Annonce
Fyn

Robottrio har investeret halv milliard: - Det kræver tålmodighed

Adm. direktør og medstifter af Effimat Storage Technology, Jørgen Flemming Ladefoged, havde forventet at se et regnskab for 2020 i plus, men det har coronaen ændret på. Arkivfoto: Kim Rune Jessen
Der bliver investeret milliarder i fynske robotter, men det koster også at udvikle den næste succes i klyngen, viser tre regnskaber fra lokale firmaer. - Intet er hugget i sten, uanset hvor mange penge, du investerer, siger en direktør.
Annonce

Siden 2015 er der lagt mere end seks milliarder kroner i den fynske robotklynge, hvor både lokale og udenlandske investorer står i kø for at ramme den næste succes-historie.

Tre regnskaber fra klynge-virksomheder i Odense Robotics viser dog også, at det både kræver tålmodighed og mange penge til udvikling, før man kan realisere et salg i milliardklassen som Universal Robots og Mobile Industrial Robots.

Effimat Storage Technology har netop offentliggjort sit seneste regnskab, som viser et minus på 13,8 millioner kroner før skat. Siden etableringen i 2011 er de røde tal i de årlige regnskaber løbet op i 137 millioner kroner.

2019 bød dog på en halvering af minus-resultatet fra året før, og adm. direktør og medstifter Jørgen Flemming Ladefoged er ikke i tvivl. Firmaets har nået et afgørende vendepunkt.

- Sidste år var et godt og skelsættende år for vores udvikling, og var vi ikke blevet ramt af Covid19, så var vi kommet i plus i 2020, siger han.

Firmaet står bag moderne lagerautomater, som hurtigt og effektivt kan opbevare og “plukke” emner til medarbejdere i eksempelvis Novo Nordisk eller Airbus, som er blandt Effimats  kunder.

Annonce

En halv milliard i minus

Samme udvikling har præget klynge-kollegaerne hos Scape Technologies og Onrobot, der begge arbejder med gribere og udstyr til robotter. Scape har det seneste årti haft et samlet minus på 70 millioner kroner, mens Onrobot siden en fusion af flere selskaber i 2016 har investeret kraftigt i opkøb og ansættelser med et samlet minus på 336 millioner kroner som følge.

Scape står bag software, vision og griberudstyr i et såkaldt pinpicker-system. Firmaet har netop lanceret en ny opdateret version af teknologien, som gør den meget lettere at anvende for kunder og partnere. Og det er helt i tråd med udviklingsplanen, siger direktøren.

- Vi gik på børsen (First North Nasdaq, red.) i 2018 for at skaffe kapital. Siden har vi fulgt den strategi, vi lagde, og vi har sammen med vores kinesiske hovedaktionær lagt en plan for at udvikle et meget lettilgængeligt produkt, hvilket er helt afgørende for vores kinesiske partner, siger adm. direktør Søren Bøving-Andersen, som også understreger, at der fortsat er behov for at hente ny kapital til virksomheden.

Virksomheden leverer meget til bilindustrien og har derfor været hårdt ramt af corona, som har lagt store dele af bilindustrien ned - ikke mindst i Tyskland.

Annonce

Investeret i firmaet og produkterne

Firmaet Onrobot har investeret kraftigt i opbygningen af både en udviklingsafdeling, en global salgsorganisation og ikke mindst en stribe af produkter. Det er bl.a. sket gennem firmaopkøb i tæt samarbejde med investorerne, siger adm. direktør Enrico Krog Iversen, som alene sidste år havde et minus før skat på 229 millioner kroner i virksomheden.

Onrobot laver gribere og udstyr til robotarme. Enrico Krog Iversen, adm. direktør, investerer i tæt samspil med de øvrige ejere massivt i at skabe en global forretning med egne produkter. Arkivfoto: Michael Bager

- Det var lidt større end forventet, men vi havde regnet med det, for det koster penge at udvikle en global forretning så hurtigt, som vi gør. Du gør selvfølgelig den slags i tæt samspil med dem, der har investeret ind i virksomheden. Vi følger planerne og forventer at opleve måneder i plus næste år og i begyndelsen af 2022 i takt med, at vores produkter og salgsorganisation kommer på plads, siger direktøren, der har en fortid som hovedaktionær og direktør i Universal Robots.

Nu er han i gang med at bygge en ny global virksomhed op, men der er intet, der er givet på forhånd, uanset hvor mange penge man investerer, understreger han.

- Det er venture og risikobetonet, det vi arbejder med, så intet er hugget i sten, selv om det er overvejende sandsynligt, at det nok skal blive en succes. Og det kræver, at du har en god og åben dialog med investorerne, siger han.

Annonce

Plus i år

Hos Effimat forventer direktøren, at de røde resultater har toppet. Senest har Effimat også introduceret en lagerrobot til opbevaring og levering af hospitalssenge – en såkaldt Hospimat, som Jørgen Flemming Ladefoged har store forventninger til.

- Vi har leveret til supersygehuset i Herning, og så vandt vi en ordre til topmoderne sygehus i Stavanger i Norge. Den ordre alene var på 70 millioner kroner, siger han.

Effimat-direktøren glæder sig over, at udviklingen og investeringerne har båret frugt i form af et nyt produkt, men han understreger, at man skal væbne sig med tålmodighed, selv om det kan være svært at se tilbage på sine fejl.

- Der er fejl, jeg gerne ville lave om, for det er dyre lærepenge, men omvendt er vi nået et sted nu, hvor vi har nogle produkter, som er godkendt af store internationale navne, og så har vi formået at bevæge os ind på et nyt marked på sundhedsområdet, fordi vi har prioriteret udviklingen. Der står vi så ret stærkt med vores produkter nu, siger han.

Søren Bøving-Andersen er adm. direktør i Scape Technologies, der kombinerer gribere, vision og software i et såkaldt pinpicker-system, hvor robotter kan samle ting op fra kasser. Arkivfoto: Michael Bager

Effimat Storage Technology blev etableret i 2011 og flyttede året efter til Tietgenbyen i Odense. Med 2019-resultatet er der siden etableringen på Sjælland samlet skabt et minus på 137 millioner kroner i Effimat, som i 2017 fik Peter Mads Johan Clausen fra Danfoss-familien i ejerkredsen gennem investeringselskabet PMC Star.

- Vores investorer har været meget rolige og bakket op om vores strategi og planer, hvilket har været afgørende for, at vi står, hvor vi står i dag. Det havde været anderledes med mindre investorer, som måske havde lagt deres opsparinger i virksomheden. De havde nok været mere utålmodige, siger Jørgen Flemming Ladefoged.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Fyn nærmer sig igen nul nye corona-smittede

Bagsiden

Boblerier: Skadedyr str. XXXXXL

Danmark For abonnenter

Coronasmittede sundhedspersoner får anerkendt arbejdsskader: Ingen har endnu udsigt til erstatning

Annonce