Annonce
Danmark

Råd: Nuværende voldtægtslov har ført til tvivlsomme frifindelser

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Krav om frivillighed skal indføres, mener råd, som peger på, at der er sket frifindelser, som kan diskuteres.

Den nuværende lov om voldtægt har ført til frifindelser, hvis rimelighed kan diskuteres.

Annonce

Sådan lyder det fra Straffelovrådet, der rådgiver regeringen ved større ændringer af strafferetten.

Rådet har gennemgået hele 667 voldtægtssager. Det anbefaler onsdag at ændre lovgivningen, så der fremover bliver fokus på frivillighed.

I den nuværende bestemmelse er fokus på, om den tiltalte har truet eller været voldelig. Men det vil rådet altså lave om.

Forslaget fra rådet kommer, efter at det sidste år blev bedt om at se på området af den daværende blå regering.

Derfor har rådet gennemgået samtlige domme i perioden 1. juli 2016 til 1. juli 2019.

Rådet er kommet frem til, at den nuværende lovgivning har ført til frifindelser, som måske ikke var berettigede.

- Den gældende lovgivning har ført til flere frifindende domme, hvis rimelighed vurderet ud fra den seksuelle selvbestemmelsesret kan diskuteres, lyder det.

Et enigt råd mener derfor, at bestemmelsen bør ændres. Ti medlemmer argumenterer for frivillighed. Et medlem mener, at begrebet samtykke skal indføres.

Efter flertallets opfattelse er begrebene frivillighed og samtykke i vidt omfang to sider af samme sag.

- Hvis terminologien samtykke anvendes frem for frivillighed, vil det yderligere skulle vurderes, om et sådant samtykke blev afgivet frivilligt, skriver rådet i betænkningen.

Den nuværende strafferamme på otte år vil Straffelovrådet ikke ændre på.

Rådet skriver, at berøringer eller kys kan være tegn på frivillighed. Omvendt vil verbale eller fysiske afvisninger af tilnærmelser betyde, at samlejet er ufrivilligt.

Kritikere har peget på, at det ikke vil ændre på, at det i sidste ende vil blive påstand mod påstand, når voldtægtssager skal afgøres.

Hvis frivillighed ikke er kommet til udtryk gennem ord eller handling, er de konkrete omstændigheder ifølge rådet det afgørelsen.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) hilser forslaget om frivillighed velkommen.

- Det er et stort og vigtigt skridt, og regeringen støtter forslaget, for det handler om ligeværd, respekt og ret til at bestemme over sin egen krop, siger han.

/ritzau/

Læs Straffelovrådets betænkning her
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Coronakrisen skal ikke gøre os naive

Vi kender melodien: Når det går godt ender pengene i lommerne på private, når det går skidt ender regningen hos samfundet. Smart, og måske netop lidt for smart, for der er stor forskel på brancher og virksomheder. Mens vi bekymrer os om sårbare virksomheder og risikoen for mistede arbejdspladser, vil Danske Bank sende 7,3 milliarder kroner ned i baglommen på aktionærerne. Nu har de vist lagt en smartere spinstrategi. Beslutningen er udskudt, men vi er hverken idioter eller naive. De mange penge i Danske Bank, Nordea og andre virksomheder med tårnhøje profitter finder snildt vej til aktionærerne på et andet tidspunkt. Hvad med lidt ægte samfundssind, hvor erhvervslivet i stedet hjælper hinanden? Sæt aktieudbytter, gyldne håndtryk og monsterlønninger til direktionsgangen på coronapause. Hvad med de 342,5 milliarder, efter skat, som danske virksomheder havde i overskud, alene i 2017. Fra 2014 til 2018 steg virksomhedernes egenkapital med 38 procent, fra 2.100 milliarder til 2.900 milliarder. Vis samfundssind, og opret en fond, som skal hjælpe virksomheder i nød. Hvis det er for svært, så giv pengene til staten. Dansk Industri, Dansk Erhverv og de borgerlige med Venstre-liberalisterne i spidsen ønsker nu et stærkt engagement fra samfundet i virksomhederne. Milliarder af skattekroner spændes ud som sikkerhedsnet for virksomheder i alle størrelser. Det er godt og helt nødvendigt. Hvis mennesker er ved at drukne, skal man kaste redningskranse ud og ikke stå handlingslammet tilbage med tanker om prisen på redningsaktionen. Men på et tidspunkt skal regningen betales. Vi er i samme båd, bliver der sagt, men de stærkeste økonomiske overarme, skal ro mest. Arbejdsgiverne og de borgerlige plejer at råbe op om, at det ”dyre” velfærdssamfund er et blybælte om livet på virksomhederne. Coronakrisen afslører at, de nu samstemmende forlanger flere og flere korkbælter udleveret for at holde sig flydende. Vi skal betale vores skat med glæde, og virksomhederne skal begejstret bidrage med selskabsskat. Aftale?

Annonce