Annonce
Indland

Regeringen vil se på løsning for underbemandet Nuuk-anstalt

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Uden at love flere penge vil regeringen gerne finde en løsning på den nye anstalt i Nuuk, der mangler folk.

En lønforskel mellem danske og grønlandske fængselsbetjente bliver udpeget som en af årsagerne til, at der mangler personale på den nye anstalt i Nuuk.

Det er en problemstilling, som den danske regering er parat til at se på, fortæller Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen.

- Vi anerkender, at det er et problem, at der er en lønforskel mellem danske fængselsfunktionærer og grønlandske fængselsfunktionærer.

- Den problemstilling vil vi gerne se, om vi kan være med til at løse, og vi har allerede drøftet den med de grønlandske medlemmer af Folketinget og også den øvrige kreds af partier, som i øjeblikket forhandler finanslov, siger han.

Ifølge Politiken, som har beskrevet problemerne med underbemanding på den nye anstalt i Nuuk, foreslår Aaja Chemnitz Larsen, folketingsmedlem for det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit (IA), at der skal findes otte millioner kroner på den kommende finanslov.

Det skal sikre, at fængselsbetjente i Grønland kommer op på samme lønniveau som i Danmark, så der kan tiltrækkes mere personale. Det forslag møder opbakning fra regeringens støtteparti SF.

- Det er et meget legitimt krav, og det bakker vi i SF op om, siger Karina Lorentzen Dehnhardt, retsordfører for SF.

Selv om Socialdemokratiets finansordfører er klar til at se på problemet og også drøfte det i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, så bemærker han, at sagen bliver kompliceret af, at der allerede i foråret skal foregå en overenskomstforhandling på området.

- Det er klart, at det komplicerer sagen i forhold til at finde en løsning, siger Christian Rabjerg Madsen.

Politiken skriver, at anstalten i Nuuk har været ramt af massiv underbemanding, siden den åbnede i juni.

Ifølge Kriminalforsorgen i Grønland er der kun ansat 33 betjente ud af de 49, der skal til for at garantere en ordentlig sikkerhed for de ansatte og indsatte.

Af de 33 betjente er 21 elever i praktik som en del af deres uddannelse. Det er typisk ufaglærte mænd og kvinder i 20'erne.

For at sikre ro og orden sendte Justitsministeriet sidst i oktober 12 pensionerede og erfarne danske fængselsbetjente af sted fra Danmark. De forlader dog Grønland igen til december.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra justitsminister Nick Hækkerup (S).

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Efter lancering af kæmpeplan: Borgmester lover masser af dialog med borgerne

Annonce