Annonce
Ærø

Politikerne freder en presset kommunal dagpleje

Peter Hansted (S) med ryggen til var den eneste, der talte for en nedlæggelse af den kommunale dagpleje. Sammen med sin borgmester blev han stemt ned. Foto: Anders C. Østerby
Annonce

Ærø: Børn på Ærø kan også i fremtiden blive passet i den kommunale dagpleje. Det står fast, efter at kommunalbestyrelsen onsdag aften besluttede at bevare den.

Det var ellers på tale at nedlægge dagplejen. Som administrationen skriver i sagsfremstillingen, forventes det, at to-tre af de nuværende otte dagplejere, der passer i alt 27 børn, forventes at fratræde i 2021-2022.

"Erfaringerne viser, at det kan være svært at tiltrække kvalificerede dagplejere. Endnu sværere i en tid med faldende børnetal og usikkerhed på området," hedder det.

Men der var altså ikke opbakning blandt politikerne til at sløjfe tilbuddet, selv om flere, blandt andre de konservative Mads Boeberg Hansen og Søren Degn Laxy, udtrykte en vis splittelse.

Kun Socialdemokraterne endte med at stemme for en nedlæggelse. Peter Hansted ville ikke stikke hovedet i busken, sagde han.

- Det er et meget sårbart område. Der mener vi, at en kombination af børnehave og vuggestue i Kernehuset sikrer en optimal pasning med en god bemanding under nogle gode forhold. Jeg er ked af at sige, at jeg synes, vi skal følge demografien og udvise rettidig omhu og desværre være nødt til at lukke den kommunale dagpleje.

Det vandt altså ikke gehør. Blandt andet noterede Tone Nehammer (SF), der vikarierede for Minna Henriksen, at hun ikke kunne genkende billedet af et "jævnt fald i fødselstallet", som det hedder i sagsfremstillingen.

- Hvis du tager gennemsnittet gennem de sidste seks-syv år, ligger det på 28-29 (fødsler om året, red.). Jeg kan ikke se, hvor det fald er. Der er nogle variationer, der er ikke noget fald, sagde hun blandt andet.

Flere argumenterede med, at nærheden til et pasningstilbud er vigtigt for mange på øen, og blandt andet det vægtede så tungt, at alle bortset fra de to socialdemokrater stemte for at bevare den kommunale dagpleje.

Børnepasning på Ærø

Der bliver i øjeblikket passet 27 børn i den kommunale dagpleje, 18 børn i privat dagpleje og 14 børn i vuggestuen i Mopælappen i Marstal.

Derudover er der i dag børnehaver i Kernehuset i Ærøskøbing (34 børn), Mopælappen (48 børn) og den private børnehave Pippihuset i  Leby (28 børn).

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce