Annonce
Erhverv

Plat, siger borgmesteren: Venstre vil åbne torvet for biler som corona-krisehjælp

Borgmester Bo Hansen (S) tømte torvet for biler, kort efter han havde sat sig i borgmesterstolen, og Venstre har flere gange siden forsøgt at åbne det igen. Nu gør man et nyt forsøg - med de coronatrængte butikker som argument. Foto: Hans-Henrik Dyssel
Venstre trækker gammel kanin op af hatten og vil genindføre parkering på torvet som et forårsforsøg og ekstraordinær coronahjælp til detailhandlen. Borgmester Bo Hansen (S) kalder forslaget for plat, mens formand for cityforeningen mener, det er en lille brik i en meget større udfordring.

Svendborg: Politikerne i Svendborg indgik for to år siden et forlig, der sikrede flere parkeringspladser i Frederiksgade og på Ramsherred, men som også skulle lægge den politiske diskussion om parkering på torvet død indtil valgkampen.

Men nu åbner Venstre i Svendborg igen diskussionen med et forslag om, at torvet i april, maj og juni åbnes for biler som et forsøg.

Venstres borgmesterkandidat Mette Kristensen fortæller, at hun i den første uge efter genåbningen af detailhandlen var på en rundtur i Svendborg og besøgte seks-syv butikker omkring torvet og Møllergade. Her var budskabet klart: Man har et brændende ønske om at genindføre parkering på torvet.

Annonce

- Jeg synes, vi i denne her coronatid har en særlig forpligtigelse til at lytte til vores forretningsliv og erhvervsliv, og når de siger, at det her kan være med til at sparke liv i handlen i midtbyen, hvorfor så ikke gøre det som et forsøg, spørger Mette Kristensen, der vil lukke torvet igen fra juli til september.

- I den periode skal der være aktiviteter, men nu står det jo gabende tomt, og derfor foreslår vi, at man åbner for 15-20 biler fra april til juni, siger hun.

Fløjtende ligegyldigt

Venstre stiller forslaget som en del af en kommunal hjælpepakke, der igen skal få det lokale erhvervsliv på fode. Politikerne er blevet præsenteret for syv konkrete forslag, der blandt andet kommer fra Shopping Svendborg, Visit Svendborg og Erhvervsrådet, men forslaget om et brud med det bilfri torv er ikke et af dem.


Det her handler om at få fremmede mennesker og fremmeste penge ind udefra, og i den sammenhæng er det fløjtende ligegyldigt, om de kan parkere på torvet eller ej.

Martin Larsen, formand for Shopping Svendborg


Formand for Shopping Svendborg, Martin Larsen, fortæller, at det ikke er et emne, man bruger nogen energi på.

- Der er et flertal, der for længst har besluttet at torvet skal være bilfrit, og derfor har vi slet ikke haft fokus på det. Og i forhold til at afhjælpe konsekvenserne efter nedlukningen, er der noget, der er større end parkering på torvet, siger Martin Larsen.

Han henviser til tre konkrete forslag fra cityforeningen: To-timers gratis parkering i forbindelse med årets julehandel, aktiviteter i byen, der kan understøtte beslutningen om at holde åbent i butikkerne fem søndage hen over sommeren samt en national markedsføring af Svendborg.

Den sidste del skal forlænge sæsonen, så der også er turister i byen i sensommeren og efteråret, til næste forår og til næste sommer.

- Vi er ret sikre på, at vi igen får en rigtig god sommer, og vores fokus er på det, der kommer bagefter. Derfor ønsker vi os en større kampagne, der skal få flere til at besøge Svendborg i en tid, hvor vi ved, at mange bliver hjemme, siger Martin Larsen.

Syv forslag

Der er lanceret disse syv forslag som hjælp til erhvervslivet ovenpå coronakrisen:

  1. To timers gratis parkering i forbindelse med julehandlen 2021, inklusiv regional markedsføring af initiativet (foreslået af Shopping Svendborg).
  2. National markedsføring af Svendborg, Øhavet, Geoparken mv. i efteråret 2021 og foråret 2022 i samarbejde med Destination Fyn (foreslået af Visit Svendborg og Shopping Svendborg).
  3. Aktiviteter i byen der understøtter søndags-åbent i midtbyen i sommerferien (foreslået af Shopping Svendborg).
  4. Fortsat iværksætterindsats. Forskning viser, at dem, der starter og overlever midt i en krise, har større succes på den lange bane.
  5. Hjælp til forretningsudvikling og digital omstilling af eksisterende forretninger (foreslået af Erhvervsrådet).
  6. Task force i det offentlige rum der sikrer hurtig og smidig myndighedsbehandling af ansøgninger om tilladelser til arrangementer på offentlige steder, udvidet udeservering mv.
  7. Spørgeskemaundersøgelse på tværs af brancher, der skal sikre hjælp til coronaramte dele af erhvervslivet, som ikke er omfattet af ovenstående liste.

Hvad betyder parkering på torvet i den sammenhæng?

- Det er for lille en brik i forhold til den helt store udfordring. Vi hilser alle tiltag, der handler om gode parkeringsforhold i Svendborg velkomne, men i forhold til alle de udfordringer, som covid-19 afføder, så er det noget større, vi har brug for, siger Martin Larsen.

Han forklarer, at flere kort sagt skal blive opmærksomme på, at Svendborg findes på danmarkskortet.

- Det her handler om at få fremmede mennesker og fremmedes penge ind udefra, og i den sammenhæng er det fløjtende ligegyldigt, om de kan parkere på torvet eller ej, siger Martin Larsen.

Annonce

Et stærkt bidrag

Borgmester Bo Hansen (S) er overrasket over, at Venstre lancerer et forslag, som traditionelt har splittet byrådet. Han mener, det er dårlig timing og kalder forslaget for valgflæsk.

- Jeg synes, det er at slå plat på noget, som er langt mere alvorligt. Og jeg kan ikke forstå, at Venstre mener, 20 parkringsplader er svaret på, hvordan man hjælper en virksomhed i en coronatid. Jeg er optaget af, hvad vi kan samles om og ikke, hvad der kan splitte os, og her bliver vi ikke enige, siger han.

I kunne jo også vælge at give jer i denne her særlige situation, hvor detailhandel har brug for ekstra hjælp?

- Vi vil gerne hjælpe, men vi tror ikke på, at 20 parkeringspladser på torvet er et stærkt bidrag i en krise efter en pandemi, siger borgmesteren.

Han er derimod åben overfor en større markedsføring af Svendborg, der kan forlænge turisternes interesse for området. Borgmesteren ser et forslag om gratis færger til øerne udenfor højsæsonen som et bud, der kan forlænge sæsonen til gavn for hele området.

- I juli skal færgerne nok blive fyldt op på almindelig vis, men hvis vi gør dem gratis i august og september, kan vi forlænge sæsonen, siger Bo Hansen.

Forslagene til en kommunal hjælpepakke til erhvervslivet er nu på vej ud i udvalgene og skal behandles i Økonomiudvalget den 20. april.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Er udviklingsgrådigheden ved at gå for vidt, Svendborg Kommune?

Annonce