Annonce
Sport

Rabbits-direktør efter sejr over Bears: - Drengene fightede en vis legemsdel ud af bukserne

Brandon Tabb var i topform med 22 point mod Bakken Bears onsdag. Foto: Katrine Becher Damkjær
Svendborg Rabbits-direktør Troels Mortensen havde store roser til Rabbits-spillerne efter onsdagens sejr over storholdet Bakken Bears.

BASKETBALL: For første gang siden 2015 vandt Svendborg Rabbits over Bakken Bears, da det onsdag aften blev til en sejr på 103-97 over de aarhusianske gæster.

Efter kampen var Rabbits' direktør Troels Mortensen naturligt nok meget tilfreds, og havde masser af ros til overs til sine spillere.

- Vi er sindssygt glade og sindssygt stolte. Bakken Bears kom ind til kampen og havde vundet 19 ligakampe i streg. At det så var kaninerne fra Sydfyn, der sendte dem hjem med et nederlag fra Rise Sparekasse Arena og pelsede bjørnen - det er vi rigtig glade for, siger Troels Mortensen til Sport Fyn kort tid efter slutfløjt.

- Spillerne fulgte den gameplan, som vores dygtige trænerteam havde lagt, men det vigtigste var, at der var fight alle fire perioder igennem.

- Når man møder Bakken Bears, så er man næsten nødt til at sætte en fejlfril kamp sammen for at vinde over dem. Det gjorde vi ikke helt, men vi var tæt på. Drengene fightede en vis legemsdel ud af bukserne.

- Fem mand scorede over ti point, og når folk kom ind fra bænken, så bidrog de allesammen med noget. Så det var en rigtig holdsejr i dag, og det var fantastisk, slutter han.

Den danske landsholdsspiller Sebastian Åris blev topscorer for svendborgenserne med 24 point.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce