Annonce
Svendborg

På med handsken: Små biblioteker åbner for selvbetjening

Svendborg Kommunes lokalbiblioteker åbner igen - og brugerne opfordres til at bruge handsker og håndsprit. Fotoet her er fra Vejle, hvor de har lavet en lignende manøvre. Foto: Mette Mørk
Svendborg Bibliotek har besluttet at åbne for selvbetjening på lokalbibliotekerne for første gang siden corona-nedlukningen - dog med en afkortet åbningstid.
Annonce

Sydfyn: Der er en gulerod på vej til de af de sydfynske læseheste, der har bibliotekerne i de mindre byer som åndelig fødekilde.

Onsdag 29. juli åbner lokalbibliotekerne i Svendborg Kommunes mindre byer nemlig for selvbetjening, og det har der bestemt været efterspørgsel på, fortæller afdelingsleder ved Svendborg Bibliotek, Anne Green.

- Rigtig mange borgere har savnet at kunne låne, når bibliotekerne er ubemandede, fordi de har svært ved at nå det, når der er bemanding på, siger hun med adresse til, at de seks lokalbiblioteker kun holder åbent med personale til stede to gange om ugen og i et begrænset tidsrum.

Efter en ferielukning på tre uger åbnede lokalbibliotekerne igen med bemanding i denne uge, og nu bliver der altså udvidet, så der også kan lånes materialer uden for åbningstiden. For første gang siden nedlukningen af samfundet midt i marts.

Annonce

Skåret i åbningstiden

Helt som i tiden før corona bliver det dog ikke.

Der er begrænsning på, hvor mange der må være i bibliotekerne ad gangen, ligesom brugerne vil blive bedt om at benytte de tilstedeværende værnemidler i form af håndsprit, handsker og rensevæske til computer- og andre skærme.


Rigtig mange borgere har savnet at kunne låne, når bibliotekerne er ubemandede, fordi de har svært ved at nå det, når der er bemanding på.

Anne Green, Svendborg Bibliotek


Desuden var der før corona-pandemiens indtog åbent for selvbetjening til klokken 22, men det er der lavet om på, oplyser Anne Green.

- Vi har haft nogle problemer i Stenstrup, hvor nogle unge brugte biblioteket til at holde fest, og da vi skal holde øje, er vi nødt til at tænke i ressourcer. Så vi har valgt at holde åbent til klokken 20 i stedet, siger afdelingslederen.

Dermed er åbningstiden fra klokken 7 til klokken 20, og de seks lokalbiblioteker ligger i øvrigt i Gudme, Skårup, Lundby, Vester Skerninge, Stenstrup og på Thurø.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

150 bekymrede borgere til vindmøllemøde: - Vi er især bange for støjgenerne

Annonce