Annonce
Svendborg

Politikerne har ombestemt sig: Sag om bilfri vej gennem Valdemars Slot skal gå om

Mandag aften var der møde i Teknik- og Erhvervsudvalget, hvor sagen om lukning af vejen gennem Valdemars Slot igen blev drøftet, selvom der var truffet beslutning om at lade vejen lukke i en to-årig periode. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Mandag aften var sagen om lukning af vej gennem Valdemars Slot endnu engang på dagsordenen. Et flertal stemte for at lade sagen gå om, selvom der egentlig er truffet en beslutning. Administrationen sættes nu på arbejde indtil næste udvalgsmøde.

Tåsinge: Ønsker et flertal i udvalget at genoptage sagen om lukning af vejen gennem Valdemars Slot?

Det spørgsmål debatterede Teknik- og Erhvervsudvalget på deres møde mandag aften. Og selvom mødet var temmelig langt, var det ikke det ovenstående spørgsmål, som udvalget brugte længst tid på, fortæller næstformand Per Nykjær Jensen (V). Der var nemlig flertal for at lade sagen gå om.

Sagen om vejen gennem Valdemars Slot har ellers været behandlet i selvsamme udvalg tilbage i december, hvor alle ni medlemmer erklærede sig enige i at lave en prøveperiode på to år uden biler gennem slottets porte. Men et flertal af politikerne vendte pludselig på en tallerken og mente så, at beslutningen om vejlukning var for drastisk.

- At lade sagen gå om, kommer som en erkendelse af, at beslutningen blev truffet for hurtigt i første omgang. Og jeg påtager mig gerne skylden, for ikke at have tænkt mere over det dengang, fortæller Per Nykjær Jensen.

Annonce

Om sagen

Sagen om sikringen af portbygningen på Valdemars Slot startede egentlig tilbage i august 2019, da Slots- og Kulturstyrelsen var på besøg på slottet. Her vurderede de, at der hurtigst muligt skulle findes en løsning, der kan forhindre de fredede bygninger for yderligere og gentagne skader.

5. december bliver alle medlemmer i Teknik- og Erhvervsudvalget enige om at lukke vejen gennem porten på Valdemars Slot i en to-årig prøveperiode.

Trods enighed beslutter borgmester Bo Hansen (S) 19. december at indkalde hele byrådet til et ekstraordinært informationsmøde og en ny drøftelse af sagen.

Troense Beboerforening har indsamlet 777 underskrifter mod den planlagte vejlukning, som de har givet til borgmesteren.

I starten af januar vender politikerne 180 grader. Et flertal er ikke længere enige i beslutningen om at lukke vejen gennem Valdemars Slot i en to-årig prøveperiode. En lukning er for drastisk et greb, lød det fra blandt andet Jesper Kiel (EL). Kun Konservative og Alternativet støtter fortsat beslutningen om at lukke for biltrafik for at sikre de fredede bygninger.

Borgmester Bo Hansen (S) anmodede om at få sagen tilbage i Teknik- og Erhvervsudvalget, hvor den har været til behandling 20. januar.

Bedre beslutningsgrundlag

Det betyder, at sagen nu sendes til videre administrationen, der til næste udvalgsmøde skal komme med forslag til løsninger, hvorpå personbiler stadig kan køre gennem slottets portbygninger, men uden at gøre skade på dem.

- Vi har bedt administrationen om at komme med et nyt beslutningsgrundlag for at få belyst, hvilke muligheder der kunne være. Se, om der noget, der kan gøres, uden at det vil stoppe trafikken, siger næstformanden og fortsætter.

- Jeg tænker måske en form for regulering af størrelsen på køretøjerne, hastighedsbegrænsning eller trafikreguleringer. Men det skal administrationen komme med et bud på, siger Per Nykjær Jensen.

Han forventer, at der kommer et bud på løsninger fra administrationen til næste udvalgsmøde.

Det har ikke været muligt at få fat i udvalgsformand Flemming Madsen (S) efter mandagens møde. Ej heller de konservatives repræsentant i udvalget Palle Fischer, der ellers har stået fast ved den første beslutning om at lade vejen lukke i en to-årig forsøgsperiode.

