Annonce
Svendborg

Overraskende udvikling: En femtedel af Simac-ansøgerne er kvinder

Der er stadig ikke ret mange kvinder i søfart. Men en af dem finder man faktisk lige her i i Svendborgsund. Kamma Sørensen sejler færgen Højestene. Og faktisk har hun her endnu en kvindelig kollega, Eva Zaydel. Arkivfoto: Roland Petersen
Simac har gennem flere år forsøgt at få kvinderne til at kigge søfartens vej. Nu ser det ud til, at indsatsen har gjort en forskel. Hver femte ansøger til den kommende årgang på den maritime uddannelsesinstitution er kvinde.
Annonce

Svendborg: Det har været et ønske længe for den maritime uddannelsesinstitution Simac i Svendborg. At komme i betragtning hos kvinderne, når de skal tage stilling til, hvad for en karrierevej, de vil satse på.

Søfart har været et mandejob, men nu ser det ud til, at kvinderne begynder at se det som et job, der også er for dem. I hvert fald hvis man skal dømme på det felt af ansøgninger, Simac netop har modtaget.

Blandt de i alt 220 ansøgninger, skolen har modtaget, er 20,5 procent af dem fra kvinder. Ud af skolens samlede elevtal på nuværende tidspunkt er 7,3 procent kvinder.

Den udvikling er Jesper Bernhardt, skolens direktør, ovenud begejstret over.

- Det er et fantastisk godt skridt. Det er super godt, og vi er meget, meget glade for det, siger han.

Annonce

Ærgerlig kønsdiskussion

Når han glæder sig, er det ikke så meget, fordi han ser for sig, at kvinder bidrager med så meget andet til søfart end mænd. Han bryder sig ikke ret meget om kønstænkningen, men går op i at få de dygtigste studerende ind på uddannelserne til skibsofficer, skibsfører og maskinmester.

- Der er ikke forskel på mænd og kvinders evner til at tilegne sig teoretisk viden eller omsætte det til praksis. Derfor er den her kønsspecifikke diskussion ærgerlig, for det handler om det enkelte menneske. Det er dem, vi er interesserede i. Og det, at vi er gået glip af halvdelen af de dygtige mennesker, fordi de så tilfældigvis har været kvinder, har vi været ærgerlige over. Så det er super godt, at de begynder at få øje for det her nu, siger Jesper Bernhardt.


Jeg har overvejet, at der ikke var så mange kvinder på uddannelsen, inden jeg søgte. Men jeg har været FDF-spejder, og der er heller ikke så mange piger i det miljø, så det var ikke noget, der afskrækkede mig overhovedet.

Amalie Bojer, ansøger til Simac


En af de kvinder, der har søgt om optagelse på Simac til august, er 21-årige Amalie Bojer. Hun er bevidst om, at kvinderne stadig er i undertal på skolen, men det betyder knap så meget for hende.

Amalie Bojer på 21 har søgt ind på Simac. Privatfoto

- Jeg har overvejet, at der ikke var så mange kvinder på uddannelsen, inden jeg søgte. Men jeg har været FDF-spejder, og der er heller ikke så mange piger i det miljø, så det var ikke noget, der afskrækkede mig overhovedet. Men jeg har hørt, at der kommer flere kvinder ind i faget. Det er ikke derfor, jeg har valgt det. Jeg forventer ikke, at det strømmer ind med piger i klassen. Men et par stykker kunne da være meget rart, siger hun.

Annonce

Kampagner med kvinder

Jesper Bernhardt forklarer, at Simac gennem nogle år har kørt kampagner sammen med Danske Rederier for at få kvinders øjne op for det blå Danmark. Her har man været meget bevidst om at bruge kvinder som rollemodeller på billeder, i film og til events.

- Jeg kan jo ikke lægge hovedet på bloggen for, at det er det, der har gjort en forskel, men vi har i hvert fald gjort en indsats for at fortælle flere kvinder om det.

Men der er lang vej endnu, mener han.

- Vi er langt fra færdige. For en ting er jo, at man på uddannelsesinstitutionerne opnår en fornuft omkring, at man selvfølgelig er ligeværdig inden for køn eller hårfarve, eller hvad det nu kan være. Der er jo også en jobverden bagefter, hvor man også skal tage godt imod alle de her nye strømninger, hvor der også kommer nogle forskellige mennesker ud, siger Jesper Bernhardt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Suverænt fynsk DM-guld fredag aften

Annonce