Annonce
Indland

Regnfulde og solrige dage blandes i omskiftelig uge

Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
Ugen starter med hård regn og blæst, men så er der lidt er opklaring i vente, inden regnen vender tilbage.
Annonce

Regn, blæst og sol er på skift på programmet den kommende uge, som mildest talt kan kaldes omskiftelig.

Sådan lyder prognosen fra Erik Hansen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Ugen byder generelt på blæsende og meget omskifteligt vejr, hvor der også kommer dage med flot vejr indimellem, siger han tidligt mandag morgen.

Mandag passerer et lavtryk nordøst om Danmark.

Det betyder, at der er en hel del byger og blæst på vej til hele landet.

Først gælder det Jylland, hvor vinden først på formiddagen tiltager til hård kuling med vindstød på op til stormstyrke.

- Det kan give lidt forhøjede vandstande i den vestlige del af Limfjorden, som varer frem til aftenen, advarer Erik Hansen.

I løbet af eftermiddagen når lavtrykket til Sjælland, som også går en blæsende og regnfuld dag i møde.

Temperaturerne mandag lægger sig mellem seks og otte grader.

Natten til tirsdag bliver en kølig affære. Det klarer op, hvilket får temperaturerne til at falde til mellem tre graders frost og tre graders varme.

- Så det er med at være opmærksom på glatte veje, siger Erik Hansen.

Resten af ugen skifter vejret fra solrigt til regnfuldt fra dag til dag.

Tirsdag bliver en fin dag med nogen til en del sol og temperaturer mellem to og otte grader.

Men allerede natten til onsdag bevæger et nyt frontsystem sig ind over landet, når det blæser op fra syd, og der igen kommer forbigående regn over Danmark.

Onsdag klarer det op, men skyerne kommer til at hænge ved i de østlige egne, hvilket kan give regn den første del af dagen.

Torsdag byder både på sol og lidt byger. Natten til fredag kan der komme endnu en front ind over landet, som kan byde på lidt slud i den sydvestlige del af landet.

Fredag bevæger nedbørsområdet sig op over landet. Det byder hovedsageligt på regn, men der kan også være lidt slud.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Debat: Vindmøllerne om igen

Fyn

Mand voldtaget på institution

Annonce