Annonce
Danmark

Overblik: Sagen om Lauge Bonde og 3F

Anlægsgartnerfirmaet Lauge Bonde i Borris har gennem de seneste måneder været centrum i en strid om retten til selv at vælge overenskomst. Arkivfoto: Christian Baadsgaard

VESTJYLLAND: Anlægsgartner Lauge Bonde beskæftiger 30 medarbejdere på virksomheden i Borris nær Skjern, og har i 18 år været medlem af Kristelig Arbejdsgiverforening. Firmaet fik jordarbejdet på hospitalskirken ved sygehusbyggeriet i Gødstrup, som ligger på en selvstændig matrikel inde på Gødstrup-byggepladsen. For at komme ind på byggepladsen skal man passere adgangskontrollen. 3F har en social klausul på byggeriet, hvis bygherre er Region Midtjylland, som skal hindre, at underbetalt arbejdskraft kommer ind på byggepladsen, og derfor har 3F en bygning, hvorfra trafikken til og fra byggepladsen bliver observeret.

Ved et opstartsmøde bliver Lauge Bondes bil spottet af 3F på pladsen. 3F kan se, at Lauge Bonde ikke har overenskomst med 3F, og kræver straks, at der skal tegnes overenskomst. Både Lauge Bonde og medarbejderne er yderst tilfredse med den nuværende overenskomst hos Kristelig Arbejdsgiverforening, og ønsker ikke at skifte. Firmaet tilbyder at trække sig fra opgaven på hospitalskirken, men nu er de i 3Fs søgelys, og får fem dage til at beslutte sig. Enten skriver de under på en tiltrædelsesoverenskomst med 3F, ellers bliver de ramt af en konflikt, der vil ramme så hårdt, at det kan koste virksomheden livet.

Lauge Bonde føler sig presset og vælger at skrive under. Medarbejderne er imidlertid voldsomt utilfredse med overenskomsten, og i ren og skær sympati med deres arbejdsgiver, vælger de at stå frem i pressen og fortælle, at de får væsentlig dårligere vilkår ved at skifte over til 3F.

Sagen medfører en voldsom læserbrevsdebat i Dagbladet Ringkøbing-Skjern, og politikere går ind i sagen. Regionsrådsmedlemmer stiller spørgsmål til formanden for Region Midtjylland, Anders Kühnau (S). Han svarer, at regionens adgangskontrol ikke er blevet brugt af 3F til at kræve overenskomst med Lauge Bonde. Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen stiller spørgsmål til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) om 3Fs metoder, men ministeren svarer, at han ikke vil gå ind i sagen og at retten til at foretage kollektive kampskridt er essentielt for den danske model. Den ret vil han ikke røre ved, da det vil underminere den danske model.

Efter flere måneder vælger Lauge Bonde at opsige den tiltrædelsesoverenskomst, som er indgået med 3F. Tilliden til et godt samarbejde er fuldstændig væk fra Lauge Bondes side.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce