Rudkøbing/Tåsinge: Risbjerg El & Køleteknik har fået skudt det nye år i gang med manér.
De har nemlig ved årsskiftet overtaget Tåsinge-virksomheden, Landet Blik & VVS, samt deres personale, ejer Jørn Jensen og VVS-montør Henrik Andersen.
Formålet er at etablere en VVS-afdeling hos Risbjerg El & Køleteknik, så virksomheden dækker "hele paletten", forklarer Simon Risbjerg, der ejer Risbjerg El & Køleteknik og nu også Landet Blik & VVS.
- Det giver noget synergieffekt, fordi vi nu har det, man i daglig tale kalder en teknikenterprise. Vi vil kunne løfte hele opgaven, i eksempelvis et hus, med både el, vvs, ventilation og varme, siger han.
For Simon Risbjerg er virksomhedsovertagelsen et godt skridt på vejen til at vækste. Og selvom planen endnu ikke er at tilføje en murer-afdeling, så har han stadig lidt projekter i støbeskeen.
Simon Risbjerg, ejer af Risbjerg El & KøleteknikDet giver noget synergieffekt, fordi vi nu har det, man i daglig tale kalder en teknikenterprise. Vi vil kunne løfte hele opgaven, i eksempelvis et hus, med både el, vvs, ventilation og varme.
- I vores el-afdeling har vi nogle, der arbejder med industriautomationer til virksomheder med produktionsanlæg, der skal køre fuldautomatisk. Og det er en afdeling vi udvikler en del på i øjeblikket og som vi håber på bliver større med årene, fortæller han om virksomhedens fremtid.
Lige nu er drømmen dog, at få etableret VVS-afdelingen på en god måde, så det giver mening for folk at bruge hans firma. Inden det kan lade sig gøre, venter der et større oprydnings- og tællingsarbejde i Landet Blik & VVS' lokaler på Tåsinge, der mest af alt minder om en stor garage.
Lokalerne er fyldt med flyttekasser og paller, og langs væggene er der utallige reolsystemer, der måler fra gulv til loft og blandt andet indeholder en masse værktøj, skruer og møtrikker i alverdens størrelser og farver. Der er begrænset plads til at bevæge sig rundt, hvorfor Simon Risbjerg hjælper til på Tåsinge med oprydningsarbejdet, så de kan få lagt låg på det.
Tiden indhenter
Samarbejdet mellem Simon Risbjerg og Jørn Jensen er ikke en helt nyoprettet alliance. De to herrer har kendt hinanden længe og har arbejdet sammen om de opgaver, som modparten ikke selv har kunnet varetage.
- Vi har hjulpet ham med el, og han har hjulpet os med VVS. Og så har vi, hos Risbjerg, i en længere periode gået med ønsket om at få VVS-delen tilknyttet Risbjerg El & Køleteknik. Det medførte, at Jørn og jeg kom til at snakke om det for et halvt års tid siden, og så blev vi enige om, at nu skulle det være, siger Simon Risbjerg om den nye virksomhedsovertagelse, mens Jørn Jensen knokler for at få talt og registreret alle lagerets møtrikker.
For Jørn Jensen er der to meget simple årsager til, at han gik med til at overdrage sin virksomhed til Simon Risbjerg. En af dem er, at tiden så småt begynder at indhente ham.
- Min dåbsattest gjorde, at jeg var nødt til at begynde at spekulere på, hvad jeg vil på længere sigt. Og så synes jeg altså, at det er smart, at vi kan få samlet nogle folk. Det bliver svært, hvis man skal finde medarbejdere i den her tid, fortæller han.
Regnskaber
Risbjerg El & Køleteknik A/S
Overskuddet er i det seneste regnskabsår faldet hos Risbjerg El & Køleteknik A/S, der har adresse i Rudkøbing.
Af det nye regnskab for 2019/20 fremgår det, at overskuddet er faldet fra 781.000 kroner til 293.000 kroner før skat.
Ud af firmaets seneste fem regnskabsår er det nyeste regnskab det næstdårligste. Det gik bedst i 2018/19, der endte med et resultat før skat på 604.000 kroner.
Selskabets bruttofortjeneste er faldet lidt fra 9 millioner kroner i det foregående regnskabsår til 8 millioner kroner i det seneste regnskab, mens egenkapitalen steg fra 2 til 2,1 millioner kroner.
I første omgang er det Birger Risbjerg, HSR Holding ApS, der står som ejere. I sidste ende er Birger Risbjerg og Simon Risbjerg de dominerende ejere.
Landet Blik & VVS Aps
Selsbabet har øget overskuddet før skat en anelse i det seneste regnskabsår fra 144.000 kroner til 150.000 kroner i det nyeste regnskab fra 2020/21.
Ud af firmaets seneste fem regnskabsår er det nyeste regnskab det næstbedste, når man måler på resultat før skat.
Sidste år voksede egenkapitalen fra 882.000 til 997.000 kroner.
Men med virkning fra 1. januar 2022 har Risbjerg El & Køleteknik A/S overtaget den 16 år gamle virksomhed på Tåsinge.
Selvom Jørn Jensen, efter 16 år, nu ikke længere kan kalde sig ejer af Landet Blik & VVS, så er han fortrøstningsfuld omkring ham og Simon Risbjergs fælles aftale. Og så får han lov til at beholde både sin firmabil og den sorte kedeldragt med virksomhedens oprindelige logo.
- Jeg håber på, at vi får en rigtig god forretning ud af det her, og at vi kan få noget vækst. Det tror jeg også er lidt nemmere, når man er en større virksomhed, fremfor blot en tomandsvirksomhed, siger han og uddyber:
- Så håber jeg også, at vi får flere af de store opgaver. Førhen har vi ikke taget de store opgaver, fordi vi kun var to medarbejdere, og det har aldrig rigtigt været vores område.
VVS'eren fra Tåsinge får ikke mindre ansvar af at blive en del af Risbjerg El & Køleteknik. Han bliver nemlig leder af den nye VVS-afdeling, som, udover ham, kommer til at bestå af tre andre medarbejdere. Og så bliver de i lokalerne i Landet.
Alt administration og økonomi kommer til at foregå på Risbjerg El & Køletekniks kontor i Rudkøbing, hvor Anja Uhrenholdt tager sig af det.
Mange forskellige hatte
En virksomhedsovertagelse og en mobiltelefon der konstant ringer, er tydeligvis ikke nok til at give Simon Risbjerg sved på panden. Han er også næstformand i Erhvervsrådet og formand for Håndværker- og Industriforeningen Langeland, hvoraf sidstnævnte i samarbejde med erhvervs-, kultur- og turismechef Jane Jegind netop har startet et bæredygtighedsnetværk i Langeland Kommune, som giver virksomheder mulighed for at gøre deres forretninger mere bæredygtige.
Og til spørgsmålet om, hvorfor Simon Risbjerg er så aktiv ved siden af sin virksomhed, er svaret ikke så tydeligt.
- Det var da egentligt et rigtigt godt spørgsmål. Det spørger min kone også tit om, svarer han og griner, inden han uddyber:
- Ej, jeg brænder rigtig meget for nogle af de ting, der foregår ved siden af det, vi går og laver, men som dog stadig relaterer til vores hverdag.
Og det nye bæredygtighedsnetværk er vigtigt at arbejde videre med, mener Simon Risbjerg. Han er nemlig sikker på, at vi inden længe går en tid i møde, hvor det bliver stillet som et krav, at man som virksomhed skal kunne fremvise en CO2-rapport for at få lov til at løse en opgave.