Annonce
Danmark

Overblik: Sagen om Lauge Bonde og 3F

Anlægsgartnerfirmaet Lauge Bonde i Borris har gennem de seneste måneder været centrum i en strid om retten til selv at vælge overenskomst. Arkivfoto: Christian Baadsgaard

VESTJYLLAND: Anlægsgartner Lauge Bonde beskæftiger 30 medarbejdere på virksomheden i Borris nær Skjern, og har i 18 år været medlem af Kristelig Arbejdsgiverforening. Firmaet fik jordarbejdet på hospitalskirken ved sygehusbyggeriet i Gødstrup, som ligger på en selvstændig matrikel inde på Gødstrup-byggepladsen. For at komme ind på byggepladsen skal man passere adgangskontrollen. 3F har en social klausul på byggeriet, hvis bygherre er Region Midtjylland, som skal hindre, at underbetalt arbejdskraft kommer ind på byggepladsen, og derfor har 3F en bygning, hvorfra trafikken til og fra byggepladsen bliver observeret.

Ved et opstartsmøde bliver Lauge Bondes bil spottet af 3F på pladsen. 3F kan se, at Lauge Bonde ikke har overenskomst med 3F, og kræver straks, at der skal tegnes overenskomst. Både Lauge Bonde og medarbejderne er yderst tilfredse med den nuværende overenskomst hos Kristelig Arbejdsgiverforening, og ønsker ikke at skifte. Firmaet tilbyder at trække sig fra opgaven på hospitalskirken, men nu er de i 3Fs søgelys, og får fem dage til at beslutte sig. Enten skriver de under på en tiltrædelsesoverenskomst med 3F, ellers bliver de ramt af en konflikt, der vil ramme så hårdt, at det kan koste virksomheden livet.

Lauge Bonde føler sig presset og vælger at skrive under. Medarbejderne er imidlertid voldsomt utilfredse med overenskomsten, og i ren og skær sympati med deres arbejdsgiver, vælger de at stå frem i pressen og fortælle, at de får væsentlig dårligere vilkår ved at skifte over til 3F.

Sagen medfører en voldsom læserbrevsdebat i Dagbladet Ringkøbing-Skjern, og politikere går ind i sagen. Regionsrådsmedlemmer stiller spørgsmål til formanden for Region Midtjylland, Anders Kühnau (S). Han svarer, at regionens adgangskontrol ikke er blevet brugt af 3F til at kræve overenskomst med Lauge Bonde. Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen stiller spørgsmål til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) om 3Fs metoder, men ministeren svarer, at han ikke vil gå ind i sagen og at retten til at foretage kollektive kampskridt er essentielt for den danske model. Den ret vil han ikke røre ved, da det vil underminere den danske model.

Efter flere måneder vælger Lauge Bonde at opsige den tiltrædelsesoverenskomst, som er indgået med 3F. Tilliden til et godt samarbejde er fuldstændig væk fra Lauge Bondes side.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Hvad er det, der smager godt? Det er minderne

Hver sommer tager jeg på en budgetvenlig madrejse inden for landets grænser og under åben himmel. Jeg besøger et af de utallige loppemarkeder med rustikke keramiklamper, strikkede nisser og ridsede legetøjsbiler, mange af os elsker at frekventere, hvor sang og bløde guitartoner lyder fra en lille musiktribune, og der kan købes fadøl, brød og pølser til en frokostpause direkte på det tyndslidte græs. Genbrugsguld og gammelt fajance går jeg udenom. Jeg kommer med et bestemt formål. Jeg vil mindes den mad, jeg havde glemt, jeg kunne huske. Jeg finder den i en 60'er-årgang af ugebladet Hjemmet, en orange og brun Kenwood-håndmixer fra 1970'erne, Eksportslagteriernes Gris-På-Gaflen-kalendere og Raadvads ikoniske brødmaskine af stål og træ fra dengang, et rigtigt rugbrød vitterligt ikke kunne skæres i med brødkniv og håndkraft alene, så massivt og hårdt var det. Har vi spist schweizisk raclette i Danmark? Ja det har vi! Jeg stod i sommer med hele raclette-udstyret i hånden, den elektriske varmeplade til at stille ind på spisebordet, og de små pander i legetøjsstørrelse, som hver rundt om bordet kan tilberede sine egne grøntsager, kød og ost på. Racletten skulle være en efterligning af det bål og de redskaber, schweiziske kvæghyrder anvendte ude i bjergene til at tilberede deres aftensmad. Vi snusede til racletten i Danmark, måske i 1980'erne og glemte det igen. Apparaterne led samme skæbne som fonduegryderne. Først røg de i pulterkammeret, siden på genbrugspladsen eller loppemarkedet. Mit lykkeligste fund i år var Lilian Kaufmanns ”Fremmed mad” fra 1968 udgivet af Bo Bedre. Her fandt jeg den lammesteg, vi sværmede for i 1970'erne. Skrællede kartofler blev skåret i skiver og taglagt i en smurt bradepande, og oven på dem blev lagt en blanding af hakket hvidløg og persille. Bouillon blev hældt ved kartoflerne, og lammekøllen lagt ovenpå, så saften dryppede ned på kartoflerne under stegningen. På et kollegiekøkken en gang i 1970'erne, smagte jeg for første gang lammekød i denne ”lammekølle som i Provence”-udgave. Skulle jeg tilberede lam i morgen, ville jeg uden betænkning vælge samme opskrift. For mad har med længsel at gøre. Man kan læse en kogebog fra 1960'erne og mærke lugtene fra alle bogens sider, hvis man altså selv har levet i 1960'erne. Søren Gericke har sagt: ”Det smager godt, siger man. Men hvad er det, der smager godt? Det er det, man kan huske. Det er minder.” Hvem har ikke mærket sandheden af disse ord på egne smagsløg. Som 13-årig smagte jeg for første gang den franske ost gruyère. Det var i Paris i 1966. Rejsebudgettet var skrabet. Et kulinarisk højdepunkt blev en croque monsieur fra en typisk fransk bistro. I Danmark kendes den også under navnet parisertoast. Lykkeligvis var det gruyère, der var pakket i croque monsieuren. Det var mit første møde med smeltet ost, og gruyére havde jeg aldrig hørt om, men jeg vidste omgående, at den her smag var skelsættende, og jeg holder aldrig op med at lede efter en croque, der smager præcist som dengang. Jeg har hørt en forsker sige, at lugt og smag har forbindelse til det limbiske system i den centrale del af hjernen, hvor man mener, følelser opstår. Det kan bruges i praksis for eksempel over for gamle mennesker, der får hjulpet hukommelsen på gled med mad, de husker fra hele deres liv. En samling gamle opskrifter kan virke som et fotoalbum med billeder af alle vores kære. Dufte og smag af mad kan få os til at huske ting, vi ellers troede vi havde glemt. Om lidt vil mange af os kollektivt ride på en bølge af madminder. Duftene af Brunkagerne, risalamanden, rødkålen, de brune kartofler kan åbne for sluserne med erindringer om til strikkede nisser, selvkørende legetøjsbiler, duften af ny dukke og farmors hvide blondebluse og øjenbrynene, der pludselig var tegnet op med mørk farve, fordi det var juleaften. Hun, Esther, talte odenseansk til sin dødsdag, selv om hun boede i Nordjylland. Hun kunne sin flæskesteg til perfektion, foruden hjemmelavet rullepølse og julesild. Hvem der bare kunne stjæle af hendes kagedåse en lige en gang til.

Annonce