Annonce
Svendborg

Oranje forlod Svendborg i protest - Nu er restaurationsskibet stødt på problemer i København

Jørgen Kragh Jensen havde sit at slås med i Svendborg og har måttet sande, at det heller ikke er problemfrit af have restaurationsskibet Oranje liggende i Nyhavn i København. Arkivfoto: Andreas Bastiansen
For tre år siden forlod restaurationsskibet Oranje havnen i Svendborg i utilfredshed og tog i stedet til Nyhavn i København. Også her er indehaver Jørgen Kragh Jensen dog rendt ind i regler, som efter hans opfattelse er så åndssvage, at han ikke vil finde sig i dem.

Svendborg/København: Problemerne blev ikke sejlet agterud, da restaurationsskibet Oranje forlod Svendborg i september 2016.

Indehaver Jørgen Kragh Jensen forlod den sydfynske købstad i protest mod havnelejens størrelse og mod, at han enten skulle etablere parkeringspladser eller betale til Svendborg Kommunes parkeringsfond, og han lagde i stedet til kaj i Nyhavn i København.

Hvor han dog også er stødt på problemer.

Ifølge TV2 Lorry, som er hovedstadens pendant til TV2 Fyn, tog det ham fire år at få de fornødne tilladelser på plads, hvilket i sig selv var træls.

Men det blev værre endnu. For mens han bøvlede med ansøgninger og med at gøre skibet klar, vedtog politikerne en ny lokalplan, uden at Jørgen Kragh Jensen vidste noget om det.

Men han blev klar over det, da i han sommer stillede et par café-borde og nogle stole op ved kajen i et forsøg på at få økonomi i foretagendet.

I den nye lokalplan havde området ved bolværket nemlig fået status af kajkantszone, skriver TV2 Lorry, og en sådan skal være ryddet. Så det fik Jørgen Kragh Jensen besked på at gøre.

Annonce

Civil ulydighed

I første omgang lystrede han.

Men da han opdagede, at hele omsætningen røg, besluttede han at blæse på påbuddet, og så blev borde og stole sat op igen.

Ifølge TV2 Lorry førte det først til et brev fra kommunen og siden til, at politiet kom forbi, og så blev der udskrevet en bøde.

Uden at han dog greb til lommerne af den grund.

- Jeg nægtede at betale, og vi går i retten. Sådan er det, sagde Jørgen Kragh Jensen til tv-stationen, over for hvilken han også kundgjorde, at hans mål er at få ændret den lokalplan, som efter hans opfattelse er "åndssvag". Og at han, hvis han taber, er klar til at "gå ned med blafrende faner og rygende kanoner".

Redningskrans

Der kan dog være en redningskrans på vej.

Ifølge TV2 Lorry er flere politikere i Borgerrepræsentationen villige til at se på reglerne, og en af dem er Mette Annelie Rasmussen (R).

Hun mener ikke, at hensigten med lokalplanen har været at gøre livet surt for folk som Jørgen Kragh Jensen, og vurderer, at dialog på rådhuset er vejen frem.

- Lad os nu sidde ned omkring et bord og finde en løsning, der virker for ejeren og for København, siger hun til tv-stationen, der også har talt med teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL). Som oplyser, at hun er villig til at kigge på et eventuelt forslag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Lykkelig tilflytter på Ærø: - Jeg er så glad for vores børnehave, som er fuld af nærvær og tryghed

112

Ruder knust: Fem indbrud i biler i Svendborg

Annonce