Annonce
Debat

Påskeklumme: To tredjedele eller hele pakken?

Sognepræst Martin Wemmelund. Arkivfoto: Linea Andersen

Vi fejrer påske med påskeæg, påskebryg og gode frokoster med familie og venner – i den udstrækning, corona-reglerne nu har tilladt det i år. Påskedagene er et livgivende åndehul. Nu står foråret for døren. Vi mærker allerede lyset og varmen. Nu kan vi igen, og inden vi ser os om, kommer sommeren.

I kirken fejrer vi påske med den gamle fortælling om Jesu forsmædelige lidelse og død på korset og hans sejrrige opstandelse. Den bevægelse fra død til liv omfatter nu også os. Det ultimative håb er nu også perspektivet for vores liv.

Men her er måske også det sted, hvor en del af os instinktivt står af. Der er meget i kirkens forkyndelse, som vi kan være med på. Men når det kommer til opstandelsen, føler en del nok, at vi er kommet for højt op og for langt væk fra det virkelige liv. Men behøver det være sådan?

Måske kunne man sammenfatte kirkens budskab i de tre sætninger, som vi kender så godt, fordi de lyder hver gang, der kastes jord på en kiste: ”Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå.” De to første sætninger kan de fleste af os skrive under på. Men den tredje sætning – ja, her står en del af os af. Mange af os nøjes med de første to sætninger og dermed med kun 2/3 af kirkens budskab. Det er nu heller ikke så lidt. Det er faktisk nok til, at det giver mening for en meget stor del af befolkningen at opretholde deres medlemskab af Den danske Folkekirke.

Men lad os se nærmere på de tre sætninger, så velkendte de er. ”Af jord er du kommet.” Ja, det er helt umiddelbart sandt, for vi er jo jordbundne væsener, indfældet i det jordiske med vores åndedræt, vores stofskifte, hele vores legemlighed. Ikke for intet kalder Bibelen det første menneske for ”Adam”, og det navn betyder: ”taget af jord”. Og når vores krop er brugt op, ja, så vender vi tilbage til jorden. Det er vores vilkår, og det kan vi ikke lave om på. Og det er godt at have kirken til at minde os om dette basale. Det store, solide stenhus midt i sognet er med til at holde os på virkelighedens faste grund, og det tjener os bedst at blive dér.

Med hvad så med de sidste ord, altså den tredje sætning: ”Af jorden skal du igen opstå.” De ord udtrykker vel ikke nogen form for realisme, men vel nærmest det stik modsatte. Er det ikke ren virkelighedsflugt at tro på sådan noget som opstandelse? En død er og bliver død. Det er vel det eneste sikre her i livet?

Men man kunne vende det om og spørge, om den første sætning: ”Af jord er du kommet” virkelig blot udtrykker jordbunden realisme? Er det ikke tværtimod fuldstændig utroligt, at et andet menneske kan blive mere end et tilfældigt væsen, men at det kan blive et Du, og at jeg selv først i mødet med dette Du bliver den, jeg i sandhed er? Er det ikke helt igennem underfuldt, at et sådant tilfældigt andet menneske kan blive intet mindre end ”livet for mig”, som vi siger – uden at tage munden for fuld? Jo, det er netop underfuldt. På samme måde som det er helt og aldeles underfuldt, at en ny dag hver morgen bliver til på ny – i lyset, varmen, farvernes spil, med den første sne, den kølige vind, de første fuglefløjt, der stemmer mit sind og giver mig kræfter og mod til at leve.


I kirken er påskefejringen først lige begyndt, og den varer ved, mens lyset og varmen stiger derude og umærkeligt åbner vores øjne for, at livet skænkes os kvit og frit.


Det er alt sammen underfuldt. Det kommer ikke fra os selv. Det kommer til os, fra kilder uden for os selv. Det kommer fra Gud, som vi siger det i kirkens sprog. Han som hver dag giver os livet, og som har lovet, at han også fortsat vil give os det.

I kirken er vi ikke færdige med at fejre påske. I kirken er påskefejringen først lige begyndt, og den varer ved, mens lyset og varmen stiger derude og umærkeligt åbner vores øjne for, at livet skænkes os kvit og frit. Så vi til sidst ikke kan andet end istemme ordene om det mest underfulde i livet – ikke fordi vi skal det, men fordi vi ikke kan lade være, hvis vi vil forstå det helt almindelige liv, vi lever, i dybden. Hvorfor dog nøjes med 2/3, når hele pakken giver mening?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Endelig sammen igen: Skål!

Annonce