Annonce
Langeland

Over 100 kilo ler og 100 farver: Havudsmykning skal pryde langelandsk skole i årevis

Kunsten må gerne berøres i det nye værk på Ørstedskolen, og det benyttede stort set alle indskolingsbørnene sig af, da "Havet" blev afsløret. Foto: Camilla Qvistgaard Dyssel
3. klasse på Ørstedskolen i Rudkøbing harskabt værket "Havet", som skolen har holdt fernisering for.

RUDKØBING: Der er brugt nærmest utallige timer, mere end 100 kilo ler og litervis af maling på den nye udsmykning på Ørstedskolen. Til gengæld fylder den en hel væg ved indgangen til indskolingen, som indtil nu har været præget af sorte gulve og meget hvide vægge.

- Der er lavet undersøgelser af, hvad børn synes om farver. Kan I gætte, hvilken farve, de allermindst kan lide, spurgte billedkunstlærer Helle Nørgaard, som sammen med hele 3. årgang har skabt værket "Havet", da skolen holdt fernisering på det torsdag morgen.

- Hvid, lød det korrekte svar.

Det er der for alvor rådet bod på med det nye værk. Udfra grundfarverne rød, blå og gul har børnene blandet tæt på 100 farvenuancer.

Værket har krævet et stort forarbejde. Børnene har studeret havdyr og koraller og lavet skitser af begge dele, før de fik lov at male og forme deres bidrag til udstillingen.

- Så der er mange detaljer at fordybe sig i, og man kan opdage nye ting hver dag i lang tid. For jeres værk får lov at blive her længe. Man bruger ikke så mange penge og så meget tid, hvis det ikke skal give glæde og skabe nysgerrighed i lang tid, sagde Helle Nørgaard, før børnene fik lov at se og føle på værket og bagefter spise popcorn og drikke saftevand ved kunstferniseringen.

- Så skal man stritte med lillefingeren. Det er faktisk ret vigtigt, formanede Helle Nørgaard.

Annonce
Under afsløringen blev børnenes kopper med farveblandinger udstillet. Tæt på 100 farver har de blandet med grundfarverne rød, gul og blå. Foto: Camilla Qvistgaard Dyssel
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Kropumulige vilkår for fiskerierhverv

Vi skal passe på livet i havene. Således skal vi også passe på torskebestanden i Østersøen, og derfor giver det også al mulig mening, at der råbes vagt i gevær på Christiansborg og i Bruxelles, når bestanden i Østersøen er under hårdt pres. Samtidig skal vi også se på de afledte konsekvenser af de særdeles skarpe vurderinger af situationen og de muligvis deraf følgende beslutninger. For hvad sker der, når man barberer 70 procent af mængden af torsk, lyst- og fritidsfiskere må hale op af havet dagligt? Et sandsynligt gæt er, at fiskeriturismen på Langeland vil blive sendt til tælling. Når vi dertil lægger, at erhvervsfiskeriet får en tilsvarende udfordring, så står der på bundlinjen, at to erhverv på en ø som Langeland får en ordentlig kæberasler, som ikke sådan lige kan overvindes ved at ryste lidt på hovedet. Det vil gøre ondt på øen og ikke kun på de helt konkrete erhverv. Det vil også have en negativt afsmittende effekt. At fiskeriminister Mogens Jensen (S) så meddeler, at han godt kan se, at det kan rive tæppet væk under de to erhvervsgrene, er en formildende omstændighed. Det levner en smule håb for, at det ikke går helt så galt for de to erhverv, som det lige nu ser ud til. Men mere end strået af håb er der heller ikke at holde fast i. Han gør nemlig blot opmærksom på, at han er bevidst om udfordringer, men heller ikke mere. Der er ingen løfter om at finde løsninger, der er mere skånsomme. Naturligvis er det nødvendigt at værne om dyrelivet. Fortsættes fiskeriet uændret kan det betyde, at der om kort tid bare ikke er noget at hale op af havet. Omvendt må det være muligt at kunne navigere uden om et udsving i kvoten i den størrelsesorden, der er tale om. I fjor blev kvoten hævet med 70 procent for erhvervstorskefiskeriet, og nu er der så lagt op til en lukning for fiskeri af torsk i årets tre første måneder. Det er på det nærmeste umuligt at tilrettelægge et erhverv med så stor usikkerhed. At subsidiere erhverv kan være en glidebane, og lidt hårdt formuleret, så må det jo være en selvstændigt erhvervsdrivendes eget ansvar at få biksen til at løbe rundt. Omvendt må det også tages med i overvejelserne, at hvis der træffes politiske beslutninger med så drastiske konsekvenser for et erhverv, så kan det være nødvendigt at kigge på mulighederne for en subsidiering, når tæppet trækkes væk under erhvervet. Alternativt skal der laves nogle planer og undersøgelser af dyrelivet, som gør det muligt undgå så drastiske ændringer med så relativt kort varsel, som det er tilfældet.

Annonce