Annonce
Danmark

Ole bragede op i lastbil: - Jeg nåede kun at tænke 'fuck'

Så voldsomt så det ud, da Ole Meldgaard var kørt op i en lastbil. Privatfoto
51-årige Ole Meldgaard slap med skrækken, da han i sidste uge var involveret i en voldsom trafikulykke på Sønderjyske Motorvej på grund af et øjebliks uopmærksomhed. Nu har han et vigtigt budskab til sine medmennesker: Kør bil, når du kører bil.

Rødekro: 51-årige Ole Meldgaard kan prise sig lykkelig for at være i live.

I sidste uge var han involveret i en alvorlig ulykke på Sønderjyske Motorvej i sydgående retning mellem den nye Rødekro-afkørsel og afkørslen ved Aabenraa N.

- Jeg var på vej fra mit arbejde i Kolding hjem til Rødekro, da jeg ramte en lastbil bagfra med cirka 120 kilometer i timen. Jeg tror, den var standset på grund af begyndende kødannelse. Af en eller anden åndssvag årsag sad jeg og kiggede ud på de biler, der kørte fra ved den nye afkørsel. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det, men det gjorde jeg altså, fortæller Ole Meldgaard.

Derfor nåede han ikke at bremse, før det var for sent.

- Jeg nåede kun at tænke "fuck" og instinktivt rive rattet til venstre. I samme sekund ramte jeg lastbilen, og jeg blev kastet skråt tilbage og ind i autoværnet, siger Ole Meldgaard.

Annonce
Uheldet gav store forsinkelser på strækningen, og Ole Meldgaard undskyldte efterfølgende på Facebook for de gener, det havde medført for hans medtrafikanter. Privatfoto

Ikke forvoldt skade på andre

Bilen blev totalskadet, men han slap med det, han kalder en rimelig mørbanket krop og en mindre hjernerystelse.

- Og til mit allerstørste held var der ikke andre i nærheden. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg ikke forvoldt skade på andre mennesker, siger han.

Han har efterfølgende delt oplevelsen på Facebook med en række billeder af den ødelagte bil, så folk kan se, hvor galt det kan gå.

- Jeg vil gerne have folk til at tænke over, at de altså skal køre bil, når de kører bil. Få øjeblikke kan gøre hele forskellen, og jeg føler virkelig, jeg er heldig, at jeg er her i dag, siger Ole Meldgaard.

På Facebook mistænker flere ham for at have brugt mobiltelefon under kørslen. Men det afviser han.

- Det havde jeg ellers ikke været bleg for at indrømme, men jeg sad og kiggede ud ad sideruden på den der afkørsel, lige som man nogle gange kommer til at kigge på andre ting, der fanger opmærksomheden. Jeg ved godt, det var dumt, siger Ole Meldgaard.

Han er efterfølgende blevet oplyst om, at han formentlig kan se frem til en bøde for uagtsom kørsel.

- Men den betaler jeg hellere end gerne. Det er billigt sluppet, og jeg er så taknemmelig for, at der ikke kom andre til skade, siger Ole Meldgaard.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Annonce