Annonce
Svendborg

Pensioneret advokat skal skabe vejen for maritim erhvervspark

72-årige Arne Knudsen har primært arbejdet med erhvervsjura, men gik på pension sidste år. Han har blandt andet været kurator på Svendborg Værft to gange, og nu er han tilbage i arbejdstøjet for at få sving i Svendborg Maritime Erhvervspark, Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær.
Den pensionerede advokat Arne Knudsen er blevet ansat til at få projektet om en Maritime Erhvervspark på Svendborg Havn til at blive til virkelighed.
Annonce

Svendborg: Der skal skub på projektet, hvis drømmen om en maritim erhvervspark skal blive en realitet.

Derfor har selskabet Svendborg Maritime Erhvervspark, der ønsker at skabe en erhvervspark ved siden af det nye Simac, nu ansat den pensionerede Svendborg-advokat Arne Knudsen som tovholder til projektet.

Der bekræfter formand for selskabet, Carl Aage Jensen.

- Hans rolle bliver at skubbe projektet fremad og lave en masse af det fodarbejde, som vi andre ikke har fået gjort nok af endnu.

Visionen er en bygning på 5000 kvadratmeter, som skal lejes ud til maritime erhverv, ved siden af det nye Simac på Nordre Havnekaj, der forventes at stå færdigt i 2022.

Annonce

Nok at få styr på

Arne Knudsen, der egentlig gik på pension sidste år, skal blandt andet stå for at få lavet arkitekttegninger, få fat i flere potentielle lejere og skabe et endeligt overblik over økonomien i projektet.

- Min opgave bliver at lave de aftaler, der skal til for at gennemføre byggeriet.

Den pensionerede advokat blev ansat til projektet for to måneder siden, og hvis alt går, som selskabet håber, skal byggeriet allerede igangsættes i starten af 2021.

Selskabet bag

Selskabet Svendborg Maritime Erhvervspark P/S er stiftet 23. april 2018.

I ejerkredsen er Petersen & Sørensen Motorværksted A/S, Rederiet M.H. Simonsen ApS, Halberg Investering A/S, C.C. Jensen A/S og Nordane Shipping A/S.

Carl Aage Jensen, ejer af C.C. Jensen A/S, er formand for bestyrelsen. Direktør er Jens Pave, der også er direktør i Halberg-selskabet Garvergaarden ApS.

Planerne er nemlig at bygge den maritime erhvervspark synkront med Simac-byggeriet, der forventes færdig i 2022.

- Så der er nok at få styr på, lyder det fra Arne Knudsen.


I øjeblikket har vi investorer nok til det reducerede projekt, men hvis vi planlægger at gennemføre det totale projekt fra starten, så skal der flere investorer til, eller de investorer, der er, skal give noget mere.

Arne Knudsen


Han skal blandt andet regne på, om det kan betale sig "at bide byggeriet op i to", så man i første omgang kun bygger 2500 kvadratmeter, eller om alle 5000 kvadratmeter skal bygges på én gang.

- Vi har interesserede lejere til omkring en tredjedel af de 5000 kvadratmeter, men der er mange besparelser ved at bygge det på en gang. I øjeblikket har vi investorer nok til det reducerede projekt, men hvis vi planlægger at gennemføre det totale projekt fra starten, så skal der flere investorer til, eller de investorer, der er, skal give noget mere.

Der er dog fortsat et stykke vej til en endelig realisering af de store visioner. Det er kommunen, der ejer grunden, og udbudsmaterialet skal godkendes af byrådet, før den bliver sendt i udbud. Udbuddet forventes at foregå i efteråret, oplyser Søren Bach-Hansen, der er erhvervschef i Svendborg Kommune.

- Lige så snart vi kommer i gang efter sommerferien, så skynder vi os at lave et udbud. Vi satser på at være klar til byrådsmødet sidst i august, så det skulle være overstået indenfor et par måneder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce