Annonce
Sport

Roklub vil vokse: Nyt tilbud til folk med mindre tid og ønske om sved på panden

Tre medlemmer på vej til en to-timers tur. Det er (forrest) Gitte Jørgensen, Elna Krogsmose og Karin Frost. Foto: Michael Lorenzen
Der skal trækkes hårdere i årerne, men til gengæld maksimalt i to timer, lyder et nyt initiativ

RUDKØBING: Rudkøbing Roklub satser på at få fat i nye medlemmer og vil blandt andet fortælle om et kommende initiativ, når klubben indbyder til åbent hus lørdag den 8. maj klokken 10-14. Det handler om at vække interesse for rosporten hos dem, der måske ikke har så megen tid.

- Vi håber på at kunne nå den gruppe, der gerne vil ro med temposkift og få sved på panden, men ikke kan afsætte mere end to timer på en aften eller en lørdag eller søndag, fortæller formanden for Rudkøbing Roklub, Karin Frost.

Den nye målgruppe skal så kunne færdes i klubben lige som den nuværende, hvor det meget er baseret på hyggeroning. For eksempel en tur en hel dag med madpakke i båden, hvor man kan nå rundt om Tåsinge, rundt om Thurø, over til Marstal eller noget lignende. Her er der flere, som allerede har været ude på lange ture, nogle over 40 kilometer.

Annonce

- Samtidig satser vi også på at få fat i nye medlemmer i alle aldersklasser, tilføjer Karin Frost.

Cirka 40 medlemmer

For tiden har Rudkøbing Roklub lidt over 40 medlemmer i alt. De 25 er fuldt aktive, mens 18 er delaktive, hvilket vil sige, at de må gøre brug af klubbens romaskiner, løbebånd og øvrige indendørs faciliteter og redskaber, men ikke bådene.

- Det er typisk folk, som måske har en ægtefælle eller kæreste i klubben og gerne vil komme her, men ikke har lyst til at skulle på vandet, siger formanden.

Til gengæld må de gerne tage romaskinerne, som er forholdsvis lette konstruktioner, med ud i det fri.

Når det gælder de fuldt aktive, er Rudkøbing Roklub nået forholdsvist nådigt gennem coronaen, fordi man kan tage på vandet alene eller holde afstand til andre i både med flere roere. Klubben har to costals, som er en bådtype til én person, tre fire-årers og fire to-årers. Da  de to sidstnævnte bådtyper også skal have styrmand, er der plads til, at 29 kan tage på havet samtidig.

Karin Frost, Gitte Jørgensen og Elna Krogsmose på vej ud på en rotur. Denne formiddag gik det nordover op langs Langelands vestkyst. Foto: Michael Lorenzen

Økonomisk er man gået glip af indtægter på rospinning, hvor ikke-medlemmer har kunnet komme på hold i klubhuset. Coronaen har givet tab på cirka 6000 kroner i dette forår og omkring 11.000 kroner samlet sidste år.

Men nu gælder det altså om at få fat i flere medlemmer. Karin Frost opfordrer alle interesserede til at komme forbi den 8. maj. Hun har haft kontaktet hovedforbundet, Dansk Forening for Rosport, og her fået at vide, at man gerne må møde 50 personer op, så længe det foregår udendørs.

- Derfor kan man roligt tage herhen, og hvis man synes, at det blæser for meget, bør man komme forbi alligevel, for det handler ikke alene om vindstyrke, men også retning. Der kan godt være læ her i "trekanten" mellem vores klubhus, Langelandsbroen og den øvrige del af havnen, påpeger hun.

Annonce

Skal svømme 300 meter

Hvis man er forhindret 8. maj, men gerne vil høre nærmere om klubbens og de muligheder, man har, er det bare at ringe eller skrive til en fra klubbens bestyrelse. Så vil man blive kontaktet.

Rudkøbing Roklub fik fornylig installeret en ny bådebro, som er fremstillet af vejrbestandigt og genanvendeligt plastmateriale, som man ikke behøver pille op af vandet før vinter.

Over 15.000 roere i Danmark

Der er 149 roklubber i Danmark, tilknyttet Dansk Forening for Rosport (DFfR).

Medlemstallet er samlet over 15.000 i klubberne.

Man må tage på havet, hvis man er frigivet roer. For at opnå denne status skal man hvert andet år aflægge en svømmeprøve. Man skal kunne klare 300 meter. Det må gerne foregå i en svømmehal, men man kan også gøre det i havet, og i begge tilfælde skal det overvåges af et bestyrelsesmedlem.

- Vi anbefaler nu, at man tager prøven hvert år, for skulle man af den ene eller anden årsag ikke kunne gennemføre den det ene år, har man stadig et helt år til at træne sig op til det, forklarer Karin Frost.

Nogle steder i Danmark har idrætsforeninger et samarbejde, så man må prøve flere forskellige idrætsgrene, før man eventuelt bestemmer sig for en enkelt eller måske to.

Annonce

Hele havnen med

- Jeg er også med til Shores-møderne for at følge med i, hvad der er af muligheder. Egentlig var det vist også meningen, at alle klubber med tilknytning til Rudkøbing Havn skulle være med den 8. maj, men det blev så alligevel ikke til noget. Vi har så valgt at fastholde datoen, siger Karin Frost.

Hun har selv været i kontakt med håndboldklubben for at høre, om det måske var noget for pigerne, som ikke spiller håndbold om sommeren, at tage i roklubben.


- Vi anbefaler nu, at man tager prøven hvert år, for skulle man af den ene eller anden årsag ikke kunne gennemføre den det ene år, har man stadig et helt år til at træne sig op til det

Karin Frost, formand


- Men det nye med padeltennis er blevet vældigt populært, så der er nok ikke så mange nye at hente der. Måske er der større chancer hos dem, hvor børnene er blevet store og enten er flyttet hjemmefra eller er tæt på at gøre det, nævner roklubbens formand.

Hun har hørt om nogle, som er bange for at komme i en roklub på grund af ”kanindåben”.

- Den frygt behøver de ikke at have. Hos er det en fredsommelig omgang, og den finder i øvrigt ikke sted hvert år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce