Annonce
Langeland

Rebellen klædte kandidaterne på

Erling Bonnesen kom direkte fra en valgdebat om madspild, så han nåede ikke frem i tide til at trække i en t-shirt med budskabet om sunde tænder ligesom de andre politikere. Foto: Hans-Henrik Dyssel
Omkring 150 mennesker mødte op, da Ole "Rebellen" Sørensen udstyrede politikere med t-shirts og argumenterede for gratis tandlægehjælp til udsatte.

RUDKØBING: Solen smilede bredt og uhæmmet over Engdraget, hvor der fredag eftermiddag blev holdt valgdebat om udsatte borgeres tænder. For deres smil er ofte hæmmede af skam over det, der gemmer sig bag læberne, og det har store konsekvenser for deres liv.

- Nogle har aldrig lært at passe på tænderne, hjemløse har svært ved at passe hygiejnen i det hele taget, og tænder lider også under misbrug og psykisk sygdom. Jeg vil have tænder på finansloven, så de udsatte kan spise den sunde mad, smile til verden og bide det system i røven, som generet dem i årevis, sagde leder af socialpsykiatrien på Langeland, Ole Sørensen, også kendt som "Rebellen fra Langeland. Han talte fra en ølkasse foran værestedet "Ølkassen," hvor nogle af de mennesker, debatten handlede om, holder til.

Det var Ole Sørensen, der sammen med Udsatterådet og Fyns Amts Avis havde inviteret til valgdebat med tænder som tema. Hvis vi havde forudset, hvilket tilløbsstykke, debatten ville blive, ville vi have sørget for en mikrofon. Mere end 150 mennesker mødte op, herunder otte folketingskandidater, som alle valgte at trække i t-shirts med teksten "Ondt i livet skal ikke give ondt i tænderne" og træde op på ølkassen og give deres bud på en løsning på problemet.

Susanne var kommet for at finde en politiker, hun troede på, ville hjælpe hendes søn og andre psykisk syge. Hendes stemme falder på Bjørn Brandenborg (S), røbede hun for Fyns Amts Avis. Foto: Hans-Henrik Dyssel

Mor indtog ølkassen

En af "Ølkassens" brugere, Hus Forbi-sælgeren Flemming Hansen, valgte at stå frem og fortælle om sine misfarvede, hullede tænder, som gør ondt hver gang han spiser, og som han har fået afslag på støtte til at få ordnet.

- Mine tænder er ikke dårlige nok, selvom jeg ikke synes, de er for kønne. Og det værste er, at jeg også har helt vild tandlægeskræk, sagde han.

Politikerne blev også konfronteret med en mor til en psykisk syg mand. Susanne, som ikke ønsker sit efternavn i avisen, fortalte, hvordan hendes 27-årige søn kommer hjem til hende, når han er syg, men ikke selvmordstruet, så han ikke kan blive indlagt. Han kom også til hende, da han som kontanthjælpsmodtager fik en tandlægeregning på 17.000 kroner og kun kunne få 5.000 kroner i støtte.

- Han var heldig, at han kunne flytte hjem til mig, så vi kunne kvæle den tandlægeregning. Det jeg ønsker allermest i denne verden er, at vi tager hånd om os allesammen. Vi skal passe på hinanden, for fanden, sagde hun fra ølkassen.

Annonce

Hjælp til alle eller kun de svageste?

Alle folketingskandidaterne erklærede sig enige i, at såvel socialområdet som psykiatrien i almindelighed og tænder i særdeleshed fortjener opmærksomhed. Enhedslisten, Alternativet og SF har gratis tandpleje til alle som endemål.

- Det koster kassen. Vi har regnet ud, at det vil koste syv milliarder kroner, og vi foreslår at tage det lidt ad gangen og starte det første år med at bruge en kvart milliard på gratis tandpleje til unge under 24 og udsatte borgere, sagde SF's Line Mørk.

Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre, Konservative og Kristendemokraterne vil holde sig til at hjælpe dem, der har særligt behov. Det vil de til gengæld gerne. Bjørn Brandenborg (S) gennem gratis tandpleje og generelle helbredstjek til psykisk sårbare og socialt udsatte. Rasmus Helveg (R) lagde op til en generel indsats mod fattigdom ved blandt andet at fjerne kontanthjælpsloftet, kristendemokraten Michael Jensen ville udstede frikort til tandlægen til de trængende, Jørgen Nielsen (K) ønskede en bedre udligningsordning, så kommunerne har råd til at hjælpe, og Erling Bonnesen (V) lovede intet.

- Vi kan sagtens allesammen stå og love en masse gaver pakket ind i fint papir, men hvis ting skal gennemføres, skal vi være meget realistiske. Men jeg vil have det med mig som en ting, der skal prioriteres, og som noget, der er vigtigt, i de økonomiske forhandlinger, sagde Erling Bonnesen.

Rasmus Helveg (R) argumenterede for, at hjælpen skal være forbeholdt de svageste.

- Vi er mange med gode tænder og gode indtægter, som godt kan betale selv. Jeg ser i hvert fald ingen grund til, at andre skal betale min tandlægeregning.

- Men vi diskuterer jo heller ikke, om vi skal betale for at gå til lægen, fordi vi har råd. Samfundet betaler, hvis jeg brækker benet, selvom jeg er selv har løbet risikoen ved at tage på skiferie. Hvorfor skal vi så betale selv, fordi vi knækker en tand, indvendte Jesper Kiel (EL)

- Vi giver også SU til alle og børnepenge til alle. Det handler om livskvalitet, lød argumentet fra Alternativets Mette Rahbek.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce