Annonce
Fyn

Politikere i kritik efter skiftende forklaringer i vaccinesag: - Der er foregået utrolig dårlig kommunikation i forvaltningstoppen

Regitze Tilma, Venstres borgmesterkandidat, og løsgænger Paw Nielsen retter kritik af forvaltningens skiftende forklaringer i vaccinesagen.
Venstre i Middelfart og løsgænger Paw Nielsen mener ikke, at forvaltningen i Middelfart Kommune har givet fyldestgørende svar på deres tidlige spørgsmål om sagen.

Nordvestfyn: Venstre i Middelfart og løsgænger Paw Nielsen retter nu en kritik mod forvaltningens skiftende forklaringer i ugerne, der er gået, siden Fyens Stiftstidende i slutningen af februar afdækkede, at borgmester Johannes Lundsfryd (S) havde modtaget en vaccine på vaccinationsprogrammets første dag.

Til at starte med fortalte social- og sundhedsdirektør Irene Ravn Rossavik, at borgmesteren stod på en liste over personer i samfundskritiske funktioner, hvilket var medvirkende til, at man fandt ham relevant at vaccinere.

Siden har forvaltningen svaret både i en aktindsigtanmodning og i et interview med avisen, at en sådan listede ikke har eksisteret.

Annonce

16. marts gik kommunaldirektør Willy Feddersen så i rette med den udlægning i en orientering til byrådet og i avisens spalter.


Det, jeg har et kæmpe problem med, er den her fortielse, og at man skifter forklaring hele tiden.

Paw Nielsen, løsgænger i Byrådet


Umiddelbart efter at avisen havde afdækket historien i slutningen af februar stillede Venstre og Paw Nielsen skriftlige spørgsmål til forvaltningen. Venstre ville blandt andet vide, hvilken liste der var tale om, og hvordan den var prioriteret.

I forvaltningens skriftlige svar blev der henvist til en liste over beboere på plejehjem samt frontpersonale, mens den omtalte liste over samfundskritiske funktioner ikke blev nævnt.

- Vi betegnede det som et ikke-svar. Vi blev ikke meget klogere, siger Venstres borgmesterkandidat, Regitze Tilma.

- Jeg tænker, at der er foregået utrolig dårlig kommunikation mellem spidserne i forvaltningstoppen. Også i det svar, som vi har fået, siger hun.

Savner klarhed

Ifølge Regitze Tilma er det et problem, hvis byrådet ikke bliver orienteret korrekt eller fyldestgørende, da det kan føre til, at der politisk bliver taget beslutninger på et forkert grundlag. Lige nu er der i hvert fald ikke klarhed om sagen, siger hun.

- Jeg har en fornemmelse af, at de (forvaltningen, red.) ikke har kommunikeret om det her og ikke nødvendigvis ville tegne det hele billede. Det har i hvert fald været meget forvirrende helt fra starten, siger Regitze Tilma.

Løsgænger Paw Nielsen, der også stillede skriftlige spørgsmål til forvaltningen i starten af marts, er decideret "provokeret" over forvaltningens skiftende forklaringer.

Han siger, at problemet i hans øjne ikke er det faktum, at en overskydende vaccine røg i borgmesterens arm i stedet for at gå til spilde, men i stedet:

- Det, jeg har et kæmpe problem med, er den her fortielse, og at man skifter forklaring hele tiden, siger han.

Paw Nielsen siger, at han har svært ved at have tillid til embedsværket på den korte bane.

- Hvis de kan finde på fire forskellige forklaringer i fire forskellige artikler på fire uger. Hvad holder de så hemmeligt for jer journalister, for os politikere og for borgerne, spørger Paw Nielsen.

Avisen har givet kommunaldirektør Willy Feddersen mulighed for at svare på kritikken, men det har han ikke ønsket.

Johannes Lundsfryd og Irene Ravn Rossavik har desuden tilkendegivet over for avisen, at de ikke ønsker at svare på spørgsmål om sagen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce