Annonce
Svendborg

Politikere er bekymrede: Borgmester skal kæmpe imod en centralisering af indsatsledelsen

Hvis det står til Beredskab Fyn, skal indsatslederindsatsen centraliseres, og det er Venstre imod. Arkivfoto: Birgitte Carol Heiberg
Politikerne i byrådet er bekymrede for den varslede centralisering af indsatsledelsen, og borgmesteren er blevet bedt om at dele bekymringen med Beredskabskommissionen, som han mødes med om få dage.

Svendborg: Kan en indsatsleder, som befinder sig i Faaborg-Midtfyn Kommune, være lige så hurtig på pletten, som en indsatsleder, der befinder sig i Svendborg Kommune?

Nej, mener politikerne i Svendborg, som på tirsdagens byrådsmøde diskuterede en centralisering af indsatsledelsen i Beredskab Fyn.

Sagen er rejst af Venstre, fordi Beredskab Fyn varsler en ny såkaldt Risikobaseret Dimensionering (RBD), som blandt andet indebærer en centralisering af indsatsledelsen. Helt konkret er der lagt op til, at Svendborg, Faaborg-Midtfyn og Assens Kommuner skal deles om en indsatsleder, og det mener Venstre er en forringelse i forhold til den nuværende ordning, hvor kommunerne har hver sin indsatsleder.

Annonce

- Vi har sat det her på dagsordenen, fordi vi mener, at det vil være sundt, hvis vi lige stopper op og tænker os om. Vi ved, at den her centralisering har været på vej i otte måneder, og det undrer os, at vi først hører om det nu. Derfor har vi også bedt borgmesteren om en redegørelse, og vi vil gerne have en afstemning om, hvorvidt vi støtter centraliseringen eller ej, forklarede Mette Kristensen (V).

Borgmesteren forklarede, at han første hørte om centraliseringen i december måned, og at han vil blive klogere, når han mødes med Beredskabskommissionen om få dage.

- Men jeg synes, at vi er lidt tidligt på den. Forslaget skal sendes i høring senere på foråret, og der har alle kommunerne mulighed for at nedlægge veto. Hvis nogen stemmer imod, falder forslaget. Jeg synes, at vi skal være ydmyg og lytte til, hvad der bliver foreslået og derefter træffe en beslutning på et oplyst grundlag, sagde han.

Det var flere partier enige i.

Henrik Nielsen (K) mente, at Venstre har været for tidlig ude med sit forslag.

- Vi føler os lidt taget som gidsler i den her sag, for vi bliver bedt om at tage stilling til noget, som vi slet ikke kender til endnu. Vi anerkender, at medarbejderne har en bekymring, men vi ønsker ikke at træffe en beslutning på et uoplyst grundlag. Jeg synes, det er trist, hvis vi sender et signal om, at en høring slet ikke betyder noget. Vi er da nødt til at acceptere de processer, der er, sagde han.

Jesper Kiel (EL) var enig.

- Jeg synes, det er stærkt bekymrende, at vi skal træffe en beslutning ud fra noget, som lige nu bliver drøftet på lukkede møder. Men vi er enig med Venstre i, at vi skal fastholde et godt lokalt beredskab, sagde han.

Dorthe Ullemose (DF) mente heller ikke, at byrådet var i stand til at træffe en beslutning nu.

- Jeg er generelt imod centralisering, men vi er nødt til at kende sagen, før vi kan tage stilling. Jeg har fået fremsendt nogle mails og læst det, der står i avisen, men det kan jeg jo ikke træffe en afgørelse ud fra. Lad os vente til sagen kommer på dagsordenen, sagde hun.

Jesper Larsen (V) forklarede, medarbejderne i Beredskab Fyn længe har kendt til planerne, og Lars Erik Hornemann (V) undrede sig over, hvorfor borgmesteren ikke havde hørt om planerne noget før.

- I er nødt til at være mere kritiske overfor ledelsen i Beredskab Fyn, sagde han henvendt til borgmesteren.

Venstres forslag om at gå imod en centralisering mødte ikke gehør i denne omgang, men det blev dog besluttet, at borgmesteren skal bære byrådets bekymring med til bordet, når han skal mødes med Beredskabskommissionen om nogle få dage - og at politikerne helst ser, at den nuværende ordning bliver fastholdt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Debat: Populistisk, Mette Kristensen

Svendborg For abonnenter

Ekspert: Det skal der til, før kommunen kan rive øverste etage af Rubberton-byggeri ned

Annonce