Annonce
Ærø

Politisk sommerklumme: Turister og nye beboere har stor betydning for et fortsat levedygtigt samfund på Ærø

Arkivfoto
Annonce

At bevæge sig rundt på Ærø her i sommertiden er noget anderledes end vanligt, der er mennesker alle vegne, selv her på Tværbymark er der både biler, cykler og vandrere i en grad som vi ikke har set tidligere. Selv vores to mopser har registreret det, de bjæffer hver gang nogen passerer, så der er travlhed ved havelågen. Travlhed er der også på øens restauranter, cafeer, overnatningssteder, forretninger og museer.

Jeg tænker på personalet og håber, de holder til den strøm af gæster. Det er glædeligt og godt, at så mange gæster øen, nogle bliver inspireret til at komme igen og andre til at bosætte sig. Ejendomsmæglerne melder om stigende salg, dels af fritidshuse og dels af helårshuse, og befolkningstallet viser en lille stigning.

Det er meget positivt og har stor betydning for, at vi fortsat kan have et levedygtigt samfund året rundt. Et samfund hvor der er økonomi til en god service på de borgernære velfærdsområder. Det gælder på børn- og ungeområdet, såvel som voksen- og ældreområdet.

Minna Henriksen er formand for Kultur- og Socialudvalget i Ærø Kommune. Arkivfoto

Udover disse basale velfærdsområder er vi i SF også optaget af naturen og vores brug af denne. Og bruge den, det skal vi (den er som vitaminer for både krop og sjæl), men vi skal også værne om den og give den bedre betingelser (naturens princip er mangfoldighed).

SF arbejder for bi- og insektvenlig beplantning på kommunens arealer, som blot ligger som grønne ”ørkener”. I indeværende års budget blev der afsat et beløb netop til dette, som en begyndelse. Lad os da komme i gang, samtidig med at vi afsætter yderligere penge i det kommende budget.


Vi har på Ærø et rigt kulturliv, som i høj grad skabes af lokale ”kultursjæle”, og tak for det. Det er værdifuldt arbejde, som kommer mange til gode

Minna Henriksen, Formand for Kultur- og Socialudvalget


Vi ønsker også skovrejsning på øen og øget tilgængelighed både med vandre- og cykelstier og flere shelterpladser. Det vil ikke kun være til glæde og gavn for turister, men også for os der bor her hele året og gerne vil ud under åben himmel. Et andet område som optager os er kulturen. Kulturen er ligesom naturen vitaminer for krop og sjæl. Både den vi forbruger og den, hvor vi selv er udøvende.

Vi har på Ærø et rigt kulturliv, som i høj grad skabes af lokale ”kultursjæle”, og tak for det. Det er værdifuldt arbejde, som kommer mange til gode. Som et nyt tiltag fra kommunens side er der afsat penge til oprettelse af en billedskole for børn og unge. Det har været et stort ønske for SF, at børn og unge får mulighed for at fordybe sig i kunstneriske aktiviteter.

Vi har længe haft en musikskole, nu får vi også en billedskole. Det er mit håb, at den kan få vind i sejlene, og at vi også ved de kommende budgetforhandlinger kan afsætte yderligere midler til dette. I SF er vi også optaget af, hvad der sker ude i de enkelte lokalområder. Vi er på Ærø begunstiget af en række mindre lokalsamfund, hvor aktive borgere yder en stor indsats for at bevare og skabe liv og aktiviteter i lokalområdet.

Det har ført til at der flere steder er dannet lokalråd. SF bakker stærkt op om dette, og ser lokalrådene som vigtige samarbejdspartnere for kommunen. Vores holdning er, at lokalrådene skal inddrages fra start af, når der er sager, som vedrører deres lokalområde. At være en del af processen i en given sag er reel indragelse af borgerne fremfor blot at være høringsberettiget.

Vi ser frem til de kommende budgetforhandlinger, hvor der efter alt at dømme er plads til forskellige tiltag.

Tag ud i naturen og nyd augustvejret.

Politiske sommerklummer

Redaktionen har bedt de partier og lister, der er repræsenteret i Ærø Kommunalbestyrelse, om at skrive en klumme hver om, hvad de ser som det vigtigste for Ærø den kommende tid.

Vi bringer klummerne over otte mandage i løbet af sommeren.

  • 22. juni: Ærø Plus
  • 29. juni: Ærø i Centrum
  • 6. juli: Det Konservative Folkeparti
  • 13. juli: Ærøs Fremtid
  • 20. juli: Venstre
  • 27. juli: Socialdemokratiet
  • 3. august: Dansk Folkeparti
  • 10. august: Socialistisk Folkeparti
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Corona-virus gik nærmest amok på Aarhus-bar - antallet af smittede er nu oppe på 25  

Annonce