Annonce
Langeland

Peder Lollesgaard har fundet et gammelt brev: Nini var i frontlinjen under den spanske syge

Peder Lollesgaard, der er frugtavler på fjerde generation, har fundet et brev frem fra gemmerne. Arkivfoto: Anna Stærbo

Min moster Christine Leth Jensen (kaldet Nini), Skrøbelev, var som 18-årig stuepige på Askov Højskole. Hun blev meget syg af den spanske syge, men kom sig og var bagefter med til at pleje de syge på skolen. I et af brevene hjem skriver hun:

Kære Alle sammen!

Kun et Par Ord, fordi jeg ligesom trænger til at staa i Forbindelse med I kære derhjemme. – Aah, hvor er det en streng Tid for os herovre, ikke alene med Arbejdet – skidt med det, skønt naar man traver ustandselig fra 5 til 9 Aften, kan man nok efterhaanden blive overkørt – men den Tristhed og Sorg, der er over os alle.

I Søndags døde den første – en ung Pige. I Forgaars døde to unge Mænd, i Dag dør der en til – han har ligget – heldigvis uden Bevidsthed – og stønnet og skreget i Nat, og da han ligger lige under os, i Havestuen, har Agathe og jeg ikke sovet meget i Nat. Det er ikke til at holde ud, og saa er vi jo endda ikke dem, der har det værst. Stakkels Appel, han lider vist allermest, for Fru Appel gaar jo fuldstændig op i Plejen af de syge.

Jeg er saa overnervøs, at det vil vare længe, længe, inden jeg kommer mig igen, men maa tage mig sammen, for de begynder at kunde se det paa mig, og alle de stakkels Forældre, der kommer, maa jeg hjælpe Dinna med at passe og trøste lidt – man kan gøre alt muligt for de Mennesker. Det er saa strengt at se det ene unge Menneske efter det andet blive baaret ud. Der er endnu flere med Lungebetændelse. Næsten alle Skolestuerne er omdannede til Lazaretter, og her er et Par Sygeplejersker foruden de af de kvindelige Elever, der har lidt Forstand paa Sygepleje. De gaar alle sammen med Gazemasker paa, hvad heller ikke er hyggeligt at se paa.

Det allerværste for mig var dog Søndag Aften, da jeg kom løbende op paa Sygehuset efter Sygeplejersken. Paa Vejen mødte jeg Pastor Trier, som ogsaa bad mig tage Ærinde med, han vilde ikke selv derind. Jeg aabner jo rask Døren og støder bogstaveligt mod Ligkisten, hvor den unge Pige ligger – utilslaaet – forresten uforsvarligt – jeg har jo aldrig set et Lig før, og da det kom saa uventet – jeg troede, hun var flyttet over i Kirken – fik jeg et Chock, som det vil vare længe, inden jeg forvinder. Heldigvis forstod Pastor Trier mig godt og trøstede mig lidt. Han har været til stor Trøst for de syge og døende.

Ja, I forstaar nok, jeg kun kan skrive om det, der optager mig saa meget. Kommer Skolen rigtig i Gang igen (nogle Elever er rejst, der er ikke mere end 70 oppe, og de har nogle spredte Timer) saa bliver der jo en Stemning, som aldrig før. Vor Morgensang nu kan, synes jeg, hjælpe for hele Dagen, saadan Stemning er der over os. De tre unge døde alle saa kønt, men død, brast det ud af mig: ”Det er ikke til at holde ud!” Saa sagde hun saa rolig: ”Vi skal holde ud, hvad Vorherre lægger paa os, lille Leth!”

– Ja, Gud være os alle naadig.

De kærligste Hilsner fra jeres Ninni.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

93-årige Ruth troede, det var slut, da coronaen ramte: - Jeg ved ikke, om jeg bare har været heldig

Annonce