Annonce
Fyn

Pendlerklub om fremrykning af jernbanespor: - Det er alletiders

Hvis regeringen kan skaffe et politisk flertal for det, kan etableringen af et ekstra jernbanespor over Vestfyn begynde næste år. Når sporet er køreklart, vil det skabe plads til, at der kan køre flere regionaltog mellem Odense og Middelfart. Arkivfoto: Laust Jordal
Fremrykningen af det ekstra jernbanespor hen over Vestfyn vækker glæde, fordi det kan skabe plads til flere afgange med regionaltoget mellem Odense og Middelfart.

Slettelakken har igen været i brug i forhold til, hvornår anlæggelsen af en højhastighedsbane over Vestfyn skal starte.

Første plan hed 2018, og det blev så rykket til 2023. Med sit udspil til en ny infrastrukturplan har regeringen så flyttet datoen endnu en gang - til 2022. Det vil sige, at etableringen kan komme i gang allerede næste år, hvis der findes politisk flertal for det i Folketinget.

- Det er alletiders, lyder den umiddelbare reaktion fra Troels Beck.

Han bor i Skalbjerg og har i mange år kæmpet for at få lagt flere regionalstop ind i togplanen. Som det er nu, stopper der et tog i Skalbjerg hver anden time.

- For eksempel fik jeg lørdag besøg af noget familie fra Sjælland, som havde taget toget. De skulle være her til frokost med toget klokken 13. Så ringede de, at toget fra Odense var blevet aflyst, og så går der jo to timer inden næste forbindelse, så det er ikke heldigt med totimersdrift, siger Troels Beck, der også er talsmand for Pendlerklubben Vestfyn.

Troels Beck fra Skalbjerg kæmper for at få regionaltogene til at stoppe flere gange på stationerne mellem Odense og Middelfart, end de gør i dag. Det ekstra jernbanespor, som regeringen vil etablere næste år, kan hjælpe med det. Arkivfoto: Robert Wengler

Og hvordan kan skinner til et højhastighedstog så hjælpe med at få flere tog til at stoppe i Skalbjerg, Bred, Gelsted, Ejby og de andre mindre stationer på Vestfyn?

Svaret er ifølge Troels Beck simpelt:

- Jo før den kommer, jo før får vi frigivet noget kapacitet til lokaltrafik på banen, som er vores hovedønske.

Annonce

S-togs-drift

Det er Søren Steen Andersen (V), borgmester i Assens Kommune, helt enig i.

- Det er vigtigt, at det ekstra jernbanespor kommer så hurtigt som muligt, fordi det efterlader en højere kapacitet på den gamle bane hurtigere. Vi (de fynske borgmestre, red.) arbejder for, at der skal være S-togs-lignende tilstande på den gamle jernbane. Således, at vi konsoliderer, at der også om 10 år er en station i eksempelvis Skalbjerg og Bred, men også at der er hyppigere afgange.

- Hvis regeringen og Folketinget vil have os til at bruge kollektiv transport, er de nødt til også at investere i, at mennesker i landdistriktsbyer og -kommuner har en nem adgang til  eksempelvis toget med meget hyppigere afgange, og at de ikke hele tiden piller afgange af – det er jo en kamp hvert år, siger Søren Steen Andersen og tilføjer:

- Når staten kan gøre det i Københavnsområdet med S-togsnettet, hvorfor kan de så ikke gøre det her, der er opland til både Trekantsområdet og Odense, der er den store dynamo, mener Assens-borgmesteren.


Jo før den kommer, jo før får vi frigivet noget kapacitet til lokaltrafik på banen, som er vores hovedønske.

Troels Beck


Det nye jernbanespor strækker sig over 35 kilometer fra Blommenslyst ved Odense til Kauslunde ved Middelfart, og det koster 4,8 milliarder at anlægge. Hvis arbejdet med det nye jernbanespor over Vestfyn starter næste år, forventes det at være afsluttet i 2028.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce