Annonce
Danmark

SDU-professor: Politianmeldelse af Kofod fører næppe til sag

Handout/Ritzau Scanpix
Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller tror ikke, at en politianmeldelse af udenrigsministeren fører til noget.
Annonce

Flere borgere har ifølge B.T. politianmeldt udenrigsminister Jeppe Kofod (S) for i 2008 at have voldtaget en dengang 15-årig pige.

Ifølge Sten Schaumburg-Müller, der er juraprofessor ved Syddansk Universitet, er det imidlertid svært at se, at der skulle komme noget ud af anmeldelsen.

- Sådan som jeg kender sagen, så har jeg meget svært ved at se, hvad det er for en bestemmelse, man kan bruge, siger Sten Schaumburg-Müller.

En kommunikationsmedarbejder fra Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser til B.T., at Jeppe Kofod er anmeldt for overtrædelse af to af straffelovens paragraffer.

Det drejer sig om paragraf 216 og paragraf 223.

Mens paragraf 216 omhandler voldtægter, så handler paragraf 223 om, at den seksuelle lavalder hæves fra 15 til 18 år i de tilfælde, hvor det påståede offer i en sag har samleje med en person, der er betroet den pågældende til undervisning, opdragelse eller lignende.

Brugen af paragraf 223 hænger sammen med, at den dengang 15-årige pige var medlem af Socialdemokratiets ungdomsparti, DSU, og tidligere havde været i erhvervspraktik hos Socialdemokratiet på Christiansborg.

På baggrund af de forhold, man kender til i offentligheden, tror juraprofessoren dog ikke, at borgernes anmeldelse vil føre til noget.

Identiteten på de borgere, der har anmeldt udenrigsministeren, skriver B.T. ikke noget om.

- Jeg har meget svært ved at se, at borgere, der overhovedet ikke har noget med sagen at gøre, kan foretage en anmeldelse så lang tid efter, når den person, som det drejer sig om, for lang tid siden har valgt ikke at sige, at der er noget strafbart i det her, og der ikke er kommet en anmeldelse ud af det.

- Derfor har jeg svært ved at se, at der skulle komme noget ud af sådan en sag, siger Sten Schaumburg-Müller.

Som udgangspunkt ville sager rent juridisk kunne falde for en forældelsesfrist, hvis de ligger tilpas mange år tilbage i tiden.

Men for et par år siden ændrede man reglen om forældelse, så en del sager om seksuelle forbrydelser ikke forældes, når de bliver begået mod personer under 18 år.

- Det vil sige, at udgangspunktet er, at i det omfang, der er begået en forbrydelse, så er den her sag ikke forældet, siger Sten Schaumburg-Müller.

Jeppe Kofod har flere gange undskyldt for sin handling i 2008. Den seneste undskyldning skete for en måneds tid siden.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde i forbindelse med den seneste undskyldning, at hun fortsat har tillid til Jeppe Kofod som udenrigsminister.

/ritzau/

Link til artikel fra B.T.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Tillidsmand rystet over lukning af kraftvarmeværk: - Vi troede, vi havde frem til 2024. Nu får vi travlt med at omskole os

Annonce