Annonce
Indland

Revisor skal forsvare sig i retten om IT Factory-regnskaber

Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix
Aktionær i IT Factory kræver 35 millioner kroner af KPMG, som godkendte regnskaber.

Et stort revisionsselskab skal i Østre Landsret nu forsvare sin godkendelse af regnskaber i IT Factory, som i 2008 væltede med et brag på grund af omfattende økonomisk kriminalitet.

KPMG er i landsretten blevet stævnet af en mindre aktionær i IT Factory, Peter Sølbeck, skriver Berlingske. Hans investeringsselskab Sølco kræver 35 millioner kroner.

Sølbeck var på et tidspunkt en nær ven af Stein Bagger, der senere blev straffet med fængsel i syv år.

KPMG har allerede betalt i dyre domme for sit arbejde med IT Factory. I april 2016 betalte selskabet, som nu hedder CJ Partnership, som led i et forlig med konkursboet 333 millioner kroner.

Pengene gik til kreditorerne og ikke til aktionærerne. Peter Sølbecks ejerandel var på fem procent.

Ifølge Berlingske var en af betingelserne i forliget, at Danske Revisorer Responsumudvalgs bedømmelse blev trukket tilbage.

Men i forbindelse med retssagen har responsumudvalget igen besvaret en række spørgsmål, men disse er ikke offentlige.

IT Factory var en lysende stjerne på erhvervslivets himmel. I 2008 blev selskabet kåret som årets vækstvirksomhed, som leverede flotte resultater i et vanskeligt marked.

Det viste sig, at tallene i regnskabet byggede på falske leasingkontrakter. Chefen, Stein Bagger, flygtede og endte i Californien, hvor han dog meldte sig selv til politiet.

I Østre Landsret er der afsat syv retsmøder i forbindelse med den såkaldte hovedforhandling, der indledes mandag.

/ritzau/


Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Navne

Dengang: Håndskrivende forfatter

Annonce