Annonce
Langeland

Plejecenter forbereder sig på akutpladser: - Vi har et knaldgodt personale, og alle gør en kæmpe indsats

Plejehjemsleder Monika Larsen beretter om forholdende lige nu på Danahus. Privatfoto.
På Danahus Plejecenter er man i fuld gang med at indrette ekstra sengepladser, så plejehjemmet er klar, hvis sygehusene sender patienter hjem for at få plads til corona-smittede. Leder Monika Larsen beretter om de hektiske dage.

RUDKØBING: Mens dagligdagen går sin lidt uvirkelige gang på Danahus Plejecenter i Rudkøbing, bliver der lagt en ekstra indsats i at få gjort gæstepladser klar. For på et tidspunkt forventer plejecentret, at sygehusene begynder at sende folk tidligere hjem for at få plads til corona-smittede.

Leder Monika Larsen beretter om en hverdag, der fungerer, men som også er nervepirrende, fordi ingen ved, hvad der kommer til at ske.

- Det er på en mærkværdig måde nervepirrende, for vi aner ikke, hvad vi skal ruste os til, siger hun og forklarer, at alle forsøger at holde fanen og humøret højt blandt de ældre og blandt personalet.

- Vi hjælper alle hinanden bedst muligt i det her, og det går rigtig fint, endnu i hvert tilfælde. Vi har et knaldgodt personale, og alle gør en kæmpe indsats.

Danahus Plejecenter kan maksimalt rumme 10-12 personer fra sygehusene.

Annonce

Pårørende

Der har været totalt forbud for pårørende siden i fredags, medmindre der er tale om, at nogen ligger for døden. Det betyder, at personalet har taget imod varer fra pårørende til beboerne på plejecentret.

- Vi tager imod mange varer fra pårørende, der kommer med blandt andet blomster og chokolade, siger Monika Larsen.

Indtil videre har plejecentret undladt at kalde vikarer ind for at mindske risikoen for smitte. Og sådan skal det ifølge plejehjemslederen fortsætte, så længe det er muligt.

- Vi forsøger at klare alt med vores egne folk. Der er nogle, der tager overarbejde, men vi er ikke ude i ekstremerne, siger Monika Larsen, der selv er tilgængelig alle døgnets 24 timer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Sydfynske trafikprojekter på dagsordenen nu

Coronakrisen har sat meget i stå og i de seneste uger har vi i Folketinget brugt mange kræfter på adskillige hjælpepakker til mange forskellige sektorer for at hjælpe Danmark så skånsomt som muligt gennem krisen. Nu er tiden kommet til også igen at se fremad. Væksten er ikke alene gået i stå, den er også slået tilbage. Derfor er det vigtigt, at vi fra statens side hurtigt får gang i nye projekter, der kan skabe og understøtte ny vækst, beskæftigelse og udvikling. I Venstre har vi nu meldt ud og opfordret til forhandlinger om igangsættelse af infrastruktur- og trafikprojekter. Det sydfynske trafikprojekt ”Fra Omvej til Genvej” skal på dagsordenen i Folketinget nu og sammen med Lolland/Falster dermed skabe hurtigere trafikkorridor fra Sydfyn til Femernforbindelsen, som forventes at komme om nogle år. Her på den sydfynske side handler det om en ny omfartsvej på Tåsinge, og på Lolland-siden om en fremskudt færgehavn. Projektet vil give øget og hurtigere fremkommelighed. På den måde vil projektet medvirke til at gøre Svendborg, Langeland og hele det sydfynske område attraktivt at investere i som virksomhed og samtidig styrke bosætningen. Allerede i disse år inden Femernforbindelsen er etableret, mærker man tydeligt, at trafikmængden øges hen over Tåsinge og Langeland. Derfor skal dette vigtige trafikprojekt på dagsordenen nu. Samtidig udestår der også investeringer i at færdiggøre investeringer i støjskærme fra Svendborgmotorvejen og et stykke frem mod Svendborgsund. En del er lavet. Det resterende bør sættes i gang nu. Og det er ligetil at gå i gang med nu. Helt oplagt er det naturligvis også nu at få sat gang i cykelstiprojektet fra Ollerup til Svendborg. Nu har staten chancen for at gå foran og give et projektet et godt startskud. Lad os komme i gang. Kære regering. Sæt infrastrukturplan på dagsordenen nu, og indkald til forhandlinger. Sæt disse sydfynske trafikprojekter på planen. Der er behov for det.

Fyn

Fem testcentre på vej: Skal kunne corona-teste 5000 fynboer om dagen

Erhverv

Butikkerne lider: Men loyale kunder i lokalsamfund kan gøre livet lettere efter krisen

Annonce