Annonce
Navne

Røde Kors-formanden er altid beredt

Hanne Østergaard med katten Nielsine, i forgrunden alle hendes seks børnebørn, som hun også engang imellem får tid til at passe. Foto: Gitte Kjeldal
Hanne Østergaard blev tidligere i år valgt som formand for Røde Kors på Langeland - hun har været spejder hele sin ungdom og har hele livet været klar til at hjælpe andre

Hanne Østergaard er for nylig blevet 65 år, men hun er stadig en spejderpige i ordets bedste forstand.

Tidligere på året blev Hanne Østergaard formand for Røde Kors på Langeland i stedet for Leif Ottesen, der havde været formand i en menneskealder. Organisationen var ikke ny for Hanne Østergaard, den har hun arbejdet i i årevis.

- Det startede, da de første bosniere kom til øen i 90'erne, siden dannede vi en støtteforening. I dag har jeg en burmesisk kontaktfamilie og jeg hjælper også andre flygtninge med lektier, siger hun.

- Det lille samfund er godt til at integrere fremmede. Vi møder hinanden på gaden - kan måske lige hjælpe med noget i brugsen eller på apoteket, som kan være svært at forstå som udlænding, siger Hanne Østergaard.

- Vi må ikke som hjælpeorganisation gøre noget som erstatter et arbejde. Men mange flygtninge ville være dårligt hjulpet, hvis ikke vi af og til er med som bisiddere, siger Hanne Østergaard, der oplever at sagsbehandlere ikke altid forstår de problemer eksempelvis flygtninge kommer med, eller har tid til at hjælpe.

Røde Kors på Langeland hjælper også flygtninge ude i verden. I Borgerhuset i Rudkøbing mødes en nørklegruppe, der strikker til mennesker i flygtningelejre rundt om i verden.

Annonce

Hanne Østergaard

Hanne Østergaard født den 4. oktober 1954 i Als ved Hadsund.

Uddannet lærer har arbejdet som lærer på Kassebølle Friskole, inspektør på Rudkøbing Skole og lærer på Humble Skole.

Er mor til fire piger, nu afdøde Tine, tvillingerne Karen og Kirsten og Sidsel, er mormor til seks børnebørn.

Formand for Røde Kors Langeland og mangeårige aktiv i blandt andet Rudkøbing Gymnastikforening og en habil fodboldspiller.

Aktive på Langeland

Det er ikke alene flygtninge, som Røde Kors arbejder for, også fattige børn på Langeland eller ældre, der har brug for besøg og kontakt.

- Vi har mange forskellige aktiviteter, vi har netop overstået landsindsamlingen, som på Langeland gik bedre end året før, men det er vanskeligt at skaffe indsamlere, desværre.

- Men der er mange der lægger et stort arbejde i Røde Kors til daglig. Bodil Skriver står eksempelvis for besøgsvennerne, der har kontakt til ældre, der er alene eller har brug for nogen at tale med. Det kan være vanskeligt, hvis man ikke er så mobil og bor langt ude på andet og få social kontakt. Vi taler også om at lave en slags telefonkæde netop for at sikre, at ældre, der bor alene får en opringning hver dag, så nogen tager affære, hvis der er noget galt, fortæller Hanne Østergaard.

- Det næste vi tager fat på er julehjælpen til familier, der har brug for det. Den står Ann Jeppesen for at udvælge i samarbejde med kommunen og man kan søge ved at skriv direkte til Ann Jeppesen på jeppesen826@gmail.com eller man kan hente ansøgningsskemaer i kommunen og der skal søges inden 2. december.

Udvalgte børn på Langeland får også hjælp til at komme på sommerlejr hvert år og i øjeblikket forsøger Røde Kors i samarbejde med Langeland Kommune, at skabe tilbud for børn, der har brug for ekstra voksenkontakt, måske til lektiehjælp, fælles oplevelser og socialt samvær.

- Det er ikke det samme som Børns Voksenvenner. Vi henvender os til børn, der af en eller grund har lyst til ekstra voksenkontakt, siger Hanne Østergaard.

Børn har altid fyldt meget i Hanne Østergaard liv. Hun har været lærer på Kassebølle Friskole, inspektør på Rudkøbing Skole og lærer på Humble Skole - hun og hende tidligere mand arbejdede i en årrække i Afrika i det nordlige Zambia, dog med undervisning af voksne.

Hanne Østergaard er ikke fremmed overfor de problemer andre mennesker slås med, selv mistede hun sin datter Tine, der led af anoreksi og døde, da hun kun var tredive år. Og i foråret mistede hun sin mand Niels, der døde af en række hjerneblødninger, som følge af en kræftsygdom.

- Det giver måske en bedre forståelse af, hvordan andre mennesker, der mister eller står i en svær situation, har det, siger hun.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce