Annonce
Fyn

Rahbæk Juel under vælgermøde i Fangel: Vi skal passe på, at vi ikke kalder alt for velfærd

Første halvdel af debatmødet i Fangel Forsamlingshus blev til en diskussion af, hvorvidt kulturliv er kernevelfærd. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Hvad er velfærd? Det blev et af de helt centrale spørgsmål ved tirsdagens vælgermøde i Fangel Forsamlingshus, der traditionen tro blev afholdt midt imellem de to kommunalvalg.

Fremmødet i Fangel Forsamlingshus var ikke overvældende med kun 17 odenseanere placeret ved de opdækkede borde. Det lagde dog ikke en dæmper på debatten, der blev ledet af Erik Thomsen, der er Odense-redaktør på Fyens Stiftstidende.

Det første spørgsmål, de syv politikere, bestående af borgmester Peter Rahbæk Juel (S), børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R), beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro (SF) og byrådsmedlemmerne Christell Gall (DF), Christoffer Lilleholt (V), Kristian Guldfeldt (K) og Reza Javid (EL), blev mødt af, var, hvorfor Enhedslisten og Venstre i år står uden for budgetforhandlingerne, der skal vedtages onsdag.

- Vi var ikke inviteret, lød det prompte fra Christoffer Lilleholt (V), der forventes at være Venstres nye spidskandidat, efter at Jane Jegind har meldt sin exit.

Fra Enhedslistens Reza Javid lød det, at partiet gerne ville have været med, men at de ikke kunne stå inde for besparelserne på især kulturområdet, og henviste til de 200 millioner kroner, borgmesteren tidligere foreslog at omprioritere for at kunne følge med den demografiske udvikling, der byder på flere børn og ældre.

Byens borgmester, Peter Rahbæk Juel, lagde vægt på, at der trods alt stadig er tale om et bredt budgetforlig.

- Der var fælles fodslag omkring, at vi var nødt til at omprioritere 200 millioner kroner, indtil Venstre ud af det blå sagde, at de ville omprioritere færre penge. Dér skete splittet, og jeg mener helt ærligt og redeligt, at Venstre meldte sig ud af den her proces i foråret, lød det.

Annonce

Sådan fordelte stemmerne sig i Fangel i 2017

Den 21. november 2017 havde vi kommunalvalg i Danmark. Dengang fordelte stemmerne fra Fangel Forsamlingshus sig således:

Venstre: 33,1 %

Socialdemokratiet: 30,3 %

Det Konservative Folkeparti: 11,2 %

Dansk Folkeparti: 9,5 %

SF: 4,3 %

Enhedslisten: 4,1 %

Alternativet: 2,3

Radikale Venstre: 1,8 %

Liberal Alliance: 1,3 %

Omprioritering af velfærd

Hele miseren om omprioriteringen af de 200 millioner kroner satte gang i diskussionen af, hvad velfærd egentlig er. Er det varme hænder, eller er det også kultur? Det var de syv politikere langt fra enige om.

Susanne Crawley (R) pegede på, at den demografiske forandring med flere børn og ældre går så stærkt, at de som politikere har været nødt til at handle hurtigt for fortsat at kunne levere kernevelfærd til børn og ældre.

Hun fik opbakning af Christel Gall (DF), der flere gange talte om kommunale ”skal”-opgaver. Hun pegede på frivillighed som en måde at bibeholde kultur på, selvom det ikke økonomisk støttes af kommunen.

Også Brian Dybro var enig i, at en slags velfærd er vigtigere end en anden.

- Vores opgave er at bevare serviceniveauet ved at finde 200 millioner til vores børn og vores ældre. Det er det, vi har gjort. Og ja, så kan vi i SF godt leve med et mindre tilskud til Brandts og færre administrative medarbejdere.

Sådan så Kristian Guldfeldt imidlertid ikke på det.

- Velfærd er i den grad folkeskoler og plejehjem. Men det er også kultur, og at der er lys i gaderne, også her i forstæderne, sagde han.

Reza Javid (EL) påpegede, at en by som Odense, der ønsker at være en attraktiv storby, skal kunne byde på et rigt kulturliv.

Borgmester Peter Rahbæk Juel bemærkede, at han på sin cykeltur til Fangel nød den fuldt oplyste cykelsti.

- Men vi skal passe på med at kalde alt for velfærd. Grundsøjlerne i kernevelfærden er gode forhold for børn, ældre og handicappede. Det betyder ikke, at det andet ikke er vigtigt, men et hul i vejen er ikke velfærd, fastslog han.

Fremmødet var ikke overvældende i Fangel Forsamlingshus, men politikerne mødte debatlystne op. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Christoffer Lilleholt og Reza Javid repræsenterer henholdsvis Venstre og Enhedslisten, og de blev afkrævet svar på, hvorfor de i år står uden for budgetforhandlingerne. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Foto: Frederik Steen Nordhagen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
GOG

GOG-kollektivet skal vinde på svær udebane

Ærø For abonnenter

De radikale på Ærø er ved at vågne: Satser på at stille med fire-fem kandidater til næste valg

Annonce