunen er klar med udbudsmaterialet.

Borgmester Søren Steen Andersen (V) har tidligere påpeget, at lokalplanen for området indikerer, at det er erhverv i den lette ende, man eventuelt kan opføre på Trekanten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce