Annonce
Erhverv

De bliver blæst helt omkuld: Ordrerne vælter ind hos Decofarver

Der er god grund til brede smil hos Jesper Laursen (til venstre), og Brian Dennis Jensen. Det går nemlig forrygende for deres virksomhed, Decofarver. Arkivfoto: René Johansen
Decofarver er blevet væltet af ordrer. Nu står den på flytning til Odense for at kunne klare den enorme vækst.
Annonce

Ringe: I starten af januar tonede Brian Dennis Jensen og Jesper Laursen frem i den bedste sendetid i DR-programmet Løvens Hule, hvor de to midtfynske iværksættere var på jagt efter investorer til deres webshop, Decofarver.

Her kæmpede investorerne om at købe sig ind i webshoppen, der sælger maling, og tre af investorerne fik lov til hver at købe 10 procent af virksomheden for et samlet beløb på 2,7 millioner kroner.


Det har været en fantastisk rejse, og det er gået stærkt. Efter at vi begge kastede os ind i det på fuld tid og målrettet begyndte at optimere alting, tog det for alvor fart.

Brina Dennis Jensen, medindehaver af Decofarver


Med det beløb er midtfynboerne blandt dem, der har hentet flest kroner i programmets historie.

- Det er vildt. Det har været helt vildt, siger Brian Dennis Jensen, da han bliver bedt om at sætte et par ord på de seneste.

Her er ordrene nemlig væltet ind.

- Vi er overvældet, og vi har travlt. Det er sindssygt, siger Brian Dennis Jensen med et smil på læben.

Annonce

Lagt ned

Men der er også et gran af alvor bag smilet. For selv om det ekstra tryk var ventet, har de mange ordrer betydet, at virksomheden ikke har kunne efterleve den lovede leveringstid til kunderne, hvilket Brian Dennis Jensen og Jesper Laursen har beklaget på deres Facebook-side flere gange.

Det er der dog rettet op på, og i dag tæller medarbejderstaben 19 - og yderligere to er på vej.

- I oktober var vi otte, og lige nu har vi fire ansatte, der ikke laver andet end at besvare mails. Vi har ikke jagtet ordrerne. De er kommet af sig selv, siger Brian Dennis Jensen, der tilføjer, at en del af fremgangen også skyldes, at farvehandlerne er lukket ned.

Det er nu otte år siden, at han startede virksomheden. I første omgang på hobbybasis, mens han passede jobbet som tømrer. Siden fik han følgeskab af Jesper Laursen.

- Det har været en fantastisk rejse, og det er gået stærkt. Efter vi begge kastede os ind i det på fuld tid og målrettet begyndte at optimere tingene, tog det for alvor fart. Efter Løvens Hule springer vi lige tre år frem, så det er næsten ikke til at beskrive, siger 35-årige Brian Dennis Jensen.

Annonce

Flytter fra byen

Den store succes betyder også, at virksomheden skifter adressen i Ringe ud med flere kvadratmeter  i Tietgenbyen i Odense.

Det sker faktisk allerede nu.

- Vi har ikke kunnet finde noget i Ringe, for vi har holdt øje med, når lokaler blev ledige. Vi var tæt på noget på Korsvangen (i industrikvarteret), men det smuttede for næsen af os, og det var heldigt nok, for det ville være for småt allerede om et års tid, forklarer den 35-årige og tilføjer:

- Kommunen kom i sidste øjeblik med et bud på noget i industrikvarteret, men dér havde vi skrevet under på en aftale. Det var også noget gammelt noget, hvor der skulle bruges mange penge, og her rykker vi ind i nybyggeri.

1800 kvadratmeter lager og 600 kvadratmeter kontor rummer det nye domicil.

- Vi fik 170 paller maling hjem forleden, og det kan vi slet ikke have stående i Ringe. Vi har manglet den plads, vi får nu, siger Brian Dennis Jensen.

Annonce

Kigger mod udlandet

Det er cirka et halvt år siden, at den fysiske butik på Gørtlervej i Ringe blev lukket, og der udelukkende blev tale om webshop i Ringe.

- Vi har stadig en fysisk butik i Næsby, og den holder vi fast i, så kunderne har muligheden for at komme ind og se farverne. Jeg vil så ikke afvise, at der på sigt kan ske noget på det område, men det er ikke i vores strategi lige nu, fortæller Brian Dennis Jensen.

Til gengæld er strategien, at virksomheden skal sælge maling på det svenske marked. Det var også en af de væsentligste grunde til, at virksomheden meldte sig til tv-programmet. Her købte Mia Wagner, Jan Dal Lehrmann og Jacob Risgaard, sidstnævnte er medstifter af Coolshop.dk, hver en bid af virksomheden.

- Der er noget ekspertise, vi kan trække på, og lidt har vi da allerede gjort. Det er blandt andet administrative opgaver, hvor de har folk, der kan hjælpe, så Jesper og jeg kan koncentrere os om salg og optimering af tingene, så vi får penge i kassen, oplyser Brian Dennis Jensen.

I 2019 lød overskuddet i virksomheden på knap 600.000 kroner, og det forventes at blive på mere end to millioner i 2020.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ærø

Frank blev fritstillet efter et Facebook-opslag: Nu går Folketingets Ombudsmand ind i sag om styrmands ytringsfrihed

Debat

Tag indvandrerproblemerne alvorligt

Danmark For abonnenter

Flemming har rekorden for covid-patienter: 167 dage på intensiv

Annonce