Annonce
Fyn

OUH har opfundet smart system: Tusindvis af ansatte tester sig selv for covid-19 hver uge

Corona har betydet usædvanlig stor travlhed for bioanalytikere og andre ansatte på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på OUH, hvor både patientprøver og prøver fra sundhedspersonalet analyseres. Op til 4.500 prøver på én dag, og derfor er både aftener og nætter taget i brug. Foto: René Odgaard/Pressefoto Region Syddanmark
For at spare sundhedspersonalet for tid og besvær, har OUH indført muligheden for selvtest for Covid-19. Ved en række standere på sygehusene i Odense og Svendborg henter og afleverer flere tusinde ansatte hver uge podeprøver af hensyn til dem selv, deres familier og ikke mindst patienterne.

Fyn: Læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale på Odense Universitetshospital kan i høj grad selv bestemme, hvor ofte de vil testes for Covid-19. De skal blot selv føre vatpinden og pode sig.

På hospitalets afdelinger i Odense og Svendborg har man etableret et storstilet system, der gør det muligt for de ansatte jævnligt at teste sig selv for Covid-19.

- Vi kunne hurtigt se, at der godt nok var mange, der skulle podes, og at der skulle bruges mange podere til at tage sig af det. Og litteraturen konkluderede, at sundhedspersonale godt kunne få en god prøve ud af en selvtest, fortæller Anette Holm, der er ledende overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, hvor prøverne fra både patienter og personale analyseres.

I takt med de ændrede retningslinjer er antallet af test på OUH steget ligesom i resten af samfundet. I hverdagene er der nu omkring tusind ansatte, der dagligt poder sig selv for at vide, om de er blevet ramt af virussen, oplyser Anette Holm.

Derudover er der cirka 1.000 ansatte, der hver uge benytter sig af muligheden for at blive testet i podeklinikken i stedet.

Det er stadig patienterne på OUH, der har førsteprioritet og får hurtigst svar. Typisk kan de få svar på prøven i løbet af seks timer - og i langt de fleste tilfælde inden for otte timer efter, at prøven er modtaget i laboratoriet. Personalet derimod må affinde sig med lidt længere svartider, dog får størstedelen svar inden for 12 timer. For mens de ansatte kun møder, hvis de tror, de er raske, kan patienterne have symptomer, påpeger den ledende overlæge.

Annonce

Sparer tid

Selvtestene er ret ligetil. Ved en række standere, som står strategisk fordelt på OUH's matrikler, kan personalet scanne deres sygesikringskort og printe en blanket med deres informationer på.

Der følger også et klistermærke med, som skal sættes på glasset med podningen, inden denne afleveres i den medfølgende kuvert. I kuverten ligger også instruktioner, og er man stadig i tvivl om fremgangsmetoden, findes der en instruktionsvideo på intranettet.

En af de standere, hvor OUH's sundhedspersonale kan tage en kuvert, pode sig selv og aflevere prøven, der så sendes til undersøgelse i laboratoriet for covid-19. Foto: Anette Holm, ledende overlæge på OUH

- Meningen er, at man skal gøre det hjemme eller på et toilet - man skal ikke stå og teste sig selv midt i personalestuen. Man kan også få en kollega til at hjælpe, men så skal kollegaen jo være iført værnemidler, siger den ledende overlæge.

Fra OUH's side har der været et ønske om at opdage smittede medarbejdere hurtigst muligt. Men også hos personalet har mange gerne ville teste sig selv regelmæssigt. Den frivillige mulighed for selvtest er blevet så populær, at standerne nu tømmes fire gange i døgnet, så prøverne gennemgås og analyseres i takt med, at de ligger klar. Også om aftenen og natten.

Sådan testes sundhedspersonalet i Syddanmark

Tidligere blev sundhedsmedarbejderne i Region Syddanmark med patientkontakt tilbudt en corona-test hver anden eller sjette uge. Det afhang af, om de arbejdede med sårbare patienter eller var i øget risiko for at blive smittet.

Nu opfordres alle med patientkontakt til at blive testet hver uge, ligesom der sættes smitteopsporing i gang ved én smittet på en sygehusafdeling, hvor der før skulle to eller tre smittede til.

Det sker, for at inddæmme den britiske variant af corona-virus kaldet Cluster B.1.1.7, som ifølge Statens Serum Institut er 70 procent mere smitsom end gennemsnittet af virusvarianter i Danmark.

i uge 1 udgjorde den britiske variant næsten ti procent af de stikprøver, Statens Serum Institut tog blandt positive prøver i Region Syddanmark.

Med selvtestene på OUH har sundhedspersonalet i Odense og Svendborg mulighed for at blive testet helt op til en gang i døgnet. De får svar på prøverne inden for et døgns tid.

Regionalt sundhedspersonale, der ikke er ansat på et sygehus - for eksempel på sociale institutioner, hospices og i lokalpsykiatrien er blevet testet under besøg fra Ambulance Syd.

- Vi synes, det er en succes. Der er mange, der er pressede på arbejdstid og ikke ville have tid til at tage forbi en podeklinik, og nu skal de ikke bevæge sig så langt for at blive testet. Ved standerne er der ikke kø, og man kan tage en test med, når man møder på job eller går hjem. Det ville heller ikke gå, hvis alle skulle igennem podeklinikken på hospitalet, pointerer Anette Holm.

Sundhedspersonalet på OUH har med standerne mulighed for at teste sig med en podning en gang i døgnet.

Annonce

Høj følsomhed

Fra de ansatte har der primært været ros for selvtestene, der er lette at gå til. Men enkelte har været i tvivl, om det gik an at pode sig selv. Det gør det, understreger den ledende overlæge:

- Litteraturen viser, at sundhedspersonale godt kan teste sig selv. Og da det er en pcr-metode, vi bruger, er følsomheden af vores analyse meget, meget høj - ikke mindst sammenlignet med lyntestene. Du skal i princippet ikke have så meget virus på pinden, før det kan påvises. Det giver en vis sikkerhed, og vi er helt trygge ved metoden, siger Anette Holm.

Har I fået meldinger om ansatte, der testede sig selv, men senere fik det modsatte svar fra en anden prøve?

Det er så svært at undersøge, for selv hvis man poder efter alle kunstens regler, så er den her virus’ natur sådan, at du kan være negativ den ene dag og bragende positiv den næste, siger Anette Holm.

Det samlede antal prøver, som den mikrobiologiske afdeling på OUH har modtaget, har svinget meget - ligesom antallet af test generelt i samfundet også har det. Især op til jul var der pres på.

- Vi har været oppe på 4500 prøver dagligt, når der har været mest travlt, andre gange 2500. Det er både prøver fra patienter og personale og nogle gange også prøver fra plejehjem, fortæller hun.

Afdelingen undersøger nu også de positive prøver for at afgøre, om det er den muterede, britiske variant af corona-virussen, der er tale om.

Sådan foregår arbejdet med at analysere prøverne Video: Region Syddanmark


- Meningen er, at man skal gøre det hjemme eller på et toilet - man skal ikke stå og teste sig selv midt i personalestuen.

Ledende overlæge Anette Holm, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på OUH


Ledende overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Anette Holm, var også i Radio4 Morgen for at snakke om det smarte test-system på OUH. Hør hende snakke om fordele og ulemper ved metoden lige her:

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Aflyst boligmesse blev startskuddet for et år med corona på Sydfyn: Da han tændte telefonen, var verden på den anden ende

Erhverv For abonnenter

Kunde fik 300 kroner for et P. S. Krøyer-værk: Er det rimeligt, at antikvitetshandleren nu sælger det for 7.000 kroner?

Annonce