Annonce
Langeland

Af hensyn til gæsternes sikkerhed: Langelandsfestival afviser Paludan

Rasmus Paludan sagde, at han bare ville på festival som privatperson, men han er ikke velkommen under nogen omstændigheder. Foto: Louise Holmgaard Nielsen
Af hensyn til gæsternes sikkerhed ønsker festivalejer Allan K. Pedersen ikke at have Stram Kurs' leder som gæst. Politiet er på vej til festivalen.

Opdateret med rettelse: Politiet er på festivalen, men har foreløbig ikke sendt ekstra mandskab i forbindelse med Paludans formodede ankomst.

Lederen af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, som er kendt for sine afbrændinger af koranen og andre demonstrationer, som kræver et stort politiopbud, havde planlagt at bo i VIP-området på Langelandsfestival.

En af hans bekendte havde aftalt at købe billetter og leje en beboelsesvogn i området, men da festivalledelsen fik listen over navne, fik vennen en mail med beskeden "Rasmus Paludan vil være uønsket på festivalen til enhver tid".

Rasmus Paludan udtaler til Stram Kurs' facebookside, at han så i stedet må bo på den almindelige teltplads. Men det får han heller ikke lov til, fastslår festivalens PR-ansvarlige Nicklas Lundorf.

- Hvis han dukker op, bliver han ikke lukket ind. Det ved vores folk godt, siger han til Fyns Amts Avis.

Rasmus Paludan siger til TV2Fyn, at han finder beslutningen "chikanøs," og han understreger, at han kommer som privatperson. Men det gør ikke indtryk på festivalens ejer, Allan K. Pedersen, fastslår Nicklas Lundorf.

- Det er Allan, der ejer festivalen, og han bestemmer, hvem der bliver lukket ind. Den beslutning træffer han under hensyn til gæsternes sikkerhed, og vi er egentlig ligeglade med, hvad Rasmus Paludan synes om det.

Han ønsker ikke at uddybe argumenterne for at afvise Paludan yderligere.

Rasmus Paludan siger til TV2Fyn, at han nu vil demonstrere ved festivalen, hvilket ellers ikke var planen.

Fyns Politi siger til Fyns Amts Avis, at der i forvejen er patruljer til stede på festivalen for at holde orden, og at de er klar til at håndtere Rasmus Paludans eventuelle ankomst. Der er foreløbig ikke sendt ekstra folk af sted i den forbindelse.

Fyns Amts Avis har forsøgt at få en udtalelse fra Rasmus Paludan. Vi vil gerne vide, om han er ankommet til Langeland og hvilken form for demonstration, han tænker på at gennemføre. På Stram Kurs hovednummer oplyses det, at Rasmus Paludan i øjeblikket har travlt og at han vil får avisens kontaktoplysninger videregivet. Hvor Rasmus Paludan befinder sig i øjeblikket må avisen ikke få oplyst.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce