Annonce
Erhverv

Per stod der klokken 10 minutter i 10: Genåbning af værtshuse tog kegler hos gæsterne

Per Aarhus var i hopla og betalte med et smil, da han havde tabt en omgang ved det grønne klæde. Han havde indfundet sig på Restaurant Ørkild 10 minutter før genåbningen. Foto: Finn Eriksen
Alle var glade, da Restaurant Ørkild onsdag formiddag kunne genåbne efter godt fire måneders corona-nedlukning. Indehaveren var dog en smule nervøs for, hvordan det ville gå, når stigende promiller og bordbestilling skulle kombineres senere på dagen.

Svendborg: Per Aarhus var der 10 minutter før åbningen klokken 10.

For efter fire måneders nedlukning kunne han næsten ikke vente med at komme ind og slukke tørsten og støde til billardkuglerne.

-Jeg er vant til at spille hver dag og til at tage Fyn rundt for at spille Albani Cup, så det har sgu været hårdt at sidde hjemme, siger han og vedgår, at formen ikke er, hvor den skal være.

Annonce

- Det kan godt mærkes, at man ikke har trillet baller længe. Det kan det sgu, siger Per Aarhus, inden han med et stort smil bestiller den omgang, han lige har tabt.

- Jeg tror også, min kone er glad for, at jeg kan komme lidt ud igen, griner han.

Bordbestillinger og bajerindtag

Klokken er lidt i 11, da vi med et netop erhvervet coronapas og efter indgået aftale indfinder os i Restaurant Ørkild i Ørkildsgade i Svendborg onsdag, hvor indehaver Thomas Seneca tager imod.


Hvis du spørger, hvordan det vil gå senere, så kan jeg ikke svare dig på det. Man kan godt frygte, at der opstår problemer, når folk bliver berusede,

Thomas Seneca, indehaver af Restaurant Ørkild


For ham er der tale om en begivenhed af de større.

- Det har været helt forfærdeligt ikke at vide, hvornår man må åbne sin forretning og tjene sine egne penge, og derfor er vi glade for, at vi nu må åbne med de restriktioner, der nu engang er, siger han.

Thomas Seneca er voldsomt glad for, at han og Tanja Christensen igen kan drive Restaurant Ørkild som værtshus - men en smule bekymring sporer man også hos ham onsdag formiddag. Foto: Finn Eriksen

Han må servere udenfor for hvem som helst, mens gæster, der vil ind i varmen, skal fremvise et coronapas.

Dem er der et par håndfulde af lige nu, og det er gået helt fint med det, fortæller Thomas Seneca, som dog ikke er naiv.

-Hvis du spørger, hvordan det vil gå senere, så kan jeg ikke svare dig på det. Man kan godt frygte, at der opstår problemer, når folk bliver berusede, for det er jo det, der sker med folk, der går på værtshus og ikke på restaurant, siger værtshusholderen.

Han vælger dog den positive tilgang.

- Vi må bare tage ja-hatten på og forsøge at få det til at fungere. Alternativet er jo at lade være med at åbne, og det har vi ikke lyst til, siger Thomas Seneca, der driver stedet sammen med sin bedre halvdel, Tanja Christensen, og oplyser, at parret har brugt corona-nedlukningen til at renovere køkkenet og banke en takeaway-forretning på benene.

- Det var bare for, at vi skulle have lidt at lave, og det er gået okay. Men det var ikke det, vi ville, da vi købte Ørkild for to år siden. Vi ville drive værtshus, og vi er superglade for at være tilbage i vores niche nu, siger han.

Annonce

Sammenhold

Lidt fra bardisken sidder Sarah Hammershøy og Kristina Sand, som danner par og bor lige over for værtshuset.

Sarah Hammershøy (tv.) og Kristina Sand har savnet besøgene på Restaurant Ørkild - og ikke mindst der sociale sammenhold på værtshuset. Foto: Finn Eriksen

De er i gang med at dele to Odense Classic og ser glade ud, fordi de er det.

- Vi kommer her meget, og det har vi gjort, siden Tanja og Thomas (Christensen og Seneca, red.) overtog det for to år siden, siger Kristina Sand, og Sarah Hammershøy nikker og fortæller, at Restaurant Ørkild kan noget særligt.

- De har skabt et sammenhold og fællesskab. Her kommer folk fra alle segmenter her, og man lærer dem alle at kende. Man kommer hinanden ved her, siger hun, og de to bekræfter, at de har savnet værtshuset under nedlukningen.

- Vi har set en fandens masse film under nedlukningen, og det bliver man aldrig træt af. Men det er alligevel kærkomment, at værtshuset er åbent igen, for Sarah og jeg går altid herind og får en øl eller to, når hun kommer fra arbejde, siger Kristina Sand.

Vi skal tilbage til redaktionen, og da vi er på vej ud, råber en storsmilende kvinde en besked til en kvinde, der er i gang med en pot billard.

- Hold da kæft, en god røv du har i de sko, lyder det.

Stemningen er vist okay på Restaurant Ørkild.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Beboere på småøerne får en forlomme i vaccinationskøen

Annonce