Slots- og Kulturstyrelsen har vurderet, at der snarest skal findes løsninger på, hvordan man kan undgå at lave yderligere og gentagne skader på Valdemar Slots port - stedet er nemlig betegnet som fredet bygning. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Min Mening: Tag en social pause

Jeg har her i februar gjort noget vigtigt for mit mentale velbefindende: Taget en lang pause fra mit, og alle andre danskeres, foretrukne sociale medie – Facebook. Måske ikke noget stort spring for menneskeheden, og jeg kan nok ikke sælge filmrettighederne for nogen stor sum, men for mig en frisættende begivenhed, i al dens maskinstormer-agtige banalitet. Jeg har været en del af produktet, Facebook sælger siden 2008, og jeg har – med nogen skam og undren at melde – i perioder brugt langt mere tid på fænomenet, end jeg bryder mig om at tænke på. Ikke at jeg bør føle nogen form for skam. For reklamemediet Facebook er jo netop designet til, at dets brugere SKAL spendere tid på det, og det helst i stride strømme. Snedig adfærdspsykologi indgår i Facebooks berømte algoritmer, der alene handler om at holde brugerne fast. Få dem til at ”engagere sig”, som det hedder på socialt mediesprog. Nu tror jeg heldigvis på personligt ansvar, så jeg foretrækker at se mig selv som bruger af Facebook. Ellers var ”offer for” måske en mere nærliggende betegnelse. Netop tidsforbruget, kombineret med stadigt mindre relevant indhold gjorde udslaget. Algoritmen er så viseligt indrettet, at den altid vil servere mere af det, den opdager, at man kan lide. Klik på kattevideoer fører til flere kattevideoer. Og har man, som jeg, en tendens til mest at klikke på nyhedsstof, fyldes ens feed ubønhørligt af alskens skræk og rædsel: Klimakriser, flygtningekriser, finansielle kriser, vold, trafikdrab – you name it. Og det i mængder, der hurtigt kan gøre selv den mest robuste sjæl ked af det. Man bliver med andre ord stopfodret med negative historier og ender nemt med at tro, at verden vitterligt ser ud, som ens Facebook-feed beskriver den. Og man glemmer at lægge mærke til alt det gode, smukke og meningsfyldte, den virkelige verden omgiver os med. Ideen var ellers god. Facebook startede som et bud på at forbinde alle med alle andre. Venner, familier, kollegaer kunne uafhængigt af tid og rum holde forbindelsen, let og uforpligtende. Men som med alt andet på nettet fulgte den ekstreme kommercialisering lige i hælene på den fine ide. Og over årene er Facebook endt som en noget skandaliseret, multi-milliard, global reklamemastodont. Adskillige historier om kriminel håndtering af brugerdata, påvirkning af demokratiske valg, skatteunddragelse, senatshøringer og EU-undersøgelser flyder tæt i mediets kølvand. Og så er der det med indholdet. Facebook er stort set ukurateret, og hvem som helst kan påstå hvad som helst. Helt omkostningsfrit. Man kan endda blokere sine kritikere, så den version af virkeligheden, man ønsker at forkynde, står helt uimodsagt og skarpt. Med andre ord er Facebook et perfekt redskab til spredning af fake news, alle hånde konspirationsteorier og underlødige politiske holdninger. Et faktum mediet gennem årene ikke har haft den store lyst til at anerkende. Facebook har indtil videre vendt håndfladerne opad og nægtet at tage ansvar for det indhold, dets brugere lægger op. Tiderne skifter, og vi ser nu vage forsøg på at fjerne indhold i strid med ”fællesskabets” – altså Facebooks egne – regler. Men det er for lidt og for sent. Vi er langt væk fra det sociale udgangspunkt, og tilbage er reklamer, ligegyldighed, og alt for lidt af det personlige indhold, man engang loggede på for at se, like og dele. At vinke farvel til Facebook er på den baggrund nærliggende, men hvad sætter man i stedet for? Gode bud er historier, fordybelse og eftertanke leveret i form af litteratur, der efter sigende gør en til et mere empatisk menneske. Andre bud findes naturligvis. Hovedsagen er, at man tager kontrollen tilbage og retter sin tid og opmærksomhed mod verden omkring os.

Annonce