Annonce
Svendborg

Gratis ø-hopperi i sigte: Regeringen vil give gående og cyklister fripas til færger

Her ses Skarø-færgen Højestene, der lægger til på Skarø. Arkivfoto: Michael Bager
Cyklister og gående skal kunne sejle gratis i Danmark i juli, foreslår regeringen som del af sommerpakke.
Annonce

Regeringen foreslår i de igangværende forhandlinger om en sommerpakke, at cyklister og gående skal have mulighed for at komme gratis med færger i Danmark i juli.

Det skriver transportminister Benny Engelbrecht (S) på det sociale medie Twitter.

- I dag indledtes forhandlinger om sommerpakken. Den skal komme hele landet til gode.

- Derfor foreslår regeringen blandt andet, at det i hele juli skal være gratis for gående og cyklister at komme med færgen - blandt andet til landets mange øer, skriver Benny Engelbrecht og slutter af med at titulere sig selv som cykelminister.

Sommerpakken, som der lige nu forhandles om, skal stimulere dansk økonomi, som er hårdt ramt under coronakrisen.

Der skal blandt andet sparkes gang i forbruget. Derfor er en række tiltag allerede aftalt.

Der er afsat 700 millioner kroner i 2020 til at skabe gode rammer for sommer på landet og på øerne, kultur- og naturoplevelser i den danske sommer. Derudover skal der skabes sommeraktiviteter for ældre.

Flere tiltag er i spil. Blandt andet har SF foreslået at give fri entre eller reducere prisen markant på museer landet over de næste par måneder.

Et flertal af partierne er allerede blevet enige om at udbetale tre ugers indefrosne feriepenge til efteråret til folk, der har dem til gode.

De indefrosne feriepenge er et resultat af den nye ferielov, der blev gennemført i 2019. Den vendte optjeningen af feriepenge om, og dermed stod danskerne til at få et års "ekstra" feriepenge udbetalt.

Udbetalingen ville dog først ske, når man havde ret til folkepension. Men nu bliver en del af de penge altså sendt ud til danskerne.

Derudover vil man udbetale et engangsbeløb på 1000 skattefrie kroner til folk på overførselsindkomst.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce