Annonce
Fyn

Redaktionen anbefaler: Pak tæpperne og tag på fisketur - måske får du vores flåd på krogen

Fyens Stiftstidendes Assensredaktion har efterlyst gode råd til at komme igennem den mørke coronatid. Vi bidrager selv med naturtip. Journalist Stine Ploug Christiansen har forelsket sig i Møllesøen, placeret smukt i Vissenbjerg Bakker. Der er frit fiskeri i søen, hvis man har fisketegn, med få regler, der kan findes på Assens Kommunes hjemmeside. Foto: Victor Bebe Larsen
Coronavirus har formået at lukke rigtig mange ting ned, men naturen er stadig åben for besøgende. Her er mulighederne for forfriskende, smukke og hyggelige oplevelser mange. For journalist Stine Ploug Christiansen og hendes kæreste var årets første fisketur ved Møllesøen i Vissenbjerg en dyr, men anbefalelsesværdig omgang.
Annonce

Vissenbjerg: - Er du sikker på, at du ikke skal have mere tøj på?

Udenfor hænger skyerne faretruende tungt på himlen, og da jeg kort stak hånden ud ad vinduet tidligere, var det ikke varme, der ramte den. Derfor stoler jeg heller ikke på, at den tynde trøje under min kæreste Victors regnjakke er varm nok til dagens strabadser.

Bagagerummet er pakket med varm kakao, fiskeudstyr, sweatre og varme tæpper. Vi sætter kurs mod Vissenbjerg Bakker, og humøret er højt, for forude venter årets første fisketur, som stadig er en mulighed på trods af coronarestriktionernes mange nedlukninger.

'Udsigten' tårner sig op på den ene side, og på den anden side ligger 'Afgrunden', som på trods af sit faretruende navn hverken er uhyggelig eller farlig, men blot en smuk vandresti ind gennem skoven.

Men den efter min mening absolut største perle, og dagens tilholdssted, findes midt imellem de to seværdigheder. Møllesøen.

Annonce

Idylliske omgivelser

Sidste sommer tog min kæreste mig med på en køretur ud i Vissenbjerg Bakker, og her oplevede jeg for første gang den lille sø med træet i midten og ænder med ællinger, der svømmede rundt. Idyllen var overvældende, og det er den stadig en kold vinterdag.

Selv på en grå og råkold januardag er der skønt omkring Møllesøen i Vissenbjerg. Foto: Stine Ploug Christiansen

Ude på den lille platform for enden af søen, lige ved parkeringspladsen, går Victor med det samme i gang med at ordne fiskestangen med blink og flåd, og som den glade amatørfisker han er, får han lavet et par fikse løsninger, så linen snart er klar til at ramme søens overflade.


Sidste sommer tog min kæreste mig med på en køretur ud i Vissenbjerg Bakker, og her oplevede jeg for første gang den lille sø, med træet i midten og ænder med ællinger, der svømmede rundt. Idyllen var overvældende, og det er den stadig en kold vinterdag.


Selv har jeg fundet mig til rette i en campingstol med uldne tæpper. Vandet ligger blikstille, og den blanke overflade bliver kun brudt af et andepar, der troligt følger hinanden rundt i søen. Vi er helt alene midt i naturen, og lyden af raslende træer og pippende fugle virker beroligende.

- For helvede, kommer det irritabelt fra Victor. Han hiver opgivende linen ind, et godt blink og en ildelugtene orm fattigere.

- Var den ikke bundet ordentligt fast, spørger jeg, ikke så overrasket.

Den manglende respons er svar nok i sig selv, og han går endnu en gang i krig med nye blink og endnu mere fiskeline.

Et sted ude på søen er der ringe i vandet. Fiskene markerer deres territorium.

Annonce

Bid på krogen

Snart har Victor større held med snøren, og dagens første og eneste fangst kommer hurtigt i hus. Et vintertræt egetræsblad har hægtet sig på krogen. Samtidig er fingrene ved at være godt følelsesløse, og næserne ildrøde. Vi pakker sammen.

- Nej for satan, lyder det igen arrigt ovre fra den anden side af fiskeplatformen.

Den glade amatørfisker er kommet til at klippe snoren med flåd over, og det dyrebare fisketilbehør ligger nu på overfladen af det grønne vand.

Fiskeri i Assens Kommune

I Assens Kommune må alle med gyldigt statsligt fisketegn fiske i udvalgte søer i kommunen, dog gælder der et par regler ved fiskeri omkring Møllesøen i Vissenbjerg:

Der må fiskes fra fiskeplatformen og fra arealet markeret med blå på kortet (kort findes ved fiskeplatformen ved søen).

Der må ikke fiskes med garn, ruser, langliner, net og lignende.Mindstemål og fredningstider skal overholdes.

Der må ikke fiskes efter ål.

Der må ikke forfodres.

Der må ikke fiskes fra båd eller flydering.Det er ikke tilladt at campere ved søen.Derudover opfordres der til catch and release.

Andre anbefalinger til fiskesøer i Assens Kommune:

Mølledammen i Haarby, Trunderup Sø ved Haarby, Kaals Mølledam i Assens, Strandmølledammen i Assens, Brende Å ved Aarup og Sønderby Sø ved Sønderby.

Her kan der gælde andre regler for fiskeri, men der findes skiltning ved søerne og på Assens Kommunes Hjemmeside.

- Du bliver altså nødt til at få din arm længere ned, Victor. Der er mindst en halv meter endnu, guider jeg, imens Victor ligger med enden i vejret for at få fat i det tabte flåd, og et andet par kommer og ser til, hvad vi har gang i. De smiler medlidende, og jeg kommer til at grine.

Strategien ændres, og vi prøver nu at få fat i flådet med enden af fiskestangen, men pludselig går den midt over, og min efterhånden ulykkelige kæreste er på randen af et raserianfald.

- Se nu her, siger jeg, og skynder mig at række armen ned efter den. Med lidt samarbejde og hjælp fra den resterende del af fiskestangen, lykkes det at redde de rester, der er tilbage af fisketuren.

Med tunge skridt går vi tilbage mod bilen med fiskestangen og humøret i god behold, men en hel del fiskeudstyr fattigere.

For årets første fisketur kostede både blink og flåd, men alligevel bød Møllesøen midt i Vissenbjerg Bakker på en smuk og hyggelig oplevelse.

Dagens fangst og dens stolte ejermand. Foto: Stine Ploug Christiansen
Tingene begyndte at gå skævt, og det dyrebare flåd endte i det grønne dyb. Foto: Stine Ploug Christiansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark For abonnenter

Corona-eksperten: Sådan kan vaccinen komme til at ændre din hverdag

Annonce