x
Annonce
Sport

Rapport: Bryants pilot brød regler fire år før helikopterstyrt

Jerome Miron/Ritzau Scanpix
Ifølge rapport trodsede piloten Ara Zobayan ordrer om ikke at flyve igennem et travlt luftrum i maj 2015.

Basketball-legenden Kobe Bryants pilot, der styrede en helikopter i døden sidste måned i Calabasas' bjergside i Californien, havde tidligere fået en reprimande for sin flyvning.

Annonce

Det viser en rapport fra de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, som Los Angeles Times er i besiddelse af.

Ifølge rapporten trodsede piloten Ara Zobayan ordrer om ikke at flyve igennem et travlt luftrum nær Los Angeles' internationale lufthavn i maj 2015.

Ordren om at blive på jorden var givet, da vejrforholdene havde reduceret sigtbarheden kritisabelt, lyder det i rapporten.

- Havde Zobayan ordentligt planlagt og gennemgået det aktuelle vejr, ville han have været i stand til at forudse den nødvendige handling, skriver FAA blandt andet i rapporten.

Den samme pilot forulykkede 26. januar 2020, blot 40 minutter efter at helikopteren var lettet.

Alle ni om bord på helikopteren blev dræbt, inklusive Kobe Bryant, hans 13-årige datter, Gianna, og piloten.

Det er endnu ikke klart, hvorvidt Zobayan overholdt luftfartsreglerne forud for styrtet 26. januar.

Los Angeles Times har forholdt flere eksperter til FAA's rapport. Der er uenighed iblandt dem om, hvorvidt Zobayans tidligere regelbrud er af alvorlig karakter.

En ekspert peger for eksempel på, at piloter gennem hele karrieren kan komme i mange situationer, hvor det er nødvendigt at bryde med reglerne.

Politiet er fortsat i gang med at efterforske ulykken, hvor ni personer mistede livet. Det forventes, at efterforskningen vil tage flere måneder.

Det er tidligere blevet slået fast, at tekniske motorfejl ikke var årsag til helikopterstyrtet.

Helikopteren af typen Sikorsky S-76B brød i brand, da den ramte bjergsiden.

Kobe Bryant var i sin aktive karriere hos Los Angeles Lakers en af de største sportsstjerner i USA, og han regnes for en af de bedste spillere i NBA gennem tiderne.

Han var sammen med de øvrige passagerer i helikopteren på vej til en ungdomsturnering i basketball, da tragedien indtraf.

/ritzau/

Link til citeret artikel fra LA Times
Patrick Fallon/Reuters
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Vækst uden styring?

Annonce