Annonce
Indland

Rapport: Elever er ikke blevet dygtigere af folkeskolereform

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
På flere punkter ser folkeskolereformen fra 2014 ud til ikke at være lykkedes med det, der var hensigten.

I 2014 blev der gennemført en skolereform, som med blandt andet flere timer i dansk og matematik skulle gøre eleverne dygtigere.

Det er der dog ingen tegn på, at de er blevet. Det konkluderer den sidste evaluering af skolereformens elementer med længere skoledage og flere fagtimer fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive.

Det skriver Jyllands-Posten og Politiken.

- Vi kan ikke se en entydig tendens til, at reformen løfter nogle grupper elever mere end andre.

- Et stort formål med reformen var jo netop at løfte eleverne i bunden, siger Vibeke Myrup Jensen, der er seniorforsker ved Vive og en af forfatterne bag rapporten, til Politiken.

Rapporten konkluderer også, at under halvdelen af skolerne er nået langt med at indføre reformen, og på nogle skoler er arbejdet gået i stå.

Heller ikke indførelse af mere bevægelse fremmer elevernes faglighed, men kan dog styrke deres trivsel.

Aftalen om folkeskolereformen blev indgået i 2013 af den daværende regering - Socialdemokratiet, SF og De Radikale - samt Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative.

Med til at stemme for reformen var den nuværende undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Hun fortryder på baggrund af rapporten ikke, at hun stemte for reformen.

Over for Jyllands-Posten kalder hun det dog "en kæmpe katastrofe", at den svageste gruppe ikke bliver løftet, hvilket ellers var et af de primære formål med reformen.

- Vi skal give den fuld gas fremad på de ting, hvor vi mener, at skolen trækker i den rigtige retning, siger hun til Jyllands-Posten.

En af grundene til, at eleverne ikke er blevet målbart dygtigere, kan ifølge rapporten være, at det tager 5-15 år, før en skolereform reelt er gennemført.

Hos SF, der som regeringsparti i 2013 var med til at stemme for reformen, mener man dog, at reformen allerede har vist, at den ikke fungerer.

- Nu må det stå tindrende klart selv for dem, der indædt forsvarer de lange skoledage. Det handler om kvalitet af undervisning - ikke om at holde børnene så længe i skole, at de bliver udmattede.

- Der er i stedet brug for mere tid til forberedelse og flere uddannende, siger Jacob Mark, der er gruppeformand og undervisningsordfører hos SF.

Skoleordfører for De Radikale Marianne Jelved mener ikke, at reformen skal droppes, selv om resultaterne af den "nærmest er en skandale".

- Så skal der jo noget andet i stedet for. Vi slipper ikke for at tage stilling til problemet, og hvordan vi håndterer det.

- Hovedproblemet er, at lærerne ikke bliver inddraget i planlægningen af deres arbejde i skolen, og så kan man heller ikke få et ordentligt arbejde ud af det. Det kræver flere lærere, siger hun.

Venstre fortryder ikke, at partiet gik med i aftalen om folkeskolereformen trods de hidtidige resultater. Folkeskolen skal dog have mere ro og frihed, lyder det fra undervisningsordfører Ellen Trane Nørby (V).

- Vi har et ønske om, at der bliver lavet yderligere justeringer, så man får mere frihed på den enkelte skole og sikrer, at lærere, ledelse, forældre og elever bliver inddraget mere i at skabe en stærk skole, siger hun.

Forskerne fra Vive har undersøgt betydningen af seks af grundelementerne i reformen, nemlig flere fagtimer, understøttende undervisning, bevægelse, åben skole, lektiehjælp samt pædagogerne rolle.

I alt bygger analyserne på besvarelser fra omkring 10.800 lærere, 2300 pædagoger og 1500 skoleledere samt registerdata fra Danmarks Statistik og fra over 400.000 elever.

/ritzau/

Annonce
Link til Jyllands-Postens artikel
Link til Politikens artikel
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce