Annonce
Sport

Rabbits før semifinaler mod Bakken: - Vi kan slå dem

Det bliver en fysisk semifinale-serie mellem Svendborg Rabbits og Bakken Bears, mener Rabbits-direktør Troels Mortensen, der tror på, at sydfynboerne kan vinde. Arkivfoto: Kim Haugaard
Efter 3-0 i kampe over Næstved er Svendborg Rabbits klar til første semifinale-opgør mod storfavoritterne Bakken Bears. Rabbits-direktør tror på gedigen overraskelse.

BASKETBALL: Det er en stor udfordring, der venter Svendborg Rabbits, når sydfynboerne torsdag aften gæster Bakken Bears i Vejlby-Risskov Hallen i Aarhus.

Oven på tre tætte kampe mod Team FOG Næstved er det først og fremmest et tilfreds mandskab, der drager mod det østjyske, fortæller direktør Troels Mortensen, der understreger, hvor vigtigt det var at trække sig sejrrigt ud af kvartfinalerne.

- Det er vigtigt for spillerne, at de har vist, at de kan vinde tætte kampe. Det var vigtigt for selvforståelsen. Kommer vi bagud i tredje eller fjerde periode, så har vi en chance, hvis vi holder os til gameplanen og bliver ved med at arbejde for sagen, siger han.

Annonce

Da cheftræner Jimmy Moore blev hentet til klubben, var det netop planen, at sydfynboerne skulle stå blandt de sidste fire hold.

- Og det har han allerede formået i første sæson. Nu får vi muligheden for at spille om medaljer, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at lave en gedigen overraskelse, fortsætter Troels Mortensen.

Kan slå dem

Rabbits-direktøren forventer en fysisk serie, hvor særligt rebound spillet bliver vigtigt. Taber Rabbits det for stort, har holdet ikke en chance, mener Troels Mortensen, der bruger klubbernes forrige opgør i starten af marts for at styrke spillernes selvtillid.

- Den vigtigste erfaring fra dén kamp er, at vi kan slå dem. Det er nøjagtigt de samme spillere. Det siger jeg til holdet: Husk det nu, det er de samme spillere, fortæller Rabbits-direktøren, der ser sit holds muligheder som fornuftige også denne gang.


Det bliver en voksen opgave, men hvis nogen vil det, er det vores drenge.

Troels Mortensen


- Vi vil levere en overraskelse. Spillerne er godt trænet, og trænerteamet skal nok få lagt den plan, der skal til. De knokler og studerer de små detaljer til træning, tilføjer Troels Mortensen.

Da Bakken Bears vandt grundspillet, har aarhusianerne fordel af en ekstra hjemmekamp i semifinale-serien, hvor der spilles bedst af fem kampe. Derfor skal Svendborg Rabbits stjæle en kamp i Aarhus og holde egen hjemmebane, lyder det fra Troels Mortensen, der naturligvis savner holdets sjette mand: fansene.

Annonce

Voksen opgave

Efter sidste kvartfinalekamp mod Næstved fik Rabbits-spillerne to fridage til at slappe af og tanke energi, hvorefter træningen blev genoptaget med særligt fokus på det, der kræves for at slå Bakken.

- Vi skal være klar i rebound-spillet og i forsvaret. Bakken laver mange point, men vi har været det næstbedste hold forsvarsmæssigt i år, og det skal vi matche. Ellers er Bakken for gode. De har haft god international succes og slået hold som Tenerife og Galatasaray, så det bliver en voksen opgave, men hvis nogen vil det, er det vores drenge, siger Troels Mortensen.

Han bekræfter, at Leonardo Carlino fortsat døjer med rygproblemer, men ellers forventer han, at alle mand er klar til kamp.

Sidst mod Næstved var det særligt amerikanerne Brandon Tabb og Brandon Norfleet, der sørgede for pointene, men denne gang kræver det mere end to spillere med gang i den.

- Det bliver en holdindsats. Vi har flere, der kan score 30 point. Det kan Sebastian Aaris også. Vi skal have minimum tre, der har gang i den på dagen. Og så bliver vores store folk vigtige. Jacob Enevold skal holde deres store folk fra fadet, mener Rabbits-direktøren.

Første semifinale-opgør spilles torsdag klokken 18.30, mens kamp to og tre spilles henholdsvis den 26. og 29. marts.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Klar til at finde den store kædesav frem: Venstre vil fjerne øverste etage fra Rubberton-byggeri

Annonce