Annonce
Ærø

Region Syddanmark efter kritik af vagtlægeordningen: - Det var en klar kommunikationsfejl

- Jeg har bedt lægevagtchefen om – endnu en gang – at skrive ud til vagtlægerne, om hvordan forholdene er på Ærø, så de er lidt bedre orienteret, svarer Frank Ingemann, der er praksischef i Region Syddanmark, på den kritik, som har været rettet mod den nye vagtlægeordning. Arkivfoto
Onsdag rettede Dina og Anders Ljørring fra Ærø kritik mod Region Syddanmarks vagtlægeordning. Nu svarer regionen tilbage på tiltale. Det var en kommunikationsfejl, der resulterede i, at parret fik besked om at tage til Kolding, da deres datter kom til skade, lyder forklaringen fra regionen.

Ærø: Efter gårsdagens kritik af den regionale vagtlægeordning, hvor Anders og Dina Ljørring fra Ærø har oplevet, at vagtlægen sagde, at de kunne tage på skadestuen i Kolding eller ringe 112, hvis de ville have deres datter tilset af en læge, svarer Frank Ingemann, der er praksischef ved Region Syddanmark, nu tilbage.

- Der er tale om en klar kommunikationsfejl. De to vagtlæger har desværre sagt noget sludder. Den første ting, der bliver sagt, er, at de skal tage til Kolding. Det er helt forkert. Hvor han har fået den idé fra, kan man jo undre sig over, fordi der er både skadestue og lægevagt på Ærø.

- Det samme gælder det med at blive tilset af en vagtlæge på Ærø. Det er sådan, at de har konsultationstider på Ærø. Så man prøver at rykke tiderne sammen, men hvis der sker noget akut, så kan man selvfølgelig blive tilset på Ærø.

Har den nye ordning virket efter hensigten?

- Siden vi startede i februar, er det faktisk gået rigtig godt. Vi har faktisk haft rimelig gode resultater. Og det, der står i avisen, er første gang, vi har hørt om, at det er gået galt i kommunikationen. Så det skal vi selvfølgelig have samlet op på.


Der er tale om en klar kommunikationsfejl.

Frank Ingemann


Dog er det ikke første gang, at Frank Ingemann har skulle rette henvendelse til lægevagten, men han håber, at det er den sidste.

- Jeg har bedt lægevagtchefen om – endnu en gang – at skrive ud til vagtlægerne, om hvordan forholdene er på Ærø, så de er lidt bedre orienteret.

Frank Ingemann vil gerne klarificere, at i det tilfælde, hvor en pige har fået en chips i den gale hals, og Dina og Anders Ljørring blev bedt om at ringe 112, var responsen fra lægevagten helt korrekt.

- Det skal så også siges, at når en person får en chips galt i halsen, så er det det helt rigtige at gøre at sende en ambulance. Så hun har fået den rigtige behandling.

Det er simpelthen et spørgsmål om lægevagtens størrelse, der har været afgørende for de børnesygdomme, der kan være, forklarer Frank Ingemann.

- Der sidder rigtig mange læger, flere hundrede læger, og varetager den vagtlægefunktion. Og det kan godt være, at der er en enkelt, der ikke har hørt ordentligt efter.

En af de ting, der bliver efterspurgt, er, om man selv kan køre ned til sygehuset, hvis man skal tilses. Kan man det?

- Sygehuset varetager flere funktioner. Og det er sådan, at udgangspunktet er, at – hvis man bare skal tilses – så skal man selv køre derned.

Det er estimeret, at overgangen til den nye ordning kommer til at spare en million kroner om året. Men pengene vil blive reinvesteret på Ærø, forsikrer Frank Ingemann.

- Regionsrådet har besluttet, at det her ikke er en spareøvelse. Så den million kroner, der er i overskud efter ordningen er lavet om, skal bruges til at udvikle sundhedsvæsenet på Ærø. Der er nedsat to grupper: En politisk styregruppe og en administrativ styregruppe. Og i de to grupper vil man komme med nogle forslag på, hvordan pengene kan bruges.

Til trods for at Frank Ingemann mener, at det godt med den nye lægevagtsordning, kan han ikke være sikker på, at der ikke sker den slags fejl igen.

- Jeg kan ikke afvise, at den slags sker igen. Men vi arbejder meget på, at det ikke sker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Endelig sammen igen: Skål!

Annonce