Faaborg-Midtfyn: Da SF’s spidskandidat Lea Haahr ankom til rådhuset i Ringe en halv times tid, før valgstederne lukkede, var det i selskab med en række Venstre-folk, blandt andre Venstres borgmesterkandidat Kristian Nielsen.
- Jeg har en hel sommerfuglepark i maven, siger Lea Haahr, der fik nogle af valgnerverne i ro ved at kigge ud over det sydfynske øhav og drikke en kop kaffe med Kristian Nielsen i Venstre-mandens sommerhus i Bøgebjerglund ved Faaborg.
Lea Haahr, SFVi har været i Kristian Nielsens sommerhus og drukket en kop kaffe. Kristian er en god ven.
- Vi har været i Kristian Nielsens sommerhus og drukket en kop kaffe. Kristian er en god ven. Det er dejligt at sidde og kigge ud over vandet, siger Lea Haahr, der med bopæl i Nr. Lyndelse har langt til vandet.
- Jeg savner at være tæt på vandet, og jeg kan godt lide at vinterbade. For mig er det den ultimative luksus at være i vandet. Vejrtrækningen kommer på plads, og du kan mærke din krop. Jeg er vokset op tæt på vandet i Sønderjylland i nærheden af Sønderborg, siger Lea Haahr.
- Når man er i en stresset valgkamp, er der mange tanker, og det hele kører oppe i hovedet. Så er det vigtigt, at man bliver nulstillet og kommer til at hvile i sig selv igen, siger Lea Haahr.
Ved valget for fire år fik hun trods 276 personlige stemmer ikke en plads i kommunalbestyrelsen, da SF trods 6,4 procent af stemmerne kun fik ét mandat, og den plads gik til veteranen Torben Smith. Lea Haahr har dog alligevel siddet i kommunalbestyrelsen siden 1. januar, fordi Torben Smith trak sig. Denne gang er Lea Haahr SF’s spidskandidat.
- Uanset set hvordan det kommer til at gå, så føler jeg mig som en vinder. Vi har ført en flot valgkamp, vi kunne stå inde for, og min personlige integritet har været i behold hele vejen igennem, siger Lea Haahr.
SF har inden valget lovet at pege på Socialdemokratiets spidskandidat Hans Stavnsager (S), der er storfavorit til at genvinde borgmesterposten. SF er i øvrigt i teknisk valgforbund med Radikale Venstre og Enhedslisten.