Annonce
Faaborg-Midtfyn

Personale truet: Jeg skærer dine øjne ud

Retten i Svendborg behandlede en sag, der stammer fra dengang Solskrænten husede en række svært hjerneskadede borgere fra andre kommuner. Arkivfoto: Robert Wengler
En tidligere beboer på institutionen Solskrænten i Korinth tiltalt for vold og trusler i episoder, der foregik for tre år siden.
Annonce

Korinth: Det var som et ekko fra en fjern fortid, da retten i Svendborg forleden behandlede en sag mod en 53-årig tidligere beboer på institutionen Solskrænten i Korinth.

Manden, der benyttede sig af grønlandsk tolk, var tiltalt for i tre tilfælde helt tilbage i 2017 at have optrådt truende og voldeligt overfor Solskræntens personale.

To af episoderne berørte en social- og sundhedsassistent, der arbejde på den sikrede afdeling, hvor den 53-årige var anbragt efter en anbringelsesdom tilbage i 2016.

Hun forklarede i retten, at hun den pågældende eftermiddag var alene på afdelingen, da den 53-årige pludselig gik amok. Præcis hvad, der var årsagen, kunne hverken hun eller den tiltalte huske længere, men der opstod en konflikt, hvor den 53-årige begyndte at smide med blandt andet en sukkerskål, en mobiltelefon og et glas. Glasset fløj tæt forbi social- og sundhedsassistentens hoved og ramte en væg bag hende og blev smadret i 1000 stykker.

Annonce

Skærer dine øjne ud

En sygeplejerske fra en anden afdeling havde hørt, at der var uro på afdelingen og kom ilende til undsætning. Hun overværede, at glasset blev kastet i fællesstuen og forklarede i retten, at den tiltalte helt klart sigtede efter hendes kollega. De to kvinder søgte derefter tilflugt i køkkenet, hvor de barrikaderede sig og ringede efter politiet.

Et par dage efter var den tiltalte atter på krigsstien. Den samme kvindelige ansatte befandt sig denne gang i køkkenet, da den 53-årige pludselig kom ind og holdt et glasskår op cirka 10 centimeter fra hendes øjne.

Som hun huskede det i dag, gjorde han det med ordene:

- Jeg skærer dine øjne ud, hvis du ringer til politiet igen.

Tredje episode foregik også i køkkenet nogle uger senere, og offeret var denne gang en anden kvindelig social- og sundhedshjælper. I retten forklarede hun,  at hun sad ved køkkenbordet, da den tiltalte pludselig kom ind og holdt en knyttet næve ganske tæt på hendes ansigt.

Heller ikke i dette tilfælde kunne nogen huske, hvad der egentlig blev sagt, og hvad en eventuel konflikt handlede om.

Den 53-årige, som Randers Kommune flyttede væk fra Solskrænten i april 2019, er i dag anbragt på en institution i Farsø i det nordlige Jylland. Han nægtede sig skyldig i samtlige anklagepunkter. Han erkendte dog, at han havde kastet med forskellige ting men ikke for at ramme personalet. Og han tilføjede:

- Men jeg har råbt af alle medarbejderne. Jeg fejler noget - jeg er syg.

Annonce

Mentalt retarderet

En retspsykiatrisk erklæring fra Aalborg Sygehus slår fast, at den 53-årige hverken er sindssyg eller psykotisk. Hans adfærd er præget af, at han har en misdannelse i hjernen - formentlig opstået efter et hovedtraume i barndommen - som blandt andet har givet ham epilepsi.

Han beskrives som mentalt retarderet med en IQ i området 57-64. I perioder af sit liv har han  haft et misbrug af alkohol og hash.

Hans forsvarer Keld Astrup Sørensen plæderede for frifindelse, idet han ikke fandt det bevist, at den tiltalte havde kastet med ting for bevidst at ramme personalet.


Men jeg har råbt af alle medarbejderne. Jeg fejler noget - jeg er syg.

53-årig tiltalt


- Nu har man brugt tre år på at finde ud af, at der er et glas, der er gået i stykker på Solskrænten, som han udtrykte det.

Keld Astrup Sørensen argumenterede desuden for, at hans klients adfærd på det givne tidspunkt var præget af, at man på Solskrænten havde skåret kraftigt ned på hans medicinering.

- Når man arbejder på Solskrænten, er man vant til at tackle den slags, lød det.

Der falder dom i sagen onsdag den 1. juli.

Den 53-årige har i forvejen en dom, der betyder, at han skal være anbragt på en sikret institution på  ubestemt tid.

Solskrænten blev i 2019 lukket af Socialtilsyn Midt. Institutionen genåbnede efterfølgende med halvt så mange beboere - nu under navnet Botilbud Korinth.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